Prædiken seksagesimasøndag. Mona Høgh

Prædiken seksagesimasøndag. Mona Høgh

Prædiken seksagesimasøndag. Mona Høgh

# Prædikener

Prædiken seksagesimasøndag. Mona Høgh

Dette hellige evangelium til seksagesimasøndag skriver evangelisten Markus 

1Jesus begyndte igen at undervise ved søen. Mange mennesker havde samlet sig omkring ham, så han var nødt til at sætte sig ud på søen i en båd og tale til folk derfra, mens de stod på bredden. 2Han talte til dem i lang tid og brugte lignelser i sin undervisning. 3»Hør her. Der var engang en bonde, der gik ud for at så,« sagde han. 4»Noget af det korn, han såede, faldt på vejen, og det kom fuglene og spiste. 5Noget andet faldt på stenet grund med et tyndt jordlag, og fordi der ikke var ret meget jord, voksede det op med det samme. 6Men da solen stod op, blev det svedet af og visnede, fordi det ikke havde slået ordentligt rod. 7Noget af kornet faldt mellem tidsler, og de voksede op og kvalte det, så kornet ikke nåede at give udbytte. 8Men der var også noget af kornet, der landede i god jord, og det spirede frem, voksede og gav et godt udbytte. Noget af det gav 30 gange igen, noget af det 60, og noget af det gav 100 gange igen. 9Det er vigtigt, at I forstår, hvad jeg siger.« 10Senere da Jesus var alene tilbage sammen med sine tilhængere og de 12 disciple, spurgte de ham, hvordan lignelserne skulle forstås. 11»I får hemmeligheden om Guds kongerige direkte at vide,« svarede han. »Men de andre, der er udenfor, skal have det alt sammen gennem lignelser 12for at de

skal se uden at indse,

høre uden at forstå,

så de ikke ændrer deres liv og får tilgivelse.

13Hvis I ikke forstår den lignelse, jeg fortalte, kan I heller ikke forstå alle mine andre lignelser. 14Det, bonden sår, er budskabet om Gud. 15Kornet, der falder på vejen, svarer til, at mennesker hører budskabet, men mister det med det samme, fordi Satan kommer og tager det fra dem. 16Kornet, der bliver sået på den stenede jord, svarer til de mennesker, der med begejstring tager imod budskabet, lige når de hører det. 17Men de er overfladiske og holder ikke fast ved noget; så snart de møder modgang eller bliver forfulgt på grund af deres tro, opgiver de det hele. 18Det korn, der falder mellem tidslerne, svarer til dem, der hører budskabet i første omgang. 19Så kommer hverdagens bekymringer, jagten efter rigdom og lysten til at få alt muligt, og det kvæler budskabet. Derfor bliver det ikke til noget. 20Men den gode jord er et billede på dem, der hører budskabet og tager imod det. Derfor bliver udbyttet 30, 60 eller 100 gange så stort som det, der blev sået.« Mark 4,1-20 (2020)

Prædiken 

30 dage, der rystede verden, er en af avisoverskrifterne fra den forgangene uge. De 30 dage henviser til magtskifte og forandringer i magtbalancen i verden den seneste tid…

Er der ved at ske en omkalfatring af den verdensorden vi kender? Geopolitisk er der rykket ved de tektoniske plader, og det skaber rystelser og en uforudsigelig virkelighed…

Det er rystelser, der ikke bare går over, som et jordskælv, de bliver ved med at finde sted, og langsomt forplanter de sig i os som en skrøbelighed, utryghed og en søgen…

Dag for dag, nyhed for nyhed, bliver vi nærmest udhulet som af en isske – en skefuld ad gangen, var der en, der skrev et sted…

Forskellige eksperter giver deres svar på, hvordan vi kan håndtere bekymringen. Når verden er usikker, hvad gør vi så?  

En hjerneforsker opfordrer til, at vi giver hjernen en pause fra det hele, slukke for nyhederne i radio og fjernsyn og dyrke en slags kognitiv isolation, hvor vi fordyber os i en aktivitet, vi holder af: skrive, tegne, male, bygge – skabe…

Og en professor i økonomi forslår, at vi finder trøst i, at dansk økonomi er modstandsdygtig overfor alverdens palaver, og at der derfor er en begrundet optimisme at holde fast i…

Og jeg vil opfordre til at gå i kirke. Her er et helle, et hvilested fra verdens larm et kort øjeblik. Og det giver os fornyet mod til at gå ud i verden på, selvom jorden ryster. Det styrker et håb i os, når vi lytter til evangeliet…

Også selvom billedet af bonden i lignelsen i dag, der stille og roligt går og sår sin mark, måske kan virke lidt verdensfjern og som en stærk kontrast til al den uro, der er omkring os i dag…

Se det for jer. En mark, en forårsdag, høj sol og håb i luften, det hvide lys og den brune mark, før såmaskinens tidsalder, som et gammelt maleri for det indre øje…

Bonden trasker afsted hen over marken. Posen med sædekorn hænger hen over den venstre hofte, mens den højre hånd med rolige, rytmiske bevægelser griber ned i posen efter en håndfuld korn…

Så åbner han sin hånd og kaster kornet ud over marken. Det gør han en gang til, og igen, frem og tilbage over marken. Roligt, tålmodigt, vedholdende og stædigt.

Hånden åbner sig og spreder kornet ud i store bevægelser – som en hånd, der løfter sig til velsignelse. Og noget af kornet falder på vejen, noget på stenet grund, og noget imellem tidsler. Imens noget falder ned i den god jord…

Jeg tror, det er meningen, vi skal følge bonden rolige og tålmodige arbejde og følge hans blik, når han løfter det fra plovfurens klare linjer og kaster korn gavmildt, generøst og grænseløst ud til højre og venstre – uden at bekymre sig om, hvor det rammer…

Det er overraskende for en klog bonde ville vel nøjes med at så i den gode jord, hvor han har størst sandsynlighed for at få et godt udbytte? Men denne bonde er som den gavmilde Gud, der lader sol og regn falde på både onde og gode…

Gud sår sit ord ud over alle mennesker, nogle gange tager vi ordet til os og det bærer frugt. Andre gang er vi hårde som sten. Det er i grunden meget erfaringsnært…

Vi indeholder alle sammen både god og dårlig jord, tidsler og sten. Sådan er det. Det er så åbenlyst, at det måske ikke engang er interessant. Det hører med til at være menneske. 

Det overraskende i denne lignelse er ikke, hvordan vi mennesker er, men hvordan Gud er. Og med Gud er det sådan, at han er generøs, udover alle grænser. Han vover og satser og strør også det gode korn på tørre og stenede marker…

Når vi er tynget af skam, skyld og fortrydelse og vores liv er som en øde og stenet mark, så åbner Gud sin milde hånd og lader solen stå op over mit og dit liv og giver os endnu en dag.

Endnu en mulighed for at takke og elske og gøre det godt igen, som vi fik ødelagt…

For Gud er vi mennesker mere end håbløs klippegrund. Vi er med al vores tørhed og hårdhed stadig grobund for Guds ord og kærlighed…

Og derfor er der masser af tro og håb og kærlighed i lignelsen både for dig og mig, for hele menneskeheden – og for verden.

Den giver os et billede på, at nyt liv finder vej på de mest ufremkommelige steder.  Og vi ser det jo faktisk også bryde frem der, hvor vi overhovedet ikke ventede det…

Ligesom mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, sådan ser vi indimellem, at der gror noget ud af nærmest ingenting.

Der er mennesker over hele verden, der trods svære vilkår holder modet og håbet oppe og lever menneskeliv, så godt de kan der, hvor de er…  

Liv opstår igen og igen, og liv bliver ved med at opstå, for livets Gud er i verden og i os. Der er sået så meget godt i os, og det bliver ved med at vokse trodsigt og holde håbet oppe.

Guds nåde er ødsel og rundhåndet, fordi det så kan være den rammer lige præcis dér, hvor der er allermest brug for det.

Og Guds ord kommer til os for at vande kærlighedens spirer.  Som en bonde med store, generøse armbevægelser sendte han sin egen søn, og for ham var der ingen ufremkommelige eller smalle steder. 

Han levede med kærlighedens store armbevægelser…

Og kristen tro er at følge det spor og tro på, at der kan gro noget godt blandt tidselgemytter og forstenede hjerter…

Det er det, der sår håb i vores hjerter og giver os mod til at leve – og det er derfor, vi er her. I kirken til gudstjeneste for at finde et helle i verden. Et hvilested fra verdens larm et øjeblik, hvor vi kan lade Guds ord vande vores sind og fylder os med livskraft og livsmod…

Så kan vi gå ud i de rystelser, der er derude i håbet om, at selv de mest håbløse situationer i vores liv hver især og overalt på kloden med Guds kraft kan opstå til en ny dag.

AMEN

 


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed