v1  For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. v2  Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. v3  Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, v4  og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. v5  De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. v6  Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? v7  De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. v8  Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. v9  Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. v10  Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. v11  Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren v12  og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. v13  Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? v14  Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. v15  Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? v16  Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matthæus 20,1-16

Den verden vi her bliver præsenteret for er for vild. Anderledes i hvert fald, for alt hvad vi synes vi kan stole på, kan vi ikke længere regne med. De arbejder alle i vingården men ikke lige mange timer, og får den samme løn.

Vild i sine opgør med hvad vi normalt går rundt og tænker er ret og rimeligt. Det er jo den meget menneskelige tanke om hvad vi får ud af det, som Jesus i denne lignelse gør op med. Han gør op med hvad som er rimeligt og hvad vi kan forvente. Og sætter noget andet i stedet…..

Lignelsen skræller alle de lag vi har polstret os med af hvad vi har ret til, hvad der er rimeligt, om lige løn for lige arbejde. Den lille verden som bliver oprullet for os står i kontrast til rettigheds- og lighedssamfund vi lever i og som vi er stolte af. Og med god ret. Men livet er også mere end det.

Er der noget galt med det kunne vi spørge? Det er der ikke, men når Jesus fortæller lignelser, bliver de ting vi tager for givet og har vænnet os til vendt på hovedet. For at vi skal se noget andet. Når vi fjerner rettighedstænkningen og alt som siger at tingene skal gå retfærdigt til, står mennesket nøgent overfor det andet.

Stående dér må vi håbe at vi vil unde hinanden alt godt. Der er ikke længere noget vi kan gribe ud efter og holde os oppe med. Den rene menneskelighed som stod vi ude i ødemarken uden institutioner, love og regler at læne os op ad, og alene måtte stole på den anden.

Noget for noget synes vi er rimeligt og ret. Alt for intet synes vi er en gave som en gang imellem kan blive os til del, men ikke noget vi kan tilrettelægge vores liv efter. Noget for noget er en værdi vi i mange af livets sammenhænge tænker ud fra. Vi skal yde før vi kan nyde, under det navn kender vi også denne regel. Noget for noget praktiserer vi i mange af livets situationer: på arbejdsmarkedet hvor der betales løn for den tid man har arbejdet og den uddannelse man har, i politiske kompromisser, i familien prøver vi som forældre at opretholde en vis grad af retfærdighed i forhold til deltagelse i familielivet.

Vi har bygget vores velfærdssamfund op om ideen om ret og retfærdighed, som netop kommer til udtryk i tankegangen om noget for noget, der vil tilskynde til handling og arbejde for at kunne få anerkendelse og goder. Ønsket om at have et samfund, hvor tingene er i balance og vi kan stole på at der er ret og retfærdighed til. Velfærdssamfundet som vi kender det er jo et forsøg på at få et samfund bestående af forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund til at leve sammen, og føle at der er lige muligheder og rettigheder for at udvikle sig.

Lige løn for lige arbejde er en århundreder gammel tanken om retfærdighed. Lighedsforestillingen har på mange andre områder gennemsyret vores tankegang og holdning til andre mennesker og til verden. Lighed er en dyd i vores samfund som vi bestræber os på at leve op til og hele tiden justere samfundet efter.

Fordi vi inderst inde godt ved at livet faktisk ikke er retfærdigt og at uretfærdigheden rammer blindt og ufortjent. Livet er ikke fair. Og derfor har vi love og regler der vil tvinge hensynet og ansvaret for den anden igennem, hvis ikke vi gør det spontant.

Jesus provokerer os med sin lignelse om arbejderne i vingården og den generøse vingårdsejer. Vi hører om en helt almindelig arbejdsdag i en vingård på jesu tid. Jesus fortæller om en vingårdsejer som gik ud en tidlig morgen for at leje arbejdere til sin vingård. De fik den løn de skulle have for én dags arbejde. Tre timer senere lejer han et nyt hold arbejdere, og det samme gentager sig efter seks og ni timer. Også i den ellevte time lejer han nogle stykker til at arbejde den sidste time af arbejdsdagen.

Vingårdsmanden virker meget sympatisk. Det ser ud til at det mere er de lediges nød som driver ham end hans egen profit. Ellers havde han jo nøjes med de første han lejede, som så måtte knokle det mere, og ejerens profit var blevet desto større. Ved aftenstid hvor lønnen skal udbetales får de alle den samme løn, en denar, som de havde aftalt med ejeren.

Det opleves selvfølgelig som en provokation for de første som har arbejdet hele dagen, og ser at de som kun har arbejdet en time, får den samme løn. Lige løn for lige arbejde havde de regnet med, men det er ikke det der er sagen her. Lignelsen fokuserer nemlig på noget helt andet end løn og arbejdstid. Den åbner for et helt andet univers fyldt med en forbavsende nåde.

En sådan nåde og kærlighed de her bliver vidner til, bliver vendt til raseri over uretfærdigheden. I dette univers hedder det ikke kun noget for noget, men også en gang imellem alt for intet. I mødet med dette univers kan det så være at vi får set på nogle ting i vores eget liv og i den verden vi lever i.

Der skal måske laves om på noget; i stedet for i nogle situationer at sige noget for noget, øje for øje, tand for tand, fordi det blot at med til at gøre tingene værre og føre til nye konfrontationer og voldshandlinger, skal jeg hellere tænke mig selv som den generøse og kærlige der provokerende vælger at møde ondt med godt, at give alt for intet.

Nåden gives ikke efter fortjeneste. Her er der byttet om på alt det vi er vant til og synes er retfærdigt. Hans nåde og kærlighed rækkes til mennesker af godhed. En verden der er åben for alle. Den kan vise sig på de mest overraskende steder og provokere alle vores forestillinger om en retfærdig fordeling af goderne.

Hvad vi synes der er ret og rimeligt er det helt sikkert ikke i hans rige. Vi ved aldrig om vi er de sidste eller de første, jo med vores egen målestok gør vi nok, men hos Gud er vores verden gået under for nu hedder det Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

Vi overvældes i lignelsens fortælling af en guddommelig generøsitet, der lader os ane en nåde og en kærlighed der gør op med enhver ødelæggende millimeterretfærdighed. I livet skal der være retfærdighed til, og derfor har vi brug for love og regler til at regulere vores indbyrdes forhold og samarbejde med hinanden. Når det virkelig kommer til det at leve, at være sammen med andre, og vide at dette liv skal jeg altså leve sammen med andre, så må det nådesløse blik på tilværelsen vige for skønsomhed, gavmildhed og menneskelighed.  Amen