Bæredygtighed

Vi skal alle passe bedre på den verden, der er os givet. Det gælder naturligvis også for Humlebæk Kirke. Bæredygtighed har stået på vores agenda i en del år efterhånden. Ingen nyanskaffelser eller projekter sættes i gang uden en grundig afvejning mellem fire sider af bæredygtighed: Klimaaftryk, biodiversitet, økonomisk ansvar og kulturbevarelse. 

Tag en spadseretur på Torpen Kirkegård

Alle de forandringer, du ser her, er sket i bæredygtighedens tegn. Mange træer er fældet og erstattet med blomstrende buske og stauder, træstubbene er ladt tilbage for biller og larver. Stammer og grene er gemt af vejen bagest på kirkegården, hvor de kan få lov at gå til ad naturens vej. 500 m2 vilde blomster er plantet foran højen og giver masser af føde til det rige insektliv, der summer deroppe. Og til honningbierne, der trives bag bakken. Det er vel overflødigt at sige, at pesticider er bandlyst på kirkegårdene. Kapellet er også under luppen. Isolering, temperaturstyring, og i 2023 igangsættes det store projekt jordvarme af hele kapellet. Præsteboligen længere nede ad vejen har allerede jordvarme.

Elektrificering gennemført

Samtlige af kirkegårdenes materiel og maskiner bortset fra en enkelt ladvogn er i dag elektriske. Og vi har set kritisk på strømforbruget, skiftet beslysningen ud mange steder i kirken, kapellet, sognegården, præsteboligerne og på kirkegårdene.

Juletraditionen er sikret

Også i år vil du kunne se juletræer og anden julebelysning ved kirken og kirkegården, men kun i de mørke aftentimer, der slukkes nemlig kl. 21. Den traditionelle granpyntning skal du heller ikke gå glip af, men også her bestræber vi os på at sikre en god balance mellem klimaaftryk, økonomisk ansvar og kulturbevarelse. Vores gran er certificeret, og vi monterer det på net. Det betyder et meget reduceret granforbrug per m2.

En afvejning i dagligdagen

Alle vores indkøb i dagligdagen er ved at blive økologiske, men ikke for enhver pris. Hvad, der er det mest bæredygtige valg, diskuteres hver dag af medarbejdere, menighedsråd og præster, for det er ofte en afvejning af flere hensyn. Men vi gør os umage og bliver hele tiden bedre. Sammen kan vi ændre meget. Derfor har hele folkekirken sat sig som mål at reducere CO2-aftrykket med 70% inden 2030. Og den er vi med på.

   Bæredygtighed