2. søndag efter trinitatis (ii). Luk 14,25-35 (Bibelen 2020)

Der var altid mange mennesker i nærheden af Jesus. Nu vendte han sig om og sagde til dem: ²⁶»Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn og opgive jeres eget liv. Ellers kan I ikke være mine tilhængere. ²⁷Den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, han kan ikke være min tilhænger. ²⁸Hvis en af jer vil bygge et tårn, vil han så ikke først sætte sig ned og regne på, hvad det koster, så han kan se, om han har råd til at gøre det færdigt? ²⁹Ellers kommer han i den situation, at han kun får lagt fundamentet og ikke kan gøre tårnet færdigt. Så vil alle dem, der ser det, håne ham og sige: ³⁰›Se den mand, der ikke kunne gøre det færdigt, som han begyndte på.‹ ³¹Eller forestil jer, at en konge planlægger at gå i krig med en anden konge. Vil han ikke først overveje, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at møde den anden, der har 20.000 mand? ³²Hvis ikke han er det, må han sende en delegation afsted for at høre, hvad fredsbetingelserne er, mens fjenden stadig er langt væk. ³³Sådan er det altså: Ingen af jer kan være min tilhænger uden at give afkald på alt, hvad han ejer. ³⁴Salt er godt, men hvis det mister sin smag, kan det ikke blive salt igen. ³⁵Det kan ikke bruges til noget som helst, men er lige til at smide ud. Det er vigtigt, at I forstår, hvad jeg siger.«

PRÆDIKEN

I Novellen ”Fisken” fra 2016 skriver Kim Fupz Aakeson…

Nina Jakobsen var fyldt 42. Det eneste, der virkelig var gennemført med konsekvens i hendes liv, var manglen på beslutsomhed.Det stod i skarp kontrast til Tine – hendes søster – men måske især til deres mor. Fru Elise Jakobsen. Hun døde lige ordnet og redeligt som hun havde levet.

Nina havde aldrig været sin mors yndlingsdatter. Tine stod altid forrest. Af samme grund havde det hele Ninas liv været af afgørende betydning at gøre sin mor stolt og tilfreds, glad - hvad som helst.

Da nu Nina trådte ind i kirken, og så den hvide kiste med de smukkeste blomster, var det som om benene blev sparket væk under hende – hun begyndte at græde meget og uden varsel og hun græd hele vejen igennem præstens tale.

Efter talen og altid frejdig når du går rejste de 6 udvalgte sig for at bære kisten ud. Nina og Tine skulle tage ved midt i, de to morbrødre dannede front, og Tines mand og den mildt begavede fætter Niels fra Lolland tog håndtaget bag Nina.

Alle i kirken rejste sig. De tog fat, løftede kisten og kantede sig med små skridt gennem kirken. Næsten nede ved døren ud til det fri, kom kordegnen dem i møde med panikken i øjnene. Han stillede sig foran optoget og krammede kanten af sin sorte jakke. Der er desværre sket en misforståelse, hviskede han – det ser ikke ud som om rustvognen er kommet.

Alle 6 omkring kisten så usikkert på hinanden. Jeg er bange for, at vi må sætte kisten tilbage, sagde kordegnen.

Så skete det, Nina, Tine og Carsten gjorde det rigtige – de skiftede ganske enkelt hånd og vendte sig 180 grader, mens Elises to brødre åbenbart havde tænkt sig at dreje hele kisten om egen akse og begyndte at trække mod højre og som den eneste gjorde fætter Niels ingenting – enten fordi han ikke havde forstået, hvad der skulle ske eller fordi han havde tænkt sig at bakke hele vejen.

Så var det, at Nina skævede over på sin søster. Nina kendte det udtryk – mon ikke der lurede et fnis omkring Tines mund, som om nogen trak uroligt i hende ansigt.

Nina mærkede en lind strøm af uheldige og vidunderlige tidspunkter, to tøser med hemmeligheder ingen andre kendte til – det sigende blik de altid havde delt. Et lydeligt fnis i det lille kapel, Nina blussede vildt – det blev værre netop fordi hun ikke ville – og hun ville virkelig ikke.

Morbrødrene fik omsider skiftet hænder – det gik den rigtige vej tilbage og Nina så ned på fætterens hæle, men aldrig havde hun set noget så komisk – hun vidste at Tine kæmpede på den anden side. Hun håbede, at alle ville tro, at det var gråd, men det var nok for meget forlangt.

Udenfor hjalp det, alt slækkes inden i Nina, hun tørrede sine øjne og undlod at se på nogen. Tine kom over og de trak sig lidt ud til siden, væk fra de andre. Kører du med os, spurgte Tine?

Jeg går ikke med hen til det der kaffebord, sagde Nina.

Hvad siger du, udbrød Tine – det er vores mor.

Jeg vil bare gerne være alene.

Nina begyndte langsom at gå hun havde endnu en letbenet fornemmelse indeni – en fornemmelse af at der var masser af muligheder, de lå og ventede på hende lige udenfor kirkegården. Hun kunne jo gøre hvad hun ville. (Her slutter novellen)…

Tænk på, hvor snærende familiehistorier kan være i forhold til at definere, hvem vi er. Vi kan blive låst fast i familiens opfattelse af os – familiens blik på os: Du er jo den sjove/søde/ kloge/empatiske/smukke.

Eller den ubeslutsomme som Nina i novellen – datteren, der står i skyggen af sin søster, som omvendt beskrives som morens yndlingsdatter. Nina, der ikke kan leve op til sin morens forventninger uanset, hvor stor umage hun gør sig…

Familien kan være et betændt, ømt og modsætningsfyldt sted. Det er der, hvor vi elsker, men det er også der, vi kan afsige de hårdeste domme over hinanden: en dårlig mor, en fraværende far, et kærlighedsløst ægteskab…

Vi kender sikkert alle til familieforhold enten i vores egen familie eller i andres, hvor relationerne er komplicerede enten mellem forældre og børne eller mellem søskende 

Årsagerne kan være mange, men tit (eller nærmest altid) er netop dette forbundet med skuffelse, smerte og stor sorg – ja, det kan være skamfuldt, når det er sådan…

Nogle gange kan familiens opfattelse af hvem vi er være så fastlåst eller som snærende bånd, som tynger os så meget, at der skal et dødsfald til at sætte os fri, ligesom det sker for Nina i novellen…   

Men på trods af det, så er Jesu ord i dagens evangelium barske: For at følge ham – være hans discipel, så skal vi bryde med vores far og mor, brødre og søstre, vores ægtefælle og børn – vores eget liv!

Kærligheden til mine nærmeste? Og deres til mig? Skulle den være en hindring for at høre Guds ord og følge det? Det kan for mange af os lyde underligt – trods vores kendskab til komplicerede familierelationer eller brud i familier…

Kan Jesus virkelig ville bruddet. Er det virkelig den vej, han mener, at vi skal gå? Det er umiddelbart uforeneligt med evangeliet, der på alle andre tidspunkter rummer ord om forsoning, tilgivelse, nåde og kærlighed…

Så hvad er egentlig meningen eller glæden i evangeliet i dag…

Det brud (eller had som der står i den autoriserede Bibel), der er tale om, tror jeg, skal forstås i betydningen: Et nødvendigt og kompromisløst brud, ikke en permanent hadefuld tilstand.

Altså det brud, der indimellem skal til, for at kærligheden kan bestå. For at den ikke skal blive til beherskelse. Nogets eller nogens beherskelse af mig eller mit ønske om beherskelse af den, jeg elsker eller af mit eget liv…

Evangeliet fastholder, at vi som mennesker ikke kun er det, andre mennesker vil gøre os til. Et menneske er langt mere end det. Det er mere end familien/slægten/den etniske gruppe gør det til…

Et andet sted i Det Nye Testamente bliver Jesus opsøgt af sin mor og søskende, men han sender dem bort med ordene om, at »min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det« (Luk 8,19-21).

Det er en omfattende omdefinering af, hvad familie er: Det er ikke dem af kød og blod, men dem af ånd. Et menneske defineres altså ikke af sin familie, af sit ophav, af sin slægt, sin etnicitet, men alene af sit gudsforhold….

Digteren William Blake siger et sted: »Ethvert menneske har en trone i sit indre, denne trone tilhører gud« Sådan kunne Jesus også have valgt at sige det, og føjet til: »Du må ikke lade andre sætte dig på den eller selv sætte dig på den«.

Men så var det måske ikke blevet husket og fortalt videre, sådan som ordene om at bryde med (eller hade) sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre - ja, sit eget liv - er blevet det…

Når ordet bryde med (eller hade) bruges i denne sammenhæng, så betyder det ikke at afsky din far og mor og din øvrige familie, som de mennesker, de er. Men frigør dig fra alt det, der forhindrer dig i at opdage, hvem du selv er i forhold til Gud…

Hvert menneske har i sit indre en trone (for nu at blive i william Blakes formulering), som tilhører Gud og dertil knytter sig den frihed, som er lovet os – en frihed til at følge Gud…

Men netop i dette forhold kan vores største rigdom – vores familie og de mennesker, som vi elsker, stå mellem os og Gud, så derfor koster det at følge Jesus…  

Det kostede dyrt for de første kristne. Mange blev slået ihjel eller udstødt af familie og venner. Sådan som det stadig sker rundt om i verden…

Jesus siger ikke til folkeskaren, at de ikke skal følge ham. Men han gør dem klart, at hvis de ikke gør det af hele deres hjerte, er det intet værd…

Alle de afgørende ting i tilværelsen koster. Alt det, Jesus står for, er noget, der koster: Menneskeværd, forsoning, tilgivelse, kærlighed. Ja, livet som sådan, hvis det skal være et levende liv…  

Derfor koster troen også. Jesus selv er den første til at betale prisen og bane vejen. Til gengæld ved vi, at den, der følger ham, altid har et sted at gå hen, når alle andre forhold bryder sammen og går i stykker.

Det sætter os fri til at leve og engagere os helhjertet i alle menneskelige forhold - også de modsætningsfyldte - både dem af kød og blod og dem af ånd…

AMEN