Mange folk var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror.

20 Da Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde, men Maria blev siddende hjemme. 21»Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død,« sagde Martha til Jesus, 22»men selv nu ved jeg, at Gud vil give dig alt, hvad du beder om.« 23»Din bror vil blive levende igen,« sagde Jesus. 24»Ja,« svarede Martha, »det ved jeg godt. Det vil ske, når de døde står op igen på den sidste dag.« 25Jesus sagde: »Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, vil leve, selvom han dør. 26Enhver, der lever og tror på mig, vil aldrig nogensinde dø. Tror du på det?« spurgte han. 27»Ja, Herre,« svarede Martha. »Jeg tror, at du er Messias, Guds søn, der er kommet til verden.«

28Derefter gik Martha tilbage, kaldte på sin søster Maria og hviskede til hende: »Rabbien er kommet. Han vil gerne tale med dig.« 29Da Maria hørte det, rejste hun sig straks og gik ud til ham. 30Jesus var endnu ikke nået frem til landsbyen, men var stadig der, hvor Martha havde mødt ham.

31Dem, der var i huset sammen med Maria for at trøste hende, så, at hun pludselig rejste sig og gik ud. De fulgte efter hende, fordi de tænkte, at hun gik ud til Lazarus’ grav for at græde.

32Men Maria gik ud til Jesus, og da hun så ham, faldt hun på knæ ved hans fødder og sagde: »Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død.« 33Da Jesus så Maria græde og så, hvordan alle dem, der var fulgt med hende, græd, blev han både oprørt og vred. 34»Hvor har I lagt ham?« spurgte han. »Kom og se, Herre,« svarede de. 35Jesus begyndte at græde. 36»Se, hvor meget han holdt af Lazarus,« sagde folk omkring ham, 37men andre sagde: »Når han fik en blind mand til at se, hvorfor kunne han så ikke have sørget for, at Lazarus ikke var død?«

38Jesus blev endnu mere oprørt, da han kom ud til graven. Det var en klippehule med en sten foran indgangen. 39»Fjern stenen,« sagde Jesus, men Martha sagde: »Min brors lig lugter allerede, han har været død i fire dage.« 40Jesus sagde: »Har jeg ikke sagt, at hvis du tror, at jeg er opstandelsen og livet, så vil du få Guds kraft at se?« 41Så fjernede de stenen, og Jesus vendte blikket op mod himlen og sagde: »Far, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. 42Det ved jeg, du altid gør, men jeg sagde det, for at alle, der står her, kan tro på, at du har sendt mig.« 43Så råbte han højt: »Lazarus, kom ud!« 44Den døde mand kom ud med hænder og fødder viklet ind i stofstrimler og med et tørklæde hen over ansigtet. Jesus sagde til dem: »Hjælp ham fri, og lad ham gå.«

45Mange af dem, der var kommet fra Jerusalem for at trøste Maria, begyndte nu at tro på Jesus, for de havde set, hvad han havde gjort. 46Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte om det. Johannes 11,19-45 

 Martha og Maria er ramt af sorg over deres bror Lazarus død. Mange mennesker er kommet til deres hjem for at trøste dem i sorgen over deres bror. Jesus er også på vej til deres hus, og møder Martha på vejen.

Døden har fyldt et hus dengang, som det har gjort så mange gange siden.Det særlige for mennesket er at det ved, at det skal dø, at livet på et eller andet tidspunkt hører op.

Sorgen udtrykker døden i livet. Men at der mere at sige om dødens uafvendelighed, vidner dagens fortælling om opvækkelsen af den døde Lazarus om. Den fortæller at sorgen har et sprog.

Mennesket har sjældent accepteret døden som død. Vi er optaget af at fortolke døden.Vi må erkende at mulighederne slipper op med døden. Lazarus ligger i graven og kommer ikke tilbage. Det er det vilkår sorgen er et svar på.

I Marthas og Marias tale med Jesus er der en forventning om et fortsat liv sammen med deres bror. De  gør som vi alle gør det over for tabet af et menneske, opstand mod døden.

Når livet fødes begynder også vandringen mod døden. Den bestemmer egentlig vores liv. Menneskets liv er en væren mod døden. Det er mere rigtigt at tale om en væren mod sorgen. Vi kommer alle til at miste og skal selv mistes. Digteren Tomas Tranströmer skriver poetisk om den indflydelse døden har på os: Midt i livet hænder det at døden kommer og tager mål af mennesket. Det besøg glemmes og livet går videre. Men tøjet sys i det stille.

Søstrene Maria og Martha har en forventning til Jesus om, at han kan vække Lazarus af døden. Det bliver til en stærk og rørende samtale mellem Martha, Maria og Jesus da han kommer til deres hus.

Jesus kommer med underet, med Guds kræfter, og det ved Martha selvfølgelig, og derfor er det næsten som om hun anklager Jesus for ikke have været sammen med dem da Lazarus døde. Anklagen mod dødens magt, at livet slutter. Et vilkår mennesket til alle tider har kæmpet med.

Vi ser det sørgende menneske i Martha og hendes forhandling med skæbnen som har overgået hendes bror. Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke dødMarthas ord dækker over den smerte vi alle står med over for døden og tabet af et menneske, hvorfor det skulle ske, om meningen og hvad gør vi nu.

Får vi vores kære døde mennesker tilbage? Hvor er de henne når de er døde? De har jo lige været her, og kan vel ikke bare sådan forsvinde ud af livet? Det er det Martha spørger Jesus om.

Hvad trøster i sorgen over et menneske vi har mistet? I medfølelsen og kærligheden er vi nærværende og opmærksomme på det menneske der har mistet. Medfølelse og kærlighed ser den sørgende som et menneske, der har behov for indlevelse og ømhed. ”At være sammen med et andet menneske på et stykke af livsvandringen”. Dér hvor et menneske har mest brug for det andet menneskes nærvær og opmærksomhed.

Det er trøst som omsorg for det andet menneske. Som vi ser Jesus komme til de 2 søstre der har mistet deres bror. Jesus har hjerterum, øser af sin gavmildhed og menneskelige varme. Han lever sig ind i søstrenes tab og sorg, bliver hos dem og går med dem til graven. Vi ser Jesus bryde sammen i gråd.  

Hvor er Gud henne? For det er jo også hvad Maria og Martha spørger efter. Hvem Gud er viser Jesus i sin omsorg for søstrene. Det er hvad Gud kan genkende sig selv i. Det er med vores handlinger vi kalder Gud frem. Handlinger af nærvær, omsorg, at se det andet menneske som er i sorg.

Jesus bliver hos søstrene, følger dem ud til graven. Han trøster dem med det håb som Martha og Maria spørger efter. At han er bærer af opstandelsen, som er Guds kraft.  

Dér er vi ikke længere. I hvert fald ikke på samme måde. Vi er et helt andet sted end søstrene og tiden den gang, som havde en naiv og tillidsfuld tro på de dødes opstandelse. Den tro på opstandelsen kan vi ikke på samme naturlige måde gøre til vores i dag.

Fortællingen rummer et sprog der har stor tillid til at opstandelse kan gøres nærværende for os. Opstandelse tænker vi hører til ved livets slutning. Opstandelse hører sammen med Gud, som igen hører sammen med tro på at sproget kan skabe nye livsmuligheder. Opstandelse vil fortælle os, at livet kan fornys, og er en tillid til håbet for det sørgende menneske.  

Johannes arbejder i sin tekst både på det åbne og det dybe plan af den menneskelige bevidsthed. Straks Jesus møder Martha udenfor fornemmer vi at nu tales der fra et andet sted. Fra Guds sted, men det sker her i livet.

Martha har en forventning som ligger på et andet plan end den trøst jøderne møder hende med. ”Din bror vil blive levende igen”, er de ord Jesus møder Martha med.

Vi forlader hverdagslivet og vi bliver med samtalen mellem de to om opstandelse løftet op på et højere plan. Eller måske skulle vi snarere sige, at opstandelsen er det håb som arbejder i mennesket i dybden.

I sorgen efter den elskede og tabte er den sørgende og efterladte i en stadig indre monolog med sig selv om at finde mening i det uforståelige og holde fast ved den døde.

Hvad som skete den dag Lazarus gik ud af sin gravhule er forkyndelsen af et håb til enhver af os. At når døden har taget vor kære fra os eller mørket har lagt sig over vore sind kommer Jesus til os. Det Jesus kommer med er ikke en forklaring på hvorfor Lazarus skulle dø. Han kommer med en forandring. Han vil gerne følges med os. Vi får tillid til at vi ikke er alene.

Beretningen om timerne hos de to søstre er en lang metafor om opstandelse i vores liv. Opstandelse er mere og andet end at være noget der ligger for enden af vores livsvej. Det fortæller mig om en kærlighed, der bærer mig.

Jesus kommer med befrielse, oprejsning og opstandelse. Det er muligt at lade sig inspirere af Jesus fra Nazareth i hans utrættelige kamp mod dødskræfterne.

Han låner os Guds skaberkraft som er morgenrødens vinger som salmisten sagde i salmen (Salmernes Bog salme 139), som griber fat i os, når vi står over for dødens magt og mærker vores afmagt.   Amen