I mellemtiden var der kommet nogle mænd hen til Jesus for at fortælle ham, at Pilatus havde slået nogle galilæere ihjel og bagefter havde blandet deres blod med blodet fra offerdyrene. 2Jesus spurgte: »Tror I, at de var dårligere mennesker end andre i Galilæa, og at det var derfor, det gik så galt for dem? 3Nej, det var de ikke. Og hvis I ikke ændrer jeres liv, bliver I også slået ihjel. 4Eller hvad med de 18, der døde, da Siloam-tårnet styrtede sammen? Tror I, at de var værre end alle de andre mennesker, der bor i Jerusalem? 5Nej, overhovedet ikke! Hvis I ikke ændrer jeres liv, bliver I også slået ihjel.«

6Jesus fortalte dem en lignelse: »Der var engang en mand, der havde et figentræ på sin vinmark. Men når han kom for at plukke figner på det, fandt han aldrig nogen. 7Til sidst sagde han til sin gartner: ›Nu har jeg i tre år ledt efter figner på det her træ uden at finde en eneste. Du må hellere fælde det, det står jo bare og udpiner jorden.‹ 8Gartneren svarede: til sin gartner: ›Nu har jeg i tre år ledt efter figner på det her træ uden at finde en eneste. Du må hellere fælde det, det står jo bare og udpiner jorden.‹ 8Gartneren svarede: ›Kan vi ikke lade det stå et år endnu? Så skifter jeg jorden ud omkring det og giver det gødning. Måske kan det få træet til at give figner. Men hvis det ikke hjælper, så kan du fælde det”. Lukas 13,1-9

Hvorfor rammer dette lige netop mig? Jeg tænker ikke på noget der er hændt specielt for mig. Men det kunne det godt have været. Jeg kommer ud for ét eller andet i mit liv, og jeg mener ikke at jeg har gjort mig skyldig i noget. Noget rammer mig og jeg forstår det ikke, og tænker om der måske skulle være en grund til at det som jeg kommer ud for hænger sammen med noget jeg har gjort eller sagt. Det kan være noget der er hændt fornylig, men det kan også ligge noget tid tilbage.

Vi begynder på denne magiske tænkning, der vil forsøge at sammenknytte en eller anden moralsk skyld med en eller anden form for fysisk afstraffelse fra naturens, livets eller Guds side. 

Hvem kender ikke til at stille sig selv det spørgsmål. For det meste en samtale vi har med os selv, men det kan også i særlige tilfælde hvor mennesker udsættes for ulykker og lidelser være noget der skriges og råbes ud. Job smertens mennesket fra Det gamle Testamente, er et eksempel på et menneske der rammes af en frygtelig skæbne da han mister alt hvad der har betydning for ham i hans liv. Han forstår det ikke og føler ikke han har gjort noget forkert, at han fortjener denne straf. Han går i rette med sin kone, sine venner, som mener at han må ave gjort sig skylddig i et eller andet. Til slut stævner han Gud for at få et svar på den skæbne som har ramt ham. 

 Det er dagens tema i den samtale Jesus har med nogle mænd der har hørt om Pilatus drab på nogle folk fra Galilæa og så har han tilmed blandet deres blod med blodet fra offerdyrene. Og Jesus tilføjer selv en historie om de 18 der døde da Siloam tårnet i Jerusalem styrtede sammen. 

Var deres død en konsekvens af at disse mennesker var værre end alle andre mennesker? 

Inden vi svarer på det spørgsmål og tager fat på det svar Jesus giver, skal vi se nøjere på denne sammenblanding af skyld og skæbne. Koblingen mellem skyld og skæbne holder ikke. Jeg vil sige i de fleste tilfælde slet ikke, når det handler om hvordan jeg lille menneske kan tynge mig selv med at tænke på at det jeg gjorde en gang pludselig kan ramme mig som en skæbne lang tid efter.

Koblingen mellem skyld og skæbne er ikke noget for altid givet mønster i livet.

Enhver, der lukker øjnene op, kan se, at det nogle gange går de gode ondt og de ondt godt. Jesus har lagt mærke til det, når han i sin Bjergprædiken slår fast, at Gud lader sin sol skinne og regnen regne over gode såvel som onde. Så livet er ikke retfærdigt, og det er hvad vi skal forsøge at holde os til.

Vi kan slet ikke tænke skæbne som noget der hænger sammen med en pådraget skyld. Skæbne er i mange tilfælde meget tilfældig. Jeg kommer ud for et eller andet, som der i nogle tilfælde kan være forklaring på. I stedet for at lede efter årsager er vi måske bedre stillet ved at erkende at livet er bare. Og det kan være grusomt nok, må lige huske.

Hvad så med skylden, hvis ikke vi kan henvise til den i det vi kommer ud for i livet?Skylden kan vi ikke undvære, for den fortæller os at vi har et ansvar vi ikke kan løbe fra. Når vi dømmer en person ved en retssag, er det fordi personen har gjort sig skyldig. Et menneske uden skyld er u-menneske.

 Der er et historisk eksempel på hvordan et menneske stiller sig totalt uforstående over for den skyld han har pådraget sig. Den tyske krigsforbryder Adolf Eichmann blev fundet i Argentina i 1960 og ført til Jerusalem af israelske agenter. Han blev stillet for retten, og ved restsagen sidder en ung tysk jødisk kvinde Hannah Arendt og skriver om sagen for avisen The New Yorker.

Adolf Eichmann (AE) var under krigen ansvarlig for transporterne fra de jødiske ghettoer til koncentrationslejrene og udryddelseslejrene i Tyskland og Polen. Millioner af mennesker af mennesker skulle flyttes og AE skulle sørge for at alt foregik punktligt og overholde alle tidsfrister. Han var skyldig ingen tvivl om det. Ved retssagen i Jerusalem sagde AE at han ikke var skyldig i tiltalen om at have deltaget i masseudryddelsen af Europas jøder. Han forklarede at han ikke var jødehader, han havde jødiske venner under sin opvækst og samarbejdede med jøder i sit voksne liv. Han var bare et lille tandhjul i maskineriet, en simpel embedsmand som gjorde sin pligt og så godt han kunne når ordrene kom oppefra. En god tysker som fulgte de gældende love og regler i det samfund han var en del af. Han kunne derfor ikke indrømme en personlig skyld i drabene på jøderne.

 Hannah Arendt udgav i 1963 en bog om retssagen som hedder Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet. Det banale var ikke drabet på alle disse uskyldige mennesker bare fordi de var jøder. Det banale i den uhyrlige ondskab var Eichmanns manglende evne og vilje til at se rækkeviden af sine handlinger, og de frygtelige konsekvenser hans handlinger for andre mennesker. Det banale i Eichmanns og andre som hans ondskab er at de ikke kan indleve sig i den anden parts situation.

Eichmann var skyldig og blev dømt til døden. Han fremstod som et u-menneske, et monster i hans ignorering af at se hans ansvar for udryddelsen af europas jøder. Hvad Eichmann har tænkt ved vi ikke. Han må have følt at hans deltagelse i drab på jøder så mange år efter krigen er slut fik skæbnesvanger betydning. Her kan man tale om være skyldig.

 Vi ser Jesus støttet af den gammeltestamentelige læsning tage afstand fra at blande skyld og skæbne sammen. Jesus vil gerne løse os ud af det følelsesmæssige fængsel det er at tænke disse to forhold sammen.

Der kan være mange historiske grunde til vores behov for at kæde en skæbne som rammer mig sammen med en skyld der svares for. Her kan krigens drab på jøder og andre uhyrligheder i historien,  have haft en stærk indflydelse på den tænkning.

Det er interessant det Jesus svarer på de anfægtede mennesker som stiller spørgsmålet om skæbne er bundet til en skyld. Deres spørgsmål afvises med et ”ændrer jeres liv”. Omvend jer, tænk anderledes og kom op med noget bedre som styrker livet.

Det bedre får vi anskuelig gjort i lignelsen om figentræet. En mand har et figentræ på sin vinmark. Træet har det ikke godt, for det gror ingen figner på træet. Årene går og figentræet gror stadig ingen figner. Efter 3 år siger han koldt og klart til sin gartner: Hug det om!

Den vise gartner tøver for hvad nu hvis vi graver omkring det, skifter jorden og gøder, måske vil figner vokse frem. Hvilken omsorg for et figentræ. Der er mange af dem i Mellemøsten. Den gode gartner leder ikke efter årsager, og har sikkert også undret sig som vingårdsmanden, hvorfor træet ikke gav figner.

I forhold til dagens tema om skyld og skæbne er pointen klar: ker jer ikke om, hvis skyld det er, ker jer om det ramte, vis det omsorg, plej det. Vis det kærlighed.

Søg ikke efter årsagen til træets skæbne, men se hvad der ville kunne gøre det værdifuldt igen. Måske giver det figner. Og gør det ikke det, så har jeg været mere optaget af hvorfor det ikke gjorde, i stedet for hvad der kunne give det frugter igen.

Hvad der kunne gøre livet meningsfuldt og værdifuldt igen.

Det er klart hvad Jesus mener vi skal gøre: vende sig væk fra spørgsmålet om skyld, som handler om at redde sig selv. Vis kærlighed og omsorg for det som er ufrugtbart og ramt.  Amen