Dette hellige evangelium til 2. søndag i advent skriver evangelisten Lukas 

Jesus sagde: Der kommer tegn fra solen, månen og stjernerne, og på jorden bliver folk grebet af angst. De ved ikke, hvad de skal stille op med havets og bølgernes brusen. ²⁶Himlens kræfter bryder sammen, og folk falder om af skræk, mens de venter på, hvad der vil ske på jorden. ²⁷Og så ser de mig komme. Menneskesønnen viser sig i skyerne i al sin kraft og guddommelighed. ²⁸Når det sker, kan I rette ryggen og løfte hovedet, for så bliver I snart befriet.«

²⁹Jesus forklarede det med en sammenligning. »Se på figentræet og alle andre træer,« sagde han. ³⁰»Når de springer ud, ved I instinktivt, at det snart er sommer. ³¹Sådan er det også med Guds kongerige. Når I ser alt det her ske, ved I, at det er på vej. ³²Og det hele kommer til at ske i jeres levetid. ³³Himlen og jorden går under, men det, jeg siger, gælder altid.

³⁴Nu er I advaret. Hvis I er optaget af fest og druk og hverdagens bekymringer, bliver I sløve. Så kommer det bag på jer, når dagen pludselig er der. ³⁵Og der er ikke et eneste menneske på hele jorden, der går fri. ³⁶Så hold jer hele tiden parat. Bed om, at I får styrke til at komme godt igennem det, der skal ske, og om, at I til den tid kan klare at stå ansigt til ansigt med mig, Menneskesønnen.« AMEN (Luk 21,25-36) 

Prædiken 

Vandet stiger og sender danskerne på flugt i TV-serien Familier som vores, der ruller over skærmen hver søndag…

Måske følger I med i den. Det er fortællingen om undergangen af den verden, som vi kender. Den handler om mennesker på flugt fra katastrofen, mennesker der bliver adskilt, og menneskers forsøg på at etablere et nyt liv midt i krisen…

Undergangstonerne fylder tungt i stuen søndag aften…

Ligesom Tv-serien er adventstidens tekster her i kirken rige på apokalyptik, altså fortællinger og forestillinger om verdens undergang...

Det evangeliske budskab i teksten til i dag er lige ved at blive overdøvet af bulder, brag og undergangstegn i sol, måne og stjerne…

Det er ikke kun de gamle bibelske tekster, der læses her i adventstiden eller Tv-serier om søndagen, der er rige på apokalyptik. Det vil jeg vove at mene, at den tid vi lever i, og så er…  

At tiden vi lever i, er rig på apokalyptik og svag på håb…

Der er mange forhold, der truer vores velkendte verden, og som kan gøre os bange, skabe angst og frygt…  

Pandemier, krige og klimakatastrofer, ubalance på globalt plan og en verdensorden under forandring, og I kan selv føje mere til listen…

Det kan give os indtryk af, at der ikke er noget håb og der ikke er nogen fremtid. Det får unge til ikke at ville sætte børn i verden. Det får mange til at miste modet og blive ængstelige.

Det får demonstranter til at gå på gaderne…

Så sent som i mandags blev temaer som undergang, dom og håb debatteret i programmet Deadline på DR TV…

Forkælede dommedagsprofeter var overskriften for diskussionen mellem journalist og sognepræst Sørine Gotfredsen og journalist Iben Maria Zeuthen…  

Det blev en aktuel og ophedet debat, som jeg ikke skal bruge tid på at udfolde her, men det slog mig, da jeg så det, at det er lige så væsentligt i dag at tale håbet frem og angsten og frygten imod, som det var dengang Lukasevangeliet blev til…  

På det tidspunkt er det formentlig begivenheder fra den romersk-jødiske krig og templets ødelæggelse i år 70, der har rystet hele landet. Det var en historisk tragedie, der gjorde mennesker bange - ja, skrækslagne. Deres verden gik under…

Men hvorfor skal vi overhovedet høre om undergang i adventstiden her op mod jul (og så på en dag, hvor I holder barnedåb). Det er da virkelig ikke særlig hyggeligt…

Det tror jeg, at vi skal, fordi det at forberede sig til jul det er at tage afsked med det gamle. Det er at forberede sig på, at den gamle verden må gå under for at en ny verden kan bryde frem. Det er der både trøst og håb i... 

Forestillingen om undergang er med til at fastholde håbets stemme, håbet om forvandlingens mulighed…

Midt i december-mørket tændes håbet langsomt frem lys efter lys til hele adventskransen stråler og lyser vores verden op og trænger mørket tilbage. Det er der håb i... 

Håbet viser sig i de spirende forårstegn, når figentræet og alle andre træer springer ud, er sommeren allerede nær, som Jesus siger.

Adventstiden er begyndende fødselsveer for det nye, som er på vej både dengang og nu. Det betyder, at smerten, frygten og angsten ikke får det sidste ord

Budskabet i adventstidens evangelietekster er, at Jesus kommer til os. Håbet kommer os i møde med budskabet om Betlehemsbarnet, der gør alting nyt (det er forvandlingens mulighed)…

Fødslen af et barn er netop fuld af drømme, fuld af forventninger og håb for fremtiden. Det er her, der er en ny begyndelse…

I troen skænket af ham og grundfæstet i ham, der kommer til verden julenat, bliver håbet og ikke frygten den ledestjerne vi går efter…

At tro på Gud det er midt i krisen ikke at miste håbet. Det er at tro på fremtiden trods det, der truer…

Hver generation har haft deres tegn på undergang, og vi har vores. For en verden kan gå under på mange måder både i den store vide verden og i vores egen lille verden.

Der er en verden, der går under, når et menneske dør, for ethvert menneske bærer en del af verden med sig.

Der er en verden, der går under, når vi bliver adskilt eller forladt af et menneske, vi elskede…

Der er en verden, der går under, når vi mister vores job, og vores livsgrundlag og livsdrøm…

Der er en verden, der går under, når vi rammes af svær sygdom eller depression…

Det er de færreste af os, der undgår at verden går under på den ene eller anden måde i løbet af vores liv – og måske endda mere end en gang…

Det er en del af menneskelivets vilkår, at vores verden går under. Men evangeliet hævder, at undergang i virkeligheden er en overgang. Måske er det også, hvad mange af os har erfaret, at der vokser nyt liv ud af det tabte? Måske endda et godt liv…

Der skal være håb i et menneske, der skal være håb i en fortælling, der skal være håb i vores liv, siger Thomas Vinterberg, der har instrueret Tv-serien familier som vores (som jeg indledte med)…

Ja, det skal der! Og det håb henter vi i det bibelske univers…

Jesus fortæller os, at når vi står og ser ind i mørket eller ud over afgrunden, så står vi ansigt til ansigt med ham, Menneskesønnen. Han står mellem os og tomheden, han står mellem os og ensomheden. Han står mellem os og ødelæggelserne.

Han er som et bolværk mellem os og intetheden…

I ham er det levende håb.

Et håb, der lyser bagom verdens usikkerheder, bag om tilfældigheder og omstændigheder. Bagom angst og kriser, bagom kærestesorger, bagom savn og død…

At være døbt er at være genfødt til det levende håb, og det er den mest betydningsfulde gave, vi kan tage imod…

Det er håbet, der giver os handlekraft og livsmod til at gå ud i verden og møde det, der måtte komme…

Håbet, der en gang blev født i verden og som gav og stadig giver liv til mennesker, viser, at hvor der er håb, er der liv.

Der er en fremtid…

AMEN