11/08/2024 0 Kommentarer
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
# Prædikener
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
Dette hellige evangelium til 11. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (7,36-59)
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« AMEN
PRÆDIKEN
Jeg beder for dem, der er skåret ned til en funktion:
advokaten, præsten, rengøringskonen og første elskeren…
Jeg beder for dem, der har glemt, at de er andet end:
Mor, far, kone og mand
og for dem der har et talent
og kun bliver vejet og målt som:
Sangeren og fodboldspilleren,
forskeren og forhandleren.
Jeg beder for dem andre omtaler:
som ham der er god til at lytte,
hende der er mega effektiv,
ham som er vildt sjov,
hende som er helt utrolig hidsig,
ham den stille,
hende den skarpe,
ham den diplomatiske,
den tålmodige,
den søde,
den sarkastiske,
den pessimistiske,
så de også selv
kommer til at glemme
hvad de ellers er.
Jeg beder for dem, der nøjes
med at bruge den del af sig selv
der egner sig til karikaturtegninger
og kan skæres ud i pap…
(Pralbønner for forbigående, Hanne Jul Jakobsen)
Verden er så meget mere enkelt, hvis vi skærer hinanden ud i pap og reducerer hinanden til en kategori: den flittige, den strukturerede, den pligtopfyldende osv. Mon ikke vi alle sammen kender det…
Og samtidigt ved vi også alle sammen, hvor ubehageligt det kan være kun at blive forstået, set og reduceret til et menneske i en bestemt kategori (eller type) – formet i andre menneskers billede af os…
Det kan føles som snærende bånd, som vi forsøger at vriste os fri af, fordi vi ikke føler os set, som den vi er…
I teksten, som jeg læste før, er kvinden med alabastkrukken skåret ud i pap og reduceret til synderinden. Og værten Simon er skåret ud i pap og reduceret til farisæeren…
Vi befinder os til et privat selskab og det er sikkert byens førende mænd, der er samlet til middag hos farisæeren Simon. Jesus er også inviteret. Simon (og sikkert også flere andre i selskabet) vil gerne tale med Jesus om hans lære for at kunne forstå og vurdere, hvem han er (ham Jesus).
Men det bliver langt fra den intellektuelle samtale, som Simon havde forestillet sig. For pludseligt kommer en kvinde fra byen bogstaveligt talt væltende ind i selskabet.
Hun tilhører tydeligvis ikke det gode selskab og er ikke værdig til det fine selskab. Hun opsøger Jesus, stiller sig grædende bagved ham, hun vædder hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår, hun kysser hans fødder og salver dem med olie…
Hun er faktisk lidt grænseoverskridende, som hun lader det flyder med hud, hår, tårer og olie. Simon og de andre i selskabet tænkte deres…
Ser du denne kvinde, spørger Jesus…
Og Simon har ikke kunnet undgå at se hende, men han ser hende ikke som Jesus ser hende. Jesus ser meget mere i kvinden end de handlinger, hun har gjort og den skyld, hun bærer på…
Han gør den kvinde, der har levet skjult i egen skam og i andres fordømmelse til et forbillede for tro.
Din tro har frelst dig, siger Jesus til hende…
Kvinden siger ingenting. Hun har sit hår, sine tårer og sin mund. Kvinden er et eksempel på, at den dybe kærlighed og den nødvendige tro ikke bliver formet med forstanden og udtrykt i store ord…
Den bliver til i hjertet og kommer til udtryk i blikket, i berøringen og i bønnen – i en handling, der flyder over af taknemlighed…
Kvinden levede for længe side i en helt anden tid, men det alligevel ikke svært at spejle vores liv i hendes…
Det er tænkeligt, at vi alle har prøvet at være tynget af dårlig samvittighed og plaget af skyld over noget, vi fik gjort – følt os som et dårligt menneske….
Og vi har måske levet skjult i vores egen skam for at undgå andre menneskers fordømmelse. (i frygt for at blive skåret ud i pap og reduceret til en kategori, som andre vil se ned på – ikke værdig til gode selskab….
Vi har måske bevæget os hen for at banke på en dør hos en god eller hos vores forældre? Skridt har vi taget for at komme væk fra det sted, hvor vi blevet fastlåst, Og vi vidste, at vi var nødt til at gå ind, også uden at vi kan tænke det til ende…
Men i tro og tillid til at vi allerede er tilgivet og i håbet om at blive tage nådigt imod nåede vi frem. Mærket den lettelse det kan være at være set – som mere end den handling, vi har gjort. Mærket tilgivelsen i en varm omfavnelse uden ord…
Vi har alle sådan et sted at gå hen – i gudstjenesten…
Vi behøver ikke banke på, vi kan bare komme væltende ind i selskabet (som kvinden i fortællingen) med alt, hvad vi tumler med i livet, og vi vil blive taget nådigt imod…
I gudstjenesten er vi alle sammen inviteret ind til et måltid, hvor vi får del i Jesu legeme og blod, og hvor vi bliver sat fri til at leve kærlighedens liv…
Kærligheden sprænger grænser og alle menneskeskabte kategorier, som skærer verden ud i pap og reducerer livet. Kærligheden er overvældende i al sin ødselhed…
Den dybe kærlighed og den nødvendige tro bliver (heller ikke for os) formet med forstanden og udtrykt i store ord. Den bliver til i hjertet og kommer til udtryk i blikket, i berøringen og i bønnen…
Troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt, men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit os har søgt, står der i den salme, vi skal synge om lidt (DDS 582).
Evangeliet er, at vi er Guds elskede børn og Guds udtrykte billede: Ufuldstændige, uskarpe og uperfekte og ikke sådan lige at reducere til en kategori, men altid allerede elsket og tilgivet...
Det giver os frimodighed til at vælge livet og gå ud i verden igen, og elske, virke og være! Gå bort med fred. AMEN
Kommentarer