Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (17,20-33) 

En dag spurgte farisæerne, hvornår Guds kongerige ville blive til virkelighed. »Det kommer ikke, så man kan se og røre ved det,« svarede Jesus. ²¹»Man vil ikke kunne sige: ›Se, der er det‹ eller ›nej, det er her‹. Guds kongerige findes allerede midt imellem jer.«

²²Så sagde han til disciplene: »Der vil komme dage, hvor I ville ønske, at I kunne se Menneskesønnen, men det nytter ikke noget. ²³Folk vil sige: ›Han er her‹ og ›nej, han er der‹, men I skal ikke gå med for at se efter. ²⁴Den dag, jeg kommer tilbage, vil det være lige så lysende klart, som når et lyn oplyser hele himlen. ²⁵Men først vil jeg blive mishandlet, og jeg vil blive forkastet af mit eget folk.

²⁶Det bliver præcis, som det var på Noas tid. ²⁷Folk spiste og drak og giftede sig lige til den dag, hvor Noa gik ind i skibet. Så kom den store oversvømmelse og dræbte dem alle sammen. ²⁸Det var det samme på Lots tid. Folk spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede ²⁹lige til den dag, Lot forlod Sodoma. Så regnede det med ild og svovl fra himlen, og de blev alle sammen dræbt. ³⁰Sådan bliver det også, når jeg, Menneskesønnen, viser mig. ³¹Hvis man på det tidspunkt er oppe på taget, skal man ikke gå ned i huset for at hente sine ting. Og hvis man er ude på marken, så skal man ikke se sig tilbage. ³²Husk, hvad der skete med Lots kone. ³³Den, der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den, der giver afkald på livet, får det igen

PRÆDIKEN 

Det var her, jeg fik forestillingen om Gudsriget som noget på en gang advarende og dragende et sted derude i horisonten.

Citatet stammer fra bogen Tanker fra året og er et betydningsfuldt barndomsminde, som så fint beskriver erfaringen af gudsrigets virkeliggørelse allerede nu (jeg citerer)…

Kirken og Fyret er ét bygningsværk. De har stået og er blevet enige om to ting: at advare og at drage. Sådan skrev min morfar i en bog om Tunø, hvor han var præst.

Nogle af mine tidligste erindringsstumper stammer herfra. Stærkest står bevægelsen til og fra øen. Større dragning end synet af min mormor og morfar, der ventede på kajen, når færgen lagde til, kan jeg ikke forestille mig.

De to på molen, der først var små bitte prikker, men langsomt blev til min mormor og morfar. Min morfars røde halstørklæde og alpehuen og min mormors ranke holdning mellem de krumbøjede skikkelser. For mig er det den første og klareste erfaring af, at længsel kan opfyldes.

Men så var der den modsatte bevægelse. Når ferien var slut, og dagene på øen brugte, og vi igen skulle forlade den. Klumpen i halsen, der satte sig fast allerede aftenen før.

Min morfar og mormor, der trak mig ind til sig og lovede snarligt gensyn. Og der stod de så på kajen og vinkede med alle fire hænder og blev mindre og mindre…

Siden har jeg ganske få gange besøgt øen, men fortryllelsen og alt det, som engang drog mig, var væk. Alt var skrumpet i størrelse, og præstegårdens store, mørke vinduer stirrede på mig med tomme øjne. Alligevel mærkede jeg både ved ankomst og afgang den velkendte klump i halsen.

I dag er erindringens ø langt mere levende og virkelig end den ø, der ligger som en prik ude i horisonten, og jeg forstår, hvad min morfar skrev: Kirken og fyret har længe stået og blevet enige om at advare og drage.

Jeg tænker på dem, der tog imod mig og sendte mig bort; de gav os løfter, som jeg ikke ville have været foruden.

Det var her, jeg fik forestillingen om Gudsriget som noget på en gang advarende og dragende et sted derude i horisonten.

Ligesom det var her, jeg erfarede, at længslen kan opfyldes…

---

Gudsriget er i evangelieteksten til i dag også beskrevet på en gang advarende og dragende. Det er noget langt ude i horisonten, som vi endnu ikke kan nå og som alligevel allerede er her.  

Det forholder sig nemlig sådan med Guds rige, at det hverken begynder eller slutter. Det er allerede midt iblandt os. Det findes allerede midt imellem os, siger Jesus, da en af farisæerne spørger ham, hvornår gudsriget virkeliggøres… 

Og det er godt at høre på sådan en novemberdag, hvor vi kan rammes af modløshed, fordi mørket og efteråret giver os fornemmelse af afslutning…

Spørgsmålet om gudsrigets virkeliggørelse er et spørgsmål, der er stillet til alle tider, og som også trænger sig på i vores tid, hvor verden fyldt af konflikter, krige og naturkatastrofer kan kalde afmagt og håbløsheden frem i os…

Vi stiller også spørgsmålet, når vores egne små liv ligger i ruiner af sorg over alt det, vi har mistet og som nu er forbi. Jeg tror, at alle, der kender til at savne noget eller nogen, har stillet spørgsmålet om gudsrigets virkeliggørelse?

I det øjeblik, Jesus taler om gudsriget i nutid, som noget der allerede ER midt iblandt os. Det er allerede midt imellem os, forvandles savnet til længsel. Savnet retter sig mod fortiden, det mistede. Savnet ser tilbage, derfor er det håbløst. Længslen derimod retter sig mod fremtiden og deri er der håb…

Spørgsmålet om gudsrigets virkeliggørelse er ikke et spørgsmål om, hvornår noget bliver bedre, men det er spørgsmålet om, hvornår livet bliver, som det skal være…

Vi længes efter det som skal komme. Det, vi allerede har haft, og som vi håber at få igen. Vi har måske erfaringen af, at længslen kan opfyldes (ligesom i barndomsmindet, vi hørte før). Der er håb i længslen. Håb om forandring eller forvandling. Et håb om opstandelse?

Vi tror, at Gud greb ind, samlede stumperne, løftede Kristus ud af døden og mørket, da hans liv var total undergang. Og Jesu opstandelse er håbet om, at der ikke findes ødelagt liv, der ikke kan forvandles og opstå på ny…  

Når forvandlingen kalder, så skal vi åbne os for den ellers går det os ligesom Lots hustru i Sodoma, da de flygter fra byens ødelæggelse. Og det er da værd at advare imod…   

Lots hustru vender sig om og ser på den ødelagt by, måske fordi hun ikke kan give slip på den fortid, der ligger ruiner? Hun vender sig om imod det, hænger fast i det, og så sker det, at hun bliver til en saltstøtte. Hun stivner, som vi kan stivne af skræk, fordi vi er bange, stivne i gamle tankemønstre…

Det kan vi nok alle sammen genkende?

Det kan give os en klump i halsen. Det kan føles som lænker sidder stramt om brystet som et skruelåg om ånden. Det er til at grine af. Det er til at blive vred over eller det er til at blive bange for…

Måske er Lots hustru et billede på den bitre sorg, der kan forstene og få et menneske til at forvitre? Måske er Lots hustru et eksempel på det menneske, der kun vil savne, men som ikke tør længes og håbe?

Spørgsmålet om gudsrigets virkeliggørelse er jo ikke bare spørgsmålet om, hvornår noget bliver bedre, men det er spørgsmålet om, hvornår livet bliver som det skal være…

Og det er nok individuelt, hvordan vi allerede har erfaret nærværet af gudsrige, og hvor det har vist sig som glimt i vores liv? Men vi er fælles om den erfaring, at det er imellem os. Det kan være i kærligheden, i glæden, i taknemmeligheden...

Det finder sted dér, hvor vi giver afkald på at kontrollere den fortid, der ligger bag os og som vi har så svært ved ikke at slæbe med os. Det findes dér, hvor vi giver afkald på at ville kontrollere den fremtid, der venter foran os.

Gudsriget findes dér, hvor vi stopper op (lytter og svarer) og bare ER. Dér, hvor vi lader tingene ske som liv, og al mening allerede er os givet…

Som et barndomsminde fra Tunø, hvor kirken og fyret står advarende og dragende, gemmer det sig i vores erindringer som kostbare perler og minder os om, at længslen efter gudsriget kan opfyldes allerede nu i glimt…

Og engang vil det stå lysende klart for os. Ikke som skræmmende lyn fra et tordenvejr, men som lys, der fortrænger al mørke og alt vil forvandles…

AMEN