Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3  og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4  Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5  Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6  Og salig er den, der ikke forarges på mig.«v7  Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8  Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9  Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10  Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.          Matthæus 11,2-10

Hvad er det egentlig Johannes i fængslet er så meget i tvivl om i forhold til Jesus? Vi skal ikke mere end et par kapitler tilbage i Matthæus evangelium, hvor vi læste om Johannes dåb af Jesus. Ved den lejlighed hørte han Guds egen stemme sige da Jesus steg op ad vandet ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.

Der kan ikke herske nogen tvivl om at Johannes tror at Jesus er den ventede jødiske Messias. Det er også hvad Matthæus igennem hele sit evangelium er optaget af at fortælle.

Tvivlen hos Johannes fortæller nok snarere om den diskussion som har foregået i den kristne menighed Matthæus skriver til. En tvivl som handlede om hvem Jesus var, og om han nu var den ventede Messias.

Det kan vi jo ikke bruge til noget i dag. Kristendommen og kirken har for længst slået rødder i vores samfund, kultur og menneskesyn.

Mere interessant er det svar Jesus giver efter at have peget på alle de underfulde ting som sker, som begrundelse for, at han er den, der skal komme. Til slut siger han, ”salig er den, der ikke forarges på mig” Forargelsen kunne være at folk ikke kan forbinde Jesus med den kommende Messias. Han er jo bare et menneske, ville mange indvende. Hvad har han med Guds frelsetid at gøre?

Det græske ord er skandalon, som vi kender i vores ord ”skandale”.

Forargelsen er den menneskelige klage over at virkeligheden ikke er som vi forventer. Det er surmuleri over at blive snydt og følelsen af at det er her er urimeligt. Ærgrelse over at der ikke var mere at komme efter. Det er mennesket som forarges over at det ikke blev som vi regnede med.

Salig er at blive givet en mulighed for at se det håbefulde. Vil du være salig eller forarget, sådan kunne man stille det op.

Hvad er det at være salig? Det betyder at være lykkelig heldig og velsignet. Det er en universel længsel i mennesket at søge efter tilstanden af salighed.

Du er salig er altså langt fra forargelsen som kræver vores kræfter. Salig er en tilstand du tilsiges at være i. Altså, hvis du vil.

Jeg kom til at tænke på den sidste sang Kim Larsen sang i sin sidste koncert før han døde. Den korteste sang han har skrevet og hvor han siger Som en strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe. På de ting som skal komme, før end livet er omme.

Forargelsen er så langt fra i det hele taget at håbe, men er ved at gå til i bar jammer og klage. Bundet som forargelsen er til det konkrete, som ikke kan se længere ud i tiden som skal komme. Forargelsen æder dig op indefra og fastholder dig i nuet og det konkrete. Der åbnes inden mulighed for, at der en fremtid.

Salig er et strejf af noget andet. Det er at stole på det håb som Jesus står for. Det håb som han inkarnerer ved på en gang at være såre menneskelig og samtidig være Gud i sin menneskelighed. Salig er som hr. Larsen siger det enkelt at være strejfet af en dråbe, der gav os muligheden for håb.

Og så er vi netop der hvor adventstiden gerne vil have vi skal være. På vej mod lyset, julen som venter på os, det håb som vi ikke kan leve foruden, at livet har noget i vente til os. Risikoen for at blive forarget er bestemt tilstede i juletiden. Juletiden er også en vare som skal sælges. Der er meget son kan presse os i juletiden.

Forargelsen kunne også ramme johannes. Denne mærkelige mand som i lange perioder gik rundt ude i ørkenen og lignede en hjemløs

Jesus ved godt hvem Johannes er og var selv en af hans tilhængere. For han var profet og vidste at noget nyt var på vej. Jesus gør opmærksom på, at vi med Johannes har at gøre med mere end en profet. Vi er på et andet plan end forargelsen. Forargelsen som er det personlige, det jeg ikke synes om ved en person eller hændelser som sker.

Dette mere end har med håb at gøre. Håbet er at stole på et mere end, end hvad virkeligheden lige i øjeblikket møder os med.

Syrerne må med Assads fald og kollaps have følt at et håb de har båret rundt på i årevis er blevet til virkelighed. De må i sandhed føle sig salige og være fyldt af et pludseligt mere end, som vi må håbe på vil udvikle sig humant og til glæde for alle syere.

Håbet jeg taler om som det der er mere end det vi går kæmper med og gerne vil have til at falde på plads, er kendetegnet ved at livet altid er uafsluttet. Håbet er noget der kommer til os og møder os med det vi ikke havde regnet med. Vi skal ikke og kan i mange tilfælde ikke gøre noget for at det håb opfyldes. Håb er som den tjekkiske forfatter og systemkritiker Vaclav Havel skrev da han sad i fængsel: Håb er ikke det samme som optimisme. Det er ikke en overbevisning om at noget vil gå godt, men en vished om at noget giver mening uden hensyn til hvordan det går.

Jesus siger at folk gik ud for at se Johannes fordi han var noget mere end det folk så i ham. Johannes repræsenterer noget mere og andet. Et håb der kan synes fjernt og langt væk, men det giver mening.  

Saligheden Jesus taler om, er at kunne give sig over til det håb. Det kan godt være at det ikke har sat sig igennem i virkeligheden. Håb er der hvor vi giver os til at stole på, at noget kan ændre sig til det bedre. Håb er som Havel sagde, at på trods af hvad som sker at holde fast i, at det giver mening at håbe.

De billeder vi gør os af fremtiden, i frygt og håb, virker ind på hvordan vi har det her og nu. Koret som synger i i kirken i dag kan være en sådan kilde til håb. Vi får håb ved at lytte til ordene, musikken og ikke mindst børnene som altid har været udtryk for håb. De som bliver ramt af alvorlig sygdom ved bedre hvad håb og frygt er for størrelser. Når diagnosen er stillet af lægen og den fortæller at der måske er 70% chance for at overleve, kan håbet blive den ene faktor som er afgørende. Håb giver styrke og livsenergi. Modsat kan håbløshed lamme selve viljen til at leve.

Derfor må vi aldrig tage håbet fra et menneske.

For håbet er ikke noget mennesket sætter i verden. Vi kan give et andet menneske håb ved at støtte det og opmuntre det til at holde ud. Og det gør vi for det meste gerne, fordi vi selv lever af håb.

Det er i den allermørkeste tid, at der er et ”mere end” end det mørke vi kan se lægge sig omkring os. Lyset hjælper vi på vej, og vi har i bibelens advents og juletekster store billeder og visioner af det som skal komme. Vi lyttede til Esajas vilde billeder af en fremtid hvor naturen er i forvandling.

Johannes var profet og han talte om den som skulle komme, men her er ”mere end” Johannes. Vi kan sammenligne det med alle de ting vi gør her i julen. De markerer hver på deres måde at vi er i juletiden, men de rummer samtidig et ”mere end”, der fortæller om den, som kommer.  Vi sidder som Johannes i cellen i fængslet og mærker hvordan mørket lukker sig mere og mere omkring os. Vi tænder lys som intet andet tidspunkt på året. Vi ser ikke længere tilbage mod sommerens lys og varme. Vi længes mod det som skal komme. Vi er i forventningens tid, og selvfølgelig kan vi komme i tvivl om mange ting som sker omkring os og om forhold i vore egne liv.

Ét skal vi dog ikke være i tvivl om; at Gud har lagt håbet i vore hjerter, det håb vi skal se blomstre som rosen i ørkenen.

Det håb vi ikke må tage fra hinanden, men hele tiden må huske på, at tænde for dem der sidder i mørkets og dødens skygge. Amen