Dette hellige evangelium til sidste søndag efter helligtrekonger skriver evangelisten Matthæus 

Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og hans bror, Johannes, med sig op på et højt bjerg, hvor de kunne være alene. ²Her blev Jesus forvandlet for øjnene af dem. Hans ansigt strålede som solen, og hans tøj blev lysende hvidt. ³Pludselig var selveste Moses og profeten Elias der også, og de talte med Jesus. ⁴Så sagde Peter: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du gerne vil have det, kan jeg bygge tre hytter her, en til dig, en til Moses og en til Elias.« ⁵Mens han stod og snakkede, trak der en lysende sky ind over dem, og en stemme sagde inde fra skyen: »Det er min søn, som jeg elsker. Ham har jeg valgt, og I skal lytte til ham.« ⁶Disciplene blev skrækslagne og kastede sig ned på jorden. ⁷Men Jesus gik hen og rørte ved dem. »Rejs jer op,« sagde han. »I skal ikke være bange.« ⁸Da de åbnede øjnene, så de, at de igen var alene med Jesus.

⁹På vej ned ad bjerget understregede Jesus over for disciplene, at de ikke måtte fortælle nogen om det, de havde set. »Ikke før jeg, Menneskesønnen, er stået op fra de døde,« sagde han. 

Prædiken 

Peter får sit livs stjernestund, da han står på toppen af bjerget sammen med Jesus, Jakob og Johannes….

Forklarelsens lys er det himmelske lys, der første søndag efter helligtrekonger ledte de vise mænd til Jesus, og nu bryder lyset ud af ham…

De vise mænd (eller stjernetyderne) bragte Jesus al det, der lyser op og glæder i denne verden, imens Jesus gav verden det lys, der brænder indefra…

Et lys, der kan tages med også ind i de mørkeste steder…

Peter bliver så overvældet af episoden, at han foreslår, at han kan bygge en hytte til Moses, Elias og Jesus…

Det er en lidt komisk situation, og det vidner om, at spørgsmålet om hvem Gud er (som det igennem hele helligtrekongertiden har handlet om at få afklare), bliver ikke mere klart af, at han bliver forklaret…

Erfaringen af at dumme sig, når der sker noget virkelig vigtigt, det forestiller jeg mig ikke, at Peter er alene om? Og det er det gode ved Peter: Han giver os altid rig mulighed for at være mennesker midt al det himmelske…

Hvorfor griner vi ad Peter? Vi gør vel selv det samme forsøg på at bygge hytter til vores store oplevelser?

Vi arbejder intenst med at gøre juleaften til en særlig stjernestund, selvom vi godt ved, at den følelse, som vi prøver at indfange, indfinder sig, besøger os, når den vil?  

Vi forsøger at fastholde det, der var, ved at tage billeder af de særlige øjeblikke. De særlige stjernestunder…  

Peter har stadig mindet om stjernestunden, og måske er det, det vi mennesker er: Stjernestund-samlere, der i erindringen har en masse at glæde os over…

Fastholde og fastfryse disse underfulde glimt kan vi ikke, men vi kan prøve på ikke at glemme dem. Vi har brug for sådanne glimt. At det kan blive højtid i lavlandet… 

I romanen Sidste Sommer. En historie fra det runde bord, fortæller Tage Skou-Hansen om Herman. Herman er dansk præst i Argentina, og i forbindelse med salget af fødegården her hjemme i Danmark er han taget tilbage til Danmark…

Det er sommeren efter de dramatiske omvæltninger i Østeuropa med Murens fald. Det er et pinseunder med alle de mennesker, som fandt deres egen stemme. Tænker Herman…

Undertrykte folk husker pludselig, hvem de var og tog deres fortid tilbage. Alt det de havde fornægtet eller fortrængt…

Bagude (i Argentina) ligger for Herman et umiddelbart set lyst og let liv med succes som dansk præst og med den livlige Helene som hustru…

Men Argentina var et sted for glemsel, ikke for erindring. Det var derfor han i sin tid var taget dertil. På grund af gammel ødelagt fortid. Et brudt forhold…

Sandheden er, at også ægteskabet med Helene er et forlist forhold. Herman og Helene var blevet ensomme hver for sig.

Og Danmark har, trods glemslen, aldrig sluppet sit tag i ham. Han mærker det, da han sidder i flyveren på vej hjem og højt oppe fra får øje på Danmark som et mønster i brunt og gult og grønt med tydelige skel mellem farverne…

Beskedent og smukt, ja, trygt, som Herman tænker det om landet dernede (…) Noget forandrer sig for ham, da han nærmer sig de hjemlige kanter. Barndomslandet…

En strålende, lys og varm sommermorgen er han nede ved åen i engen, hvor han som barn så tit løb rundt. Der sker noget for ham dernede. Han får et forklarelsens syn. Et gådefuldt løft…

At være på det sted, hvor hans liv var begyndt som en gåde, han ikke var spor bange for. Det var alligevel der, det fandtes, det som holdt ham oppe, og ikke i hans eget hjerte…

Om aftenen sidder han over et glas vin med en gammel bekendt fra ungdomsårene. På et tidspunkt fortæller Herman, at han om morgenen var nede ved engen ved åen og oplevede noget dernede.

Hvad oplevede du, siger den anden.

Guds rige, tror jeg da.

Jeg troede det var noget man havde inden i

Ikke hos mig. Det er kun Danmark, jeg har der.

Er det ikke det sammen?

Nej!

Hvad gjorde du så ved det?

Og Herman svarede: Jeg prøver på ikke at glemme det…

Den vedvarende stjernestund kender vi ikke, for stjernestunden er et glimt en gang imellem. Men sammen med stjernestunden lever håbet om, at den kunne vare ved. Håbet om, at Jesus engang vil føre os derhen, hvor livet er EN stjernestund.

Når livet bliver for stort for os, hvad enten det er i glæde eller sorg, har vi brug for et sted at gå hen…

At gå i kirke og hjem svarer til, at vi går op på bjerget og ned igen. Kirken er det sted, hvor stjernestunderne i vores livvelsignes…

Et sted, hvor forklarelsens lys kan blive kastet over det liv, vi lever. Et sted for underfulde glimt af det guddommelige…

Når vi står med et lille nyfødt barn i vores hænder, så bliver vi hævet op til det ekstraordinære. Så mærker vi tydeligt, at livet er større end os, og at vi ikke selv håndterer det…

På samme måde når vi står ved en af vores kæres kiste. Også da bliver livet for stort og for uhåndterligt for os. Og så må vi op til højdedraget, op i Guds hus for at se vores liv i lyset af Guds kærlighed…

Og her kan vi fyldes af glæden over det, vi får skænket grundløst. Ikke at vi kan og skal blive deroppe i højden…

Gud vil, at vi skal gå den vej, han selv gik. Ikke bort fra jorden og op mod himmelen, men fra himlen ned mod jorden…

Julens budskab fortæller os, at det er Guds vej til mennesket.

Nedad, fra himlen til jorden, det er nådens vej…

Og når vi har været oppe på bjerget, så er det vigtigt at komme ned igen til hverdagslivet. Med fornyet kraft og med den guddommelig trøst: at så dybt kan ingen synke, at Guds nåde ikke kan nå frem til det menneske…

Også i hverdagen gælder det om at have øje for de glimt af Guds nådes lys, som kan møde mennesker, hvor som helst og når som helst og skabe højtid i lavlandet.

Så vi aldrig glemmer, at der er en guddommelig virkelighed før os og uden om os, som holder os oppe…

En guddommelig virkelighed, der gør det muligt for os at huske, hvem vi er, så vi bliver i stand til at tage vores fortid tilbage og leve også med den ødelagte del som omfattet af Gudsrigets forunderlige lys og kraft… 

AMEN