En dag kom Jesus til en landsby, hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde, der hed Martha. 39Hun havde en søster, der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham, 40mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: »Er du ligeglad med, at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende, at hun skal komme og hjælpe til.« 41Men Jesus svarede: »Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. 42Men der er kun én ting, der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende.«               Lukas 10,38-42    

 De to søstre Martha og Maria får fint besøg. Jesus kommer forbi en dag, bliver inviteret indenfor og skaber hurtigt røre i huset. Uanmeldt besøg er ikke altid noget vi synes er så rart. Vi vil gerne være forberedte når vi får gæster. Der skal gøres rent og helst skal vi også kunne byde på noget. Mad eller drikke. Det vigtigste er at vi med os selv kan tage imod gæsten eller gæsterne.

Jesus er ikke hvem som helst, hvad vi også tydeligt kan mærke. Martha er i køkkenet for de skal da byde gæsten på noget at spise og drikke. Hendes søster Maria sætter sig straks for Jesu fødder og lytter til ham. Det bliver til et møde mellem de to, og Martha kan blot se på mens hun har travlt med at lave mad.

Vi kunne måske kalde det en fordeling af værtskabet. Der skal laves mad så de kan tage godt imod gæsten, og Jesus skal heller ikke efterlades alene mens madlavningen står på. Han skal tages imod for vi må gå ud fra at de to søstre har været beæret over besøget.

Det er Jesus som banker på døren, vandrerprædikanten, den hellige selv, Gud i egen krop, som kigger forbi. Hans tilstedeværelse skaber et ganske særligt rum.

Hvad er det som rører os i denne fortælling? Der er helt sikkert noget genkendeligt i både Marias holdning som den lyttende, og i Martha der er optaget at gæsterne skal føle sig velkommen.

Jeg er sikker på at Jesus også beundrer og anerkender Marthas iver for at gæsterne skal have det bedste. Selvom det er Maria han er optaget af.

I den lille fortælling om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria er det vigtigste ord ordet »nødvendig«. Jesus siger henvendt til Martha: Ét er nødvendigt, og Maria har valgt det rigtige. Hvad er det egentlig, der er så nødvendigt? 

Bliver vi spurgt om det nødvendige i vores liv, hvad ville vi så svare? Svarene vil være meget ens og også meget forskellige, afhængige af om vi er unge eller ældre, og hvor i livet vi befinder os.

For øjeblikket er min kone og jeg ved at rydde op i præstegården, for vi skal flytte til et mindre hus. Vi går rundt i huset og ser på alle de ting vi har samlet sammen i alle de år vi har boet i huset. Vi har mange snakke med hinanden om hvad der er nødvendigt at have med i vores nye hjem. Der er ting vi er enige om, og vi har også flere ting som vi ser forskelligt på. Langsomt forsvinder mængden af ting og sager ind. Vi står tilbage med det nødvendige.

Barnet og det unge menneske vil tale om andre ting som nødvendige i deres liv. De vil nævne familie, venner, hjem, og de vil sikkert også nævne ting som nødvendige i deres liv.

Kigger vi ud over samfundet og verden vil vi også pege på noget vi finder nødvendige for at vi føler at samfundet og verden er i orden. Det kan i høj grad handle om hvad der er det etisk rigtige og forkerte at gøre. Der er beslutninger der er nødvendige at være enige om for at vi kan have et samfund og en fælles verden med respekt for at vi alle skal kunne være her.

Noget helt andet er selvfølgelig, og det må vi huske at nævne, at hvad der er nødvendigt for vore liv, kan vi være rystende uenige om.

Så har vi denne her lille fortælling om Jesu besøg hos Marta og Maria, hvor Jesus også taler om noget, der er det nødvendige. Ét er nødvendigt. Javist, det er vi godt klar over, det er der nemlig også mange andre, der har fortalt os; og vi har selv straks en mening om, hvad det ene nødvendige er. Men hvad siger denne fortælling er det eneste nødvendige? 

Ja, det pudsige ved fortællingen er, at Jesus slet ikke siger, hvad der er nødvendigt at gøre. Han kommer ikke og nævner et eller andet, vi absolut må huske ved siden af alt det andet, vi skal huske at gøre. Jesus siger, at kun én ting er nødvendig, og det må betyde, at så er der ikke noget andet, der er ligeså nødvendigt.

Men her kommer så fortællingens finte; sagen er, at der er ingenting, der skal gøres, der er ingenting der haster, (og derfor sidder Maria også bare helt stille), for det, der skal gøres, er ikke noget, vi kan gøre. Og det er det, vi har glemt. Hvad er det rigtige, som Maria har valgt? Det som Martha ikke må tage fra hende. Mere bliver der ikke sagt, for vi må selv tænke videre, og leve os ind i Maria som sidder ved Jesu fødder og lytter til ham.

Det nødvendige som er tilstede mellem Jesus og Maria er det usagte som kan opstå mellem to mennesker. Den særlige følelse som fylder Maria, at hun ved at Jesus ved, hvad hun trænger til. Jeg vil kalde det Maria har valgt for ”sindsro”. Sindsro er en tilstand, når det lykkes for et menneske at skabe afstand til tingene og finde en balance, som giver en indre fred og ro i sindet.

Det nødvendige forbinder vi i dag med noget som skal ske eller gøres. Det nødvendige får os til at tænke på noget der skal gøres. Vi er blevet handlingsmennesker i en verden som hylder handlinger, som får ting til at ske, sætter spor og løser problemer. Det skal også til, for vi kan ikke sidde som Maria og føle.

Overfor Maria står Martha som er travlt optaget i køkkenet, og Jesus taler til hende som den, der bekymrer sig. Han tolker hendes travlhed som bekymring. Bekymring har flere sider. Der er den bekymring, som konstant går rundt og er urolig for at noget skal ske, eller at jeg ikke kan nå det jeg skal. Bekymringen kan også handle om jeg ikke føler mig god nok.

Der er også den gode bekymring som vi godt kender til, som er omsorgen for noget eller nogen. Martha hører til denne sidste form for bekymring. Hun er oprigtigt optaget af at gøre det godt. Men hvornår er godt, godt nok? Derfor ser vi hende gå til Jesus for at han skal få hendes søster Maria til at give en hånd med.

Sætter vi os på gulvet sammen med Maria foran Jesus kan vi slippe bekymringen og vores behov for at gøre noget. Der er helt anden ro over billedet af Jesus og Maria siddende ved hans fødder.

Det Jesus egentlig beder Maria og os om er som Shakespeare en gang sagde til et menneske han ikke kunne få indført et ord over for: lån mig dine ører, og ikke din mund”.

Det er også det gudstjenesten beder os om når vi kommer her og sætter os ind på bænken, og bliver vendt mod alteret. Det er som at sidde for Jesu fødder. Vi slipper hvad vi har med os, og skal ikke præstere noget i dette rum.

I gudstjenesten taler Gud til os i ritualets, bønnernes og bibelens ord, og vi svarer med lovsang i salmer og de tanker og følelser som er i os.  

En samtale og en lytten som beder os om at indstille os på det som siges med et åbent sind. Suspendere vurderingen og anstrengelser om at være noget bestemt i stedet for bare at være, og gøre vores sind åbne for hvad der må komme.

Gennem Maria taler Jesus om det nødvendige, som fortæller at vi skal huske at give slip på den tro, at du skal kæmpe for at få Gud over på din side.

Det behøver du ikke. Gud kommer til dig, i dag i Jesus som kommer på besøg. Gør dig åben og modtagelig, for  Gud holder øje med dig i sin kærlighed. Amen