Dette hellige evangelium til helligtrekonger søndag skriver evangelisten Matthæus 

¹Jesus blev født i Betlehem i Judæa, mens Herodes var konge. En dag kom der en gruppe stjernetydere fra Østen til Jerusalem og spurgte: ²»Hvor er det barn, som er født til at være jødernes konge? Vi har set hans stjerne stå op i øst, og nu er vi kommet for at tilbede ham.« ³Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og det blev alle andre i Jerusalem også. ⁴Herodes kaldte de ledende præster og de skriftkloge sammen og spurgte dem: »Hvor er det, den konge, der er nævnt i Skrifterne, skal fødes?« ⁵»I Betlehem i Judæa,« svarede de. »Det har vi læst hos profeten Mika:

⁶›Du, Betlehem i Juda,

du hører ikke til blandt de mindste af Judas byer.

Fra dig skal der komme en fyrste,

som skal lede mit folk.‹«

⁷Herodes kaldte i hemmelighed stjernetyderne til sig og forhørte sig indgående om, hvornår stjernen var kommet til syne. ⁸Så sendte han dem afsted til Betlehem med ordene: »Tag afsted, og find ud af, hvem barnet er. Giv mig besked, når I har fundet ham, så jeg også kan komme og tilbede ham.« ⁹Da de havde hørt, hvad kongen sagde, tog de afsted. Stjernen, som de havde set i øst, bevægede sig nu på himlen foran dem, og den stoppede først, da de nåede frem til det sted, hvor barnet var. ¹⁰Da de så stjernen over huset, blev de helt utrolig glade ¹¹og gik derind. Her fandt de barnet sammen med Maria. De faldt på knæ og tilbad barnet, åbnede for deres kostbarheder og gav ham de gaver, de havde med: guld, røgelse og myrra. ¹²I en drøm blev stjernetyderne advaret om ikke at tage tilbage til Herodes, og derfor tog de en anden vej hjem til deres eget land. AMEN (Matt 2, 1-12) 

Prædiken 

Der er sket en vis genoplivning af middelalderens pilgrimsvandringer. Helt almindelige moderne mennesker drager afsted på deres fødder i kortere eller længere tid…

Ofte for at ende ved en katedral eller et andet helligsted. En af de mest benyttede ruter er vejen til Santiago. Caminoen, fra Sydfrankrig til Santiago Di Compostela i Nordspanien…

Eller helt ud til Verdens Ende, helt ud til kysten til Kap Finisterre, så langt kan det være nødvendigt at gå…

Men hvad mon det er, der driver os? Hvad er det, der får os til at flytte os og bevæge os? Drage på vandring?

Hvad enten det er på pilgrimsvandring til Verdens Ende eller det blot er fra sofaen og ud til køleskabet, eller det er langt mere omfattende fra et gammelt liv til et helt nyt liv, en ny sammenhæng, nyt arbejde, nye venner og nye naboer?

Hvad enten det er på den korte eller lange distance, vi bevæger os, så er det muligt at se drivkraften som en sult eller en længsel i os…

Længslen er ikke bare en følelse, der melder sig i særligt intense stunder. Den er der hele tiden – bevidst eller ubevidst – som en stærk kraft i det menneskelige…

Længslen efter fornyelsen af livet. Efter fylde, efter forløsning, efter heling, efter forvandling...

På Hellig trekonger søndag hører vi om, hvordan de vise mænd (eller stjernetyderne som det hedder i oversættelsen fra 2020) bryder op fra Østerland…

Måske var de et godt stykke op i alderen og vant til at sidde stille og gruble og spekulere og lade tankerne vandre, da den nye tanke kom til dem, at nu skulle de rejse sig og selv drage afsted på en rejse…

De går fordi de har set en stjerne gå op, som varsler, at der er født en ny konge for jøderne, som de gerne vil tilbede…

De opsøger først denne verdens magthavere i skikkelse af kong Herodes i Jerusalem, men de indser, at vejen omkring magtens tinde var lidt af en omvej, og at det er en helt anden konge de leder efter…  

De går efter lyset og anelsen. Stjernen leder dem til at søge lyset i mørket og Guds styrke i svagheden, og så kommer de til barnet i krybben…  

I barnet mødes himmel og jord, Gud og menneske…  

Gud er kommet til verden som et sårbart menneske, der lever sit liv i verden og bringer nyt håb og liv og tilgivelse til mennesker. Og som ånder liv og tro i mennesker…

Det underfulde øjeblik for det vi aner og fornemmer, men ikke kan indfange og forstå. Et udtryk for at livet åbner sig for os og vil os noget godt…

Det rørte de vise mænd med en glæde af en anden verden. De bliver så glade, at de glædede sig med stor glæde og giver barnet gaver fra deres gemmer…  

Og herefter går de uden om kong Herodes og de finder hjem af en anden vej…

De rejste ud med forventninger, som måske nok blev imødekommet, men på en helt anden måde end de havde regnet med…  

Sådan en rejse kommer de fleste af os også ud på. Vi tænker ud fra denne verdens magtformer og bliver draget af denne verdens magt…  

Nogle gange mister vi stedsansen og andre gange tager vi en omgang mere i den samme plovfure… 

Nogle gange må vi gå en omvej for at finde stjernen over Betlehem. Nogle gange må vi gå en omvej for at finde lyset, altså fylden, forløsningen og meningen med det hele…

Og vi finder det, når vi mindst venter det…

Guds magt sætter sig igennem i verden på en måde der vælter vores forventninger…

Og det er hvad længslen drejer sig om…

Længslen er ikke blot et udtryk for, at vi aldrig er tilfreds, men den er også den stærke kraft, der driver os. En stærk fornemmelse af, at der må være noget mere…

En længsel efter mening, efter at være noget for nogen, efter at kunne bruges. Efter at have en plads og efter at ting skal være i orden, være i ro…

Måske har mange af os en uro i hjerte, sjæl og sind, fordi mennesket i sit dyb er et eneste stort længselsfuldt kald efter Gud. Menneskets rastløshed kommer fra dets sult eller længsel efter det uendelige eller evige…

Måske har Gud selv lagt den længsel i vores bryst for at minde os glemsomme mennesker om, at han er der, og at han er altafgørende for vores liv…

Vi længes i sidste ende efter Gud – et guddommeligt nærvær, der styrker os i troen på, at vi er i Guds hånd…

At længes efter Gud kan lyde abstrakt og verdensfjern, men det betyder måske ikke andet end at længes væk fra en urolig og støjende verden…

En længsel efter at magthaveres støj skal dæmpes, at fred og forsoning skal finde sted…  

Når vi vandrer igennem et meningsløst og tomt livs dunkle dal.

Når den længselsfulde ventede fuldendelse af vores liv udebliver år efter år…

Når fortvivlelsen ødelægger enhver glæde og ethvert mod...

Så sker det, at en lysstråle under tiden trænger igennem vores mørke, og det er, som om en stemme siger: Du bliver taget imod, taget imod af en, som er større end dig selv…

De tre vise mænd gik efter lyset. Lyset fra stjernen. Lyttede til deres hjerters anelse og de gamle ord, de havde hørt om en fødsel i det fremmede.

En konges fødsel. Et møde mellem Gud og mennesker, himmel og jord. Og de brød op og drog afsted med blik for det store i det små….

Med drømmesyn og sans for det største i det mindste…  

Det er håbet om og troen på det umulige: At den største er i det mindste. At Guds styrke er i de svage og Guds kærlighed gælder de fortabte.

Hvor den tro bliver levende, dér er kristendommen. Den står ikke. Den går. Den vandrer på verdens veje og gør mennesker glade…

Så skal vi gå efter stjernen i mørket – også når vejen er tung og mørk. Om Gud vil, åbner der sig en anden vej hjem, ligesom for de vise mænd. Amen.