Dette hellige evangelium til 2. søndag efter helligtrekonger skriver evangelisten Johannes...

Tre dage efter var der bryllup i Kana i Galilæa. Jesus’ mor, Maria, var inviteret ligesom Jesus og hans disciple. ³Under festen slap vinen op, og Maria sagde til Jesus: »De er løbet tør for vin.« ⁴»Det skal du ikke bekymre dig om,« sagde Jesus. »Min tid er ikke kommet endnu.« ⁵Men Maria gik alligevel hen til tjenerne og sagde: »Bare gør, hvad Jesus siger, at I skal gøre.«

⁶I huset stod der seks vandkar af sten, som jøderne brugte til at rense sig, som de skulle ifølge Guds lov. De kunne hver rumme op mod 100 liter. ^7-8Jesus bad tjenerne komme vand i karrene, og de fyldte dem op til randen. Så sagde han: »Skænk op, og lad førstetjeneren smage på det.« Tjenerne skænkede op, og ⁹førstetjeneren smagte på vandet, der nu var blevet til vin. Han vidste ikke, hvor det kom fra, men det gjorde de tjenere, der havde fyldt vand i karrene. Førstetjeneren kaldte gommen over til sig og sagde: ¹⁰»Man plejer ellers at servere den gode vin først, og når gæsterne så har fået rigeligt, kan man stille den billige vin frem. Men du har gemt den gode vin til nu.«

¹¹Det var i Kana i Galilæa, at Jesus gjorde det første af sine mange tegn og mirakler. På den måde blev det tydeligt, at han var guddommelig, og hans disciple begyndte at tro på ham. Joh 2,1-11

Prædiken 

Jeg dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi, siger Gud til Moses (i teksten jeg læste fra alteret før). Og derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se, siger Gud…

Ansigtet er vigtigt, det ved vi. Det første barnet ser, når det slår øjnene op, er den anden og det første, vi søger, er helt ubevidst den andens anerkendelse – den andens blik på os.

Det er den samme form for længsel, vi møder så mange gange i Det gamle Testamente: Skjul ikke dit ansigt for mig, siger den bedende, når han tvivler på, om Gud er der.

Vi betragter intenst andre menneskers ansigter for at aflæse deres mimik og sindsstemning. Vi søger efter tegn på følelser som glæde, genkendelse og kærlighed, vrede og afvisning. Ansigtet er levende. Det er foranderligt og bevægeligt…

Hvad vi føler, oplever og erfarer sætter spor i vores ansigter. Det levede liv aftegner sig i linjerne om øjnene og fugerne ved munden som tiden går. 

Paulus skriver i Første Korintherbrev, at vi endnu ser i et spejl, i en gåde, men DA skal vi se ansigt til ansigt – ENGANG, ikke nu…

Ansigt til ansigt forstået som en fuldendelse eller en endelig forklarelse eller endelig åbenbaring hører kun fremtiden til? Selvom det ikke er en ansigtsløs verden, vi lever i…

Det er ansigt til ansigt vi taler til hinanden, når vi har noget vigtigt at sige til hinanden. Når forsoning finder sted og våbenhvile indgås, så er det når de stridende parter ikke længere kan vende ryggen til. 

Når vi forelsker os i hinanden, er det fordi vi finder øjne, vi fortaber os i og et åbent ansigt, vi ikke kan få blikket væk fra…

Det ville aldrig blive til berigende møder mellem mennesker, hvis vi var henvist til at tale til hinandens ryg eller hvis vi slog blikket ned, når vi gik forbi hinanden. Så vil der aldrig blive et møde mellem to. Det ville aldrig blive til kærlighed. Aldrig blive til bryllup…  

Ansigtet afslører det andet menneske samtidigt med at der bliver ved at være noget gådefuldt over ethvert menneskes ansigt - en hemmelighed, vi ikke kan komme bagom…

Med et andet menneskes ansigt er det ligesom evangelieteksten. Den andens ansigt har vi også på fortolkningens vilkår. Det taler jeg tit med brudepar om, når de skal giftes…

Selvom de nu med vielsen holder hinanden fast på det løfte, de giver hinanden, om at elske og ære hinanden i medgang og i modgang, så er det vigtigt, at de ikke holder den anden fast i deres eget billede af den anden, men bliver ved med at se den anden i gudsbillede…

At de bliver ved med at se en uudgrundelige dybde i den andens ansigt. Vi kan ikke insistere på at forstå eller kende den anden fuldt ud. Den anden forstår heller ikke sig selv fuldt ud – den anden er lige så meget en gåde for sig selv, som vi til enhver tid må insistere på, at vi er for os selv – hver især… 

At se den anden med kærlighedens blik er at se en dybe – en uendelighed, en evighed i den anden. Det er kærlighedens under. Og derfor der bliver bryllupsfest…

Der er også bryllup i Kana (i evangelieteksten i dag). To har fundet hinanden og sikkert fundet noget både gådefuldt og hjemligt i den andens blik – et åbent ansigt de ikke få blikket væk fra...

Det er ved denne bryllupsfest, at Jesus åbenbarer sin herlighed, sit guddommelige væsen, intet mindre. Ind til nu har Gud skjult sit ansigt, sådan som vi hører om det i historien om Moses…

Men nu er Gud ikke længere skjult...

Midt i bryllupsfesten er der ingen hånd, der holder os for øjnene, imens Gud går forbi. Gud ser vi nu ikke længere bare fra ryggen. Det er et under, et underfuldt tegn med et glimt i øjet…

Da vinen slipper op til festen, viser Gud sit sande ansigt i Jesus, når han spejler sit ansigt i vandet og det forvandles til vin. Forvandlingen af vand til vin er et tillokkende tegn, et livsbekræftende tegn, der skaber håb og glæde (og fest)

Det er en særlig handling – et under, der afslører Jesu herlighed (hans guddommelighed), hvis det forstås i tro…

Ligesom vi er henvist til fortolkningens vilkår, når det gælder evangelieteksten og den andens ansigt, så er vi også henvist til fortolkningens vilkår med underet…

Det er netop tegnets karakter, at det henviser til noget andet.

Underet er ikke herligheden i sig selv, men viser hen til denne herlighed og derfor kan det fortolkes forskelligt.

Hvis de ikke troede, så ville de blot se en masse vand, der var blevet til vin.

Når de tror, så ser de det som et tegn, der åbenbarer Jesu herlighed…

Tegnet skal frembringe tro, men det er de troende, der ser tegnet. Sagen er nok den, at troen er uforklarlig og gådefuld. Ligesom kærligheden er det, ligesom Gud er det…

Jesus viser, hvem han er, når han giver mennesker det, de mangler – uanset, hvad det er. Ved brylluppet i Kana giver Gud i overflod af vin og glæde. Det er lidt af et luksusunder…

Det er den eneste gang, vi hører om, at Jesus ikke kommer mennesker til undsætning i en nødsituation. Her er der tale om et overskud, fordi der er et pinligt underskud af vin til festen…

Bryllupsfest er indledningen på Jesu virke som Guds søn i verden. Han bevæger sig herfra og videre ind i menneskelivet. Han besøger mennesker i de huse, hvor han går forbi. Han deler måltid med dem, andre ikke vi dele måltid med. Han helbreder de syge, og han trøster og sørger med de sørgende og glæder sig med de glade…

Han går direkte ind i det levende og kommer mennesker i møde og stiller sig ansigt til ansigt med det enkelte menneske, og siger til os, at det netop er i medmenneskets ansigt, vi kan finde ham i verden…

Og vi kender historien; Jesus bliver selv til vin, den vin vi hælder i kalken…

Gør dette til ihukommelse af mig, og jeg vil være hos jer i kød og blod, det er nadverens tegn. Det er et sanseligt tegn, vi kan smage og dufte. Det er i Kristus, at det guddommelige får krop og ansigt …

Det er fortsat en gåde for os. Det overskrider, hvad vi forstår og hvad tanken kan rumme. Vi må tro det…

Vi lever i det ufuldendte. Det uafsluttede og her lever vi for Guds ansigt. Uanset hvor gådefuldt det fortsat er, så beskriver vi dette ansigt, så godt vi kan. Og evangeliet hjælper os på vej ved at sætte som fortegn, at det er barmhjertighedens og kærlighedens ansigt, vi spejler os i.

Ansigt til ansigt – det er livet her og det er livet der venter forude. Amen.