Jesus sagde: Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

v24  Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 

v26  Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

v28  Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; v29  for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Matthæus 7,22-29

 Hvad er det mon for en dag Jesus taler om? Når den dag kommer!

Det er ikke dag som alle andre dage. Afgørelsens dag eller dommedag som ikke var en fjern virkelighed på Jesu tid. Dagen hvor et regnskab gøres op. Og der fældes en dom. Dagen hvor noget vigtigt skal formidles.  

Det passer meget godt med hans tale om at bygge sit hus på en klippe eller på sand. Bestem dig for om dit hus skal stå solidt eller ikke.

Det får mig til at tænke på hvad den danske Martin A. Hansen engang skulle have sagt om dommens betydning i menneskers liv: den ene dag dømmer den anden, den sidste dem alle!

Det passer godt ind i Jesu tale til sine disciple. Vi er i afslutningen af hans Bjergprædiken, hvor han har undervist sine disciple og alle os om det nye fra Gud han er kommet med. Vi hører hvordan alle til slut er begejstrede over det, han har fortalt dem. Her var et menneske som talte med myndighed, som satte tingene på plads og viste mennesker en vej. De har modtaget undervisningen, og nu skal de vise Jesus tillid og handle.

På den dag hvor alt skal lægges frem og mennesker kommer med det de nu har at vise frem, om man har hørt efter i timen, er det ikke nok at man har profeteret eller gjort mirakler, siger Jesus.

Hvad er der galt med at have profeteret eller udført mirakler? Ser vi på det svar Jesus giver, og hvad det er han har ville lære dem, så handler det om, hvordan vi lever i livet. Klippen og sandet er mere jordnære substanser, som fortæller om det liv som skal leves fra dag til dag. Klippen er solid og kan bære mig og stå imod storm og vind. I sandet står vi blødt, men skrider let ud. Profeti og mirakler er der ikke noget galt med i sig selv, men de har ikke forbindelse med livet som Jesus tydeligt fortæller dem. I må vælge om I vil bygge jeres liv på klippen eller sandet.

Alt hvad han har lært dem i sin Bjergprædiken har netop haft som mål, at vise dem hvordan de skal leve i verden. Profeter og mirakelmagere kan være inspirerende og trøstende at lytte på, men de er tilskuere til livet.

Hvad det her handler om for os i dag som lever i verden, og må forholde os til det som sker rundt omkring, kan vi blive kloge på i nogle ord af den israelske forfatter David Grossman (DG).

Han lever i israel som vi ved har store problemer med et kaotisk politiske miljø og med fjender som truer. Hans situation er ikke vores, og alligevel kan hans holdning til det som sker i hans nære verden give os en forståelse for, hvordan vi skal klare os.

Jeg tager ikke stilling til konflikten som pågår for øjeblikket, men jeg hæfter mig alene ved DG forklaring på, hvordan han klare at leve i denne virkelighed. En sårbar virkelighed for israelere og palæstinensere. Usikkerheden er et menneskeligt vilkår for DG, men det gælder for os alle.

Vi lever ikke i Israel med alle de konflikter som udfolder sig her og den konstante utryghed som mennesker lever under. Døden er konstant nærværende, trusler om krig lever mennesker med hver dag og den politiske fremtid ser dyster ud og det kan være svært at se hvad der giver håb. Hvordan bevare troen på at noget godt kan komme? Tvivlen slider på troen.

DG fortæller at han har truffet beslutningen om, at han ikke kan tillade sig den luksus at være rædselsslagen. Han nægter at give op. Den rædselsslagne er grebet af panik og vil enten reagere med at trække sig væk fra livet eller reagere med uigennemtænkt handling på det som skaber rædsel.

Han finder håb i det nærværende. Tro er at satse på håbet, siger Jens Rosendal i salmen vi skal synge om lidt. Det han står op til hver dag. Han fortæller at han går ture, læser og er sammen med sine venner.

Jeg fortæller om DGs erfaringer med at leve i usikkerhed fordi de siger noget om at være menneske i verden. Vores situation kan slet ikke sammenlignes med at leve i israel idag.

Men vi lever i usikkerheden. Det er menneskets livsrum! Vi lever sårbare liv. Det er sårbart at være menneske. Her hjælper hverken profetier eller mirakler. Vi må som Jesus siger tænke over om vi vil bygge på klippen eller i sandet.

Profetier og mirakler er der sådan set ikke noget galt med. Jesus afviser dem fordi vi når det kommer til at leve livet i denne verden, må vi forholde os konkret til den verden vi er til i. Hele Jesu bjergprædiken er en lang konkret undervisning i, hvordan disciplene skal leve i verden. Profetier handler om hvordan tingene måske udvikler sig, om fremtiden, og mirakler er de overraskende tilfældigheder, som kan ændre på en situation vi står i. Begge kan vi sige er på afstand af livet.

Jesus taler om at bygge sit liv på klippen eller sandet, fordi han vil at vi selv skal gøre en indsats. Den objektive usikkerhed vi lever i, fortæller om den verden vi lever i kan skifte fra en tilstand til en anden uden at vi kan gøre fra eller til.

Hvis ikke den usikkerhed som livet rummer fandtes, var der ingen brug for mennesket. I profetien og troen på miraklet har mennesket alene lagt ansvaret over til den almægtige Gud.

Jesus tænker i sit svar med klippen og sandet ud fra, at livet er usikkert. Han opererer ikke med en absolut sandhed, men med en kæmpende sandhed som vi mennesker skal deltage i. Sandheden har vi en forpligtelse til at arbejde for. Vil vi bygge vores liv på klippen eller på sand?

Jesus viser sig som et menneske der kender til menneskelivets vilkår. Livet er det vi hele tiden står i, og vi må finde ud af at indrette os i tilværelsen. Det er også derfor vi ser Jesus afvise dem som vil pege på deres profetier og de mirakler de har gjort i hans navn. De vil ikke se i øjnene at livet kræver dem og de har et ansvar for hvad livet skal blive til.

Vi skal finde vores plads i livet. Sådan tænker vi alle, og det er derfor vi stifter familie, finder et sted at bo, uddanner os, arbejder, følger med i hvordan vores samfund og verden udvikler sig.

Jeg kaldte før denne verden vi er til i for usikker, og det er fordi der er så mange ting som skal vælge imellem og tage ansvar for. Verden er sammenlignet med tidligere langt mere under vores kontrol, men fundamentalt set har usikkerheden altid været menneskets vilkår.

Den usikkerhed livet rummer som et vilkår for os alle, forlanger af os, at vi bruger vores fantasi, tænkning, ansvar og mod. I profetien og troen på miraklerne har vi afgivet vores magt og indflydelse på hvordan vores liv bliver.

Følger vi Jesus er vi som den mand der bygger sit hus på klippen.Jesus viser mennesker, hvad det er Gud vil have vi skal gøre. Jesus er den synlige og nærværende side af Gud i denne verden. Han blev selv en klippe for mange mennesker som mødte ham.

Hele livet stod Jesus på menneskers side. Han gjorde denne verden gennemsigtig for Guds nærvær. Og det gjorde han ved at være tilstede for mennesker, og med sit ord og sine gerninger viste Jesus mennesker, at Guds rige er kommet til verden.

I sine samtaler med mennesker vidnede Jesus om den betydning mennesket har for Gud og for sit medmenneske. Efter Jesus kan man sagtens tvivle på, at der er en mening, men aldrig på hverken sin egen eller sit medmenneskes betydning.

Når Jesus taler om sig selv som klippen, er det fordi at ham kan vi have tillid til. Hos ham hænger de ord han taler sammen med de gerninger han udfører. Det kan ofte være en mangelvare hos personer som har vores tillid, at de siger ét, lover noget, men deres handlinger viser noget andet. Jesus som det faste holdepunkt for mennesker. I sit liv viste Jesus, os hvad det vil sige at være menneske, at være menneske-lig.

Den som lytter på Jesus, skal ikke begynde fra bunden af, men får givet gode værdier at bygge sit liv på. Hvis man lever ud fra en klippefast tillid og gør hvad man har hørt, kan ingen eller intet få én til at vakle. Amen