Jesus sagde: Hvad mener I i øvrigt om historien her: En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ›I dag er der noget arbejde, du skal gøre ude på vinmarken.‹ 29›Det vil jeg ikke,‹ sagde sønnen, men lidt senere fortrød han og gik alligevel derhen. 30Manden gik også hen til sin anden søn og sagde det samme til ham. ›Ja, far, det skal jeg nok,‹ svarede han, men han gik ikke derud. 31Hvem af de to gjorde det, deres far ville have?« »Det gjorde den første,« svarede de. »Jeg kan godt sige jer, at skatteopkrævere og prostituerede vil komme ind i Guds kongerige før jer,« sagde Jesus. 32»Johannes viste jer vejen til Gud, men I troede ikke på ham. Det gjorde de til gengæld. Og selvom I så deres tro, fortrød I ikke, og I begyndte ikke at tro på ham.

33Jeg vil fortælle en anden lignelse. En mand anlagde en vingård. Han satte et hegn op omkring den, lavede en vinpresse og byggede et vagttårn. Så forpagtede han marken bort til nogle vinbønder og rejste sin vej. 34Da vinhøsten nærmede sig, sendte ejeren sine slaver hen til forpagterne for at få sin høst. 35Men de overfaldt slaverne; én slog de, én dræbte de, og en tredje stenede de. 36Ejeren sendte igen nogle slaver derud, denne gang flere end første gang, men dem behandlede forpagterne på samme måde. 37Til sidst sendte han sin søn afsted, fordi han var sikker på, de ville respektere ham. 38Men da forpagterne så ham, sagde de til hinanden: ›Der har vi arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, så vi kan få hans arv.‹ 39Og så slæbte de ham uden for vingården og slog ham ihjel. 40Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?« 41Medlemmerne fra Rådet svarede: »De grusomme mennesker vil han give en grusom død, og vingården vil han forpagte ud til nogle andre, der vil give ham høsten til tiden.« 42»Har I aldrig læst, at der står sådan her i Skrifterne,« spurgte Jesus:

»›Den sten, som håndværkerne kasserede,

er blevet husets grundsten.

Gud har givet os den,

og for os er den et mirakel‹.

43Derfor siger jeg jer, at I vil blive udelukket fra Guds kongerige. I stedet overlader han det til et folk, der vil få det til at blomstre. 44Alle, der falder over stenen, vil blive lemlæstet, og dem, som stenen falder på, vil blive knust.« Matthæus 21,28-44 

Vingården er et smukt billede. Druer som gror på de krogede små træer. Profeten Esajas giver os en godt billede af hvad en vingård er: en vingård på en bjergside med god, fed jord. I hans vens vingård gror den fineste, røde vindruesort.

På Jesu tid kunne man møde vingårde flere steder i landet. Det varme klima og den gode jord gav de optimale forhold for vindyrkning. Der er endnu nogle få områder i Israel, hvor der dyrkes vin i dag.

I dagens tekster af profeten Esajas fra GT og Matthæus går vingården fra at være den konkrete, virkelige vingård til at være et billede på folket som Guds vingård. Stadig en vingård som man kan møde den i landskabet, men også et symbol på Gud og vi som hans vingård.

Første gang vi hører om en vingård i Bibelens fortællinger er da Noa går ud af arken efter vandfloden har lagt sig. I en symbolladet handling og et tegn på at livet nu er vendt tilbage, planter Noa en vingård. At han også beruser sig i vinen hører med til historien. Vingården er virkelig nok med sine druer og produktion, men går også hen og blevet et kraftfuldt symbol på Guds have og Guds rige.

Vingården et sted hvor der skal råde fred, kærlighed og glæde. Omkranset af mure som vingården den gang var får vingården også karakter af et paradis, hvor det er Guds tanke, at de mennesker, som han elsker, skal leve et liv, hvor der er gode og retfærdige forhold.

Hvor vi har omsorg for hinanden, og hvor de ulykkelige og de fattige ikke skriger fra jorden af lutter nød og elendighed. Vi skal leve et liv, hvor vi ikke krænker hinanden ved at rage til os og overlade de andre til dem selv og deres fattigdom og afmagt.

Guds vingård er tænkt som et liv, hvor der hersker en retfærdig godhed og hvor kærlighed og barmhjertighed får glæden og lykken til at blomstre og bære frugt fra dag til dag.

Esajas fortæller en historie om sin vens vingård. Den var så fin og velplejet, men i sidste ende gav den ikke druer men vilddruer. Det viste sig at den kun var et skønbillede udadtil, for inden for murene blev der levet et liv i uretfærdighed og derfor vil Gud lade sin vingård forfalde. Når profeten Esajas skriver, at der ikke – som ventet – kom vindruer, søde dejlige druer, nej der kom i stedet vild-druer, sure, bitre druer, er det et udtryk for at mennesker ødelægger livet.

Lignelsen Jesus fortæller er endnu mere tydelig sprog hvad der vil komme til at ske med Guds vingård. Vi ved at når Jesu går over til at tale i lignelser er der alvorlige ting på spil. Jo, mere han vil tale om Gud og tydeliggøre hvad det er Gud vil med os mennesker, taler han i lignelser.

I lignelsen er vingården blevet til et billede på et liv, som mennesker vil bestemme over og gøre som de har lyst til. De begynder med de to brødre som bliver bedt om at gå ud i vingården for at arbejde. De siger begge ét og gør noget andet. Det afgørende er imidlertid ikke hvad de siger, men hvad de gør. Det er derfor verden mere og mere ligner en hærget vingård. For ord har vi rigeligt af, men godhed i praksis har vi alt for lidt af. Troen på Gud er ikke kun et spørgsmål om hvad vi siger, men om hvad vi gør.

Vingården kan vi tænke som en verden der en gang har været, og som folk stadig huskede og forbandt noget særligt med. Det kan vi se af den anden lignelse, som Jesus fortæller. En vingårdsejer er rejst udenlands. Det er Gud der efter sin skabelse har overladt til mennesket at tage vare på skaberværket.

Den verden vi har fået givet i skabelsen skal vi værne om og sørge for at den ikke går til i destruktion og udnyttelse. Gud sender til slut sin søn, arvingen for at se hvordan det står til med vingården.

Det er Jesus der fortæller lignelsen, som selv er arvingen og ham går det ikke bedre end de første, og de slår ham hurtigt ihjel.I den tro og forhåbning at nu er både ejer og arving ryddet af vejen, og de kan nu vælge at gøre med vingården som de ønsker.

At lignelse ikke kun handler om forhold på Jesus egen tid bliver pludselig tydeligt når han til slut siger: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der vil få det til at blomstre. Nu er det os som lytter til lignelsen i dag. Vi er det folk, som bærer dets frugter.

Vingården kan ikke klare sig på egen hånd. Vinstokkene skal beskæres for at der kan vokse druer. Gavmildheden fra druernes saft giver sig ikke af sig selv. Vi må hjælpe til og tage ansvar hvis vingården ikke skal gå til i forfald.

Hverken hos Esajas eller i lignelsen Jesus fortæller går det vingården godt. Tværtimod må sige, går det rigtig skidt. Vingården er et billede på Israel, folket, som Guds vingård. Historien Esajas fortæller om sin vens vingård, er en historie der hurtig må erkende, at vingården som Gud ønskede den, findes ikke mere. Det er en verden som er gået under, fordi menneskelig egoisme og grådighed har overtaget.

De har misligholdt vingården og arvingen, sønnen, har de slået ihjel. Vi har glemt hvordan det hele hænger sammen, og hvad det er vi skal i livet.

Den fine efterårssalme du gav mig o herre en lod af din jord, er jo netop fortællingen om vores vingård og hvordan vi skal passe på den så lær mig da herre, at dig til behag jeg bruger det pund mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag.

Det passer ikke mere og når vi synger salmen, er det som en drøm om en verden vi ville ønske var, men som for længst er gået under.

Det er om den verden jeg læste forfatteren Jens Smærup Sørensen skrive i sin bog Jens. Han fortæller hvordan mennesker i den gamle bondekultur før 1960’erne levede med den vished, at det hele indgik i én vældig helhed, som kun én kunne have skabt og kun én kunne opretholde. Man levede dengang i Guds vingård, hvor man som JSS, skriver det, skulle passe de dyr og den jord man havde fået overdraget fra sine forældre, så man kunne overdrage det alt sammen i god stand til sine arvinger. Formåede man blot det, havde man gjort alt hvad nogen, inklusive Vorherre, kunne forlange af én. Og man kunne efter et liv der sådan havde fået mening lægge sig til at dø med fred i sindet.

Bære frugt, bruge det pund som jeg fik givet, og mere er der ikke brug for, er hvad vi kan lære af lignelsen. Bære frugt er når Jesus taler om det, altid frugt for andre, ikke for os selv. At bære frugt er enkle gerninger, som vore medmennesker har gavn af.

Det er hvad gudstjenesten kan lære os. Gudstjenesten er Guds vingård hvor vi kan lære at slippe selvoptagetheden. Her kan vi lade os stoppe af hovedhjørnestenen, hvis ikke vi falder over den. Digteren Søren Ulrik Thomsen siger så fint hvad det er gudstjenesten kan give os: I kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som gave, vi er fulde af fejl og vi skal dø.

Men vi har fået en vingård at leve i. Gud forventer af os at vi bærer frugt, og den gode frugts begyndelse er selvransagelsen. Det skal få os til at tænke, hvad det er vi har gang i. Vi har fået en rig vingård at forvalte. Den skal vi passe på. Amen