Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:        v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!       Fred til mennesker med Guds velbehag! Lukas 2,1-14 

Julen er håbets tid. Det er kirkens budskab til os i julen. Det er værd at huske på, når vi føler, at det er så meget vi skal gøre, for at det kan blive den rigtige jul. For håb betyder ikke at det op til os, at opfylde det håb. Vi er håbefulde skabninger, som betyder at vi kan forestille os, at som tingene er, er ikke som tingene behøver at være.

Fordi vi er håbefulde, kan vi håbe at verden kan blive fri for konflikter og krig. At leve med håbet, er mange gange at gå imod hvad virkeligheden møder mig med. Håb betyder at vi kan gøre krav på noget, som vil gøre vores liv besværlige. Tænk på hvad Maria og Josef gik igennem før barnet kom til verden – deres glæde og håb.

Vi har brug for hinanden, for vi kan ikke håbe alene.

Håb har vi alle brug for. Til alle tider. Håb fortæller at vi ikke har kontrol over livet. Håb fortæller at livet, tilværelsen, er genstand for vores bekymringer og ønsker og længsler, og det har den været i tusindvis af år.

Juleevangeliet er ét udtryk for at mennesket ikke kun

lever i tiden, men også har sans for det mystiske. Det har gennem alle tider været de rum, som har givet menneskeheden håb, og som i Jesu fødsel har sat en række stærke billeder såsom: engle der taler til mennesker, opmuntringen til ikke at frygte, hyrdernes ro på marken og budskabet om fred fra Gud til mennesker.

Denne velkendte tekst som læses juleaften og hvert andet år juledag, fortæller om det vildeste håb; nemlig, at jord og himmel mødes. Det givet os mulighed for at lette os fra jorden og blive løftet ud at vores endelige og verdslige rum på jorden. Og i stedet får mennesket mulighed for at flyde og svæve frit i rummet, og føle at der er mere til end hvad vi kan se, måle og veje.

Vores intellekt og menneskehedens helt enorme viden kan ikke komme til at vide alt om alting. Ikke at vide alt er en god ting. For det åbner vores nysgerrighed og med gode chancer for at blive overrasket. Eller måske ligefrem overvældet af et himmelsk lys, som da hyrderne på marken i nattens mørke blev badet i en herlighed som strålede om dem, og ikke kun over dem.

I julen åbnes der for himmelrummets sluser, og det fantastiske at jord og himmel mødes. Der fødes et håb julenat i krybben i Bethlehem. Lukas lader ikke nogen tvivl stå tilbage, at dette er ud over det sædvanlige. Betyder det noget må vi spørge?

Fødslen som viste sig på længere sigt at få verdensomvæltende betydning, åbner en revne i vores virkeligheds betragtning. En revne i forhold til verden, en spalte, som vi ikke skal fylde ud, og heller kan, fordi den er det håb, som ikke kan kontrolleres, for ellers ville det ikke være et håb.

Det er det, vi ikke kan få greb om, som bryder ind i tiden, vores hverdagstid, som altid løber derud af. Julenat i Bethlehem stopper tiden, og fylder den med et himmelsk nærvær. Ikke alle vil bruge de ord, men det er jo det, vi føler i julen. At noget stort sænker sig ned over os i verden, og fylder os med glæde, håb og taknemmelighed.

Vi skal ikke klare det hele selv, som vi er så vænnet til, at det er hvad livet handler om. Vi kan vende os imod dette forunderlige, at Gud viser sin kærlighed på så nærværende måde, som i et menneske. Tænkningen siger fra over for dette, men er det ikke det skønne ved julen, at vi i mange af julens traditioner slipper for den vurderende tænkning. Om dette nu giver mening?

Vi skal måske lade os smitte af julens glade budskab om, at der er sat et håb om fred og glæde ind i vores fælles liv. Tingene der møder os i verden, er vi vant til at møde og tænke om, som noget, vi skal kende, beherske, erhverve og kontrollere. Gud har bundet sig til verden i barnet i krybben. Det er guddommeligt, og fortæller os, at vi aldrig bliver færdige med denne verden. For så kan Gud jo ikke bare denne gang, men til hver en tid, på ny binde sig til vores verden. Er Gud kommet denne ene gang så nær på os som i et menneske, er det guddommelige ikke noget fjernt, men tværtimod det vi kan møde her i livet.

Det er håbet som møder os, når vi ikke længere tør tro, at der findes udveje af vores livs trængsler. Dette opbrud fra det høje….til vor jordbundne virkelighed er uløseligt knyttet til kristendommen. Jeg tænker på dette, at Gud ikke er en tåget og uvirkelig forestilling, men har med dette liv at gøre. Det er synes jeg er vigtigt at holde fast i, at en Gud i himlen er godt nok, men ikke det bedste. Det er en Gud på jorden.

Spørgsmålet vi må stille os selv som mennesker er, om det gør en forskel at Gud har bundet sig til verden, da Jesus blev født?

Det sætter os i en position, hvor vi ikke selv skal gå ud og lede efter Gud. Og Gud forstår jeg her som den kærlighed, som ser os og ikke vurderer os. Ser mig som det menneske Jeg er, som er det øje, jeg kan være sikker på, at jeg altid kan hvile i, hvor jeg end forvilder mig hen.

Det gør ikke bare julen til en håbets fest, men også til en tid, hvor taknemmeligheden fylder meget hos mange mennesker. En uforklarlig storhed overvælder alle, når det bliver jul; alle gribes af de samme tanker, den samme trang til at forstå hinanden, den samme trang til taknemmelighed – taknemmeligheden over bare at være til. Vi rækker ud mod hinanden, samtidig med at vi også vender os indad mod det nære, og dem vi holder af.

At gå fra hverdagens verden, og herind i kirkerummet, sker også for at lade sig erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det vier, og hvor vi skal hen.

Julen fylder os med mange forskelligartede følelser. Vi kan kritisere julen for al dens kommercialisme, og det fylder meget, men der er nok ikke så meget at gøre ved det. Vi gør hvad vi kan for at det ikke skal fylde det hele. For julen er også meget andet, som ikke lader sig overtage af markedet. Det er fællesskabet og glæden ved at være sammen.

Derfor bliver julen også en anledning til selv at blive indhentet af erindringer. Guds komme til jorden er et tilbagevendende erindrings motiv, som kan få gamle erindringer i os til at vælde frem. Det kan være en salme, en lugt, smag, eller julepynten som hænges på træet, og sender os tilbage til den stemning man var i.

Vi husker pludselig meget intenst en begivenhed, som vi havde glemt. Et menneske, en jul for mange år siden, og så sker det igen, at de dukker frem, og bliver virkelige, ja, sanselige.

Der er smuk rytme i de indledende ord Og det skete…. Fordi de fortæller at Gud ikke kun kommer til os i julen, men vi kan vente et nyt og det skete…. Og det skete. Det fortæller os, at menneskelig identitet, hvem jeg er, ikke blot er vores egen konstruktion. Hvem jeg er afhænger os, hvem jeg lever sammen med, af vores kære elskede, som ikke er mere. Ja, af Gud! Vi er med julens begivenheder med i Guds store historie.

Erindringen om Guds komme til verden, ophæver tidens ødelæggende virkninger.  

Og det skete i de dage… er ikke et engangsfænomen, det sker hele tiden. Tiden som vi kender som det, der løber afsted, stoppes julenat, af en fylde, som er Guds kærlighedserklæring til os. Det skete dengang og det sker hele tiden. 

Det er håbet vi altid har foran os, at Gud ikke, som vi, slår sig til tåls med tingenes tilstand. For Gud er den skaberkraft der julenat i Jesus giver sig hen til mennesker. Amen