Hvert år tog Josef og Maria til Jerusalem for at fejre påskefesten. 42Det gjorde de også det år, Jesus blev 12. 43Da påsken var forbi, og de var på vej hjem, blev Jesus alene tilbage i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44De troede, han var sammen med nogle af de andre i rejsegruppen, og først da de havde været undervejs en hel dag, begyndte de at spørge efter ham. 45Men hverken familie eller venner havde set ham, så de tog tilbage til Jerusalem for at lede efter ham der. 46Først tre dage senere fandt de ham. Han sad midt mellem de religiøse lærere i templet, lyttede til dem og stillede spørgsmål. 47Alle var forbavsede over, hvor meget han vidste, og hvordan han kunne svare. 48Forældrene blev overraskede over at finde ham der, og hans mor udbrød: »Hvordan kunne du gøre det mod os, barn? Din far og jeg har ledt efter dig alle vegne og været helt ude af os selv.« 49»Hvorfor har I ledt efter mig?« svarede Jesus. »Ved I ikke, at jeg skal være der, hvor min far er?« 50Men de forstod ikke, hvad han mente. 51Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og rettede sig efter alt, hvad de sagde. Men Maria huskede, hvad han havde sagt, og tænkte tit på, hvad det betød. 52Jesus voksede op og blev en klog ung mand. Både Gud og mennesker glædede sig over ham. Lukas 2,41-52

Vi må ikke glemme at Jesus er menneske. Selvom vi kalder ham for Guds søn, blev han født af en kvinde og levede et menneskes liv. Når det er vigtigt at sige, er det fordi det gør Jesus så meget nemmere at forstå og identificere sig med. Og en anden vigtig ting, så gør det tydeligt at når Gud bliver menneske julenat, involverer Gud sig i denne verden og i menneskers liv på en meget nærværende måde. Nemlig som et menneske!

 Lukas fortælling om Jesu besøg i Jerusalem sammen med sin mor og far er kun med til at understrege at Jesus er et ægte levende menneske. I dagens tekst hører vi om barnet Jesus, der er på rejse med sine forældre, og som mange børn er nysgerrig på hvad som møder ham i byen.

Lukas er den eneste af evangeliernes forfattere der har fortællinger om Jesu barndom. Lukas er mest for sin fortælling om Jesu fødsel Og det skete i de dage ….. Ud over fødslen fortæller Lukas om fremstillingen af spædbarnet Jesus i templet efter sin omskærelse. Umiddelbart derefter springer vi til dengang Jesus var 12 år, og sammen med sin mor og far var på rejse til Jerusalem for at fejre påsken.  

Et 12-årigt barn som Lukas skildrer loyalt som et barn, der er nysgerrig på det nye som møder ham i byen. Og samtidig skildret som et vidunderbarn, som hans forældre ikke ved hvor er blevet af, men finder ham siddende i templet midt mellem de religiøse lærere. Lyttende til dem, og stillede selvfølgelig kloge spørgsmål.

Dette særlige menneske som var født julenat, som allerede er et varsel om at godt nok er Jesus et menneske, men et særligt menneske. Hvad besøget mange år efter i Jerusalem bekræfter.

Barnet som vidunderbarn. Åbenbart ikke noget hans forældre har været optaget af. Dog hører vi Maria, hans mor, undrer sig over hans tale til dem, og hun tænkte tit på, hvilken betydning det havde. Hun vidste naturligvis godt at hun havde født et særligt barn, når hun tænkte tilbage på den gang englen Gabriel kom til hende i Nazareth ved kilden og fortalte hende at hun skulle føde et barn og kalde ham Jesus.

Vi hører ikke mere til Jesu barn- og ungdom før han igen træder frem som voksen og lader sig døbe af Johannes.

I den fine lille beretning om påsketuren fremstiller Lukas Jesus som et vidunderbarn, fordi han senere kommer til at blive en stor personlighed. Lukas er den alvidende fortæller der udmærket kender til Jesus og hans betydning. Lukas udfolder hans barndom og gør det på en måde, der foregriber og illustrerer den person, han skal blive som voksen.

Barndommen husker vi alle brudstykker af. Når jeg tænker på min egen barndom er den farvet i et nostalgisk lys. Den er sikkert for mange af os. Nostalgien fortæller selvfølgelig at det er en svunden tid, som jeg stadig sendes tilbage i når situationen er moden til det.

Og sådan har jeg det med den 12 årige Jesus og hans besøg i templet i Jerusalem. Hans forældre aner ikke hvor han er henne, og det er netop friheden ved erindringer om barndommen, at det er en tidsperiode i livet med lommer af frihed, væk fra far og mor, på egen hånd i den store verden. Jeg kan stadig glæde mig ved at jeg som 8-10 årig dreng havde en stor oplevelse af frihed og at være mig selv, når jeg kunne kravle højt op i et gammelt kirsebærtræ, hvor jeg mellem grene og blade havde indrettet en behagelig siddeplads. Herfra kunne jeg kigge ned på jorden og op på himlen.

Hvad Jesus oplever i templet er følelsen af frihed, væk fra Maria og Josef, på egen hånd møde verden og lære den at kende. Forældre har ansvar for barnets opdragelse, og opdragelsen var på Jesu tid en helt anden end i dag. Barnet har altid fundet veje til at opleve verden på egen hånd. Ingen kan tvinge én til at blive sådan som man er opdraget til, og blive ved med at være det.   Egentlig har barndommen en temmelig hurtig forfaldstid. En tid vi har bag os og jo ældre vi bliver husker vi stadig glimt fra vores barndom på godt og ondt. Afhængig af hvor vi er i livet gør vi os også fri af barndommen.

Jesus siger selv hvad det handler om for ham da hans mor finder ham: ”Ved I ikke, at jeg skal være der, hvor min far er?” Her hører vi en stemme af frihed ikke bare for barnet men også for den voksne. Gud er det sted hvor jeg anbringer mig selv uden tanke for hvad andre tænker og vil have mig til at gøre.

Der er også et vigtigt budskab til os forældre i denne fortælling. Om at lade vores børn selv erfare verden. Jeg er enig i nogle ord om børn sagt af forfatteren Peter Høeg, der skriver om tiden og omsorgen for vores børn, som har synes er godt givet ud. Men en klog ven gav ham en gang dette råd om børn: ”Elsk dem og lad dem være”. Han mente ikke som PH siger, at man skulle overlade dem til sig selv. Men respektfuldt og kærligt forsøge at lade dem udfolde deres egenart. Ikke opdrage, men ledsage.

Jesus sidder i templet og da hans urolige forældre endelig finder ham, er det eneste han har sige til dem, at han har fundet det sted hvor han hører til.

I salme 84 fra GT hørte vi netop, at den der er i Guds hus er lykkelig. Dem, der bor i dit hus, er lykkelige…. Dem, som er på vej til templet, er lykkelige….. Det menneske, der holder sig til dig, er lykkeligt…..– sådan hører vi et menneske tale om sin længsler efter et sted at høre til.

At have fundet det sted hvor man hører til! Forældrene leder efter Jesus, og da de finder ham, kan vi undre os lidt over at gensynet ikke bliver gengældt. Han har fundet sin far er hans korte svar til dem. De forstod de ikke et ord af. Det kan vi godt forstå.

Når Jesus taler om at han bør være hos sin fader, skal vi ikke så meget høre et krav om lydighed, men mere at han har fundet det alle mennesker længes efter, et rum der kan bære hele mig med alt hvad jeg rummer. 

Barnet viser os hvordan vi skal forholde os til Gud og dermed til livet. Jesus fremhæver selv barnet, der med sin holdning viser os vejen til Gud: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det. Barnets holdning, som er tillid til omverdenen, ja, der er vel ingen som barnet der udstråler tro, er den måde vi skal møde Gud på. I ”Guds rige” er vi, når vi tager imod livet som gave uden at opfatte det som en rettighed. Livet kan man ikke fortjene sig til. Dertil er det alt for stort.

Og det stiller os alle lige, det stiller os dér, hvor et barn er. Når jeg Jesus siger at han er der hvor han bør være, nemlig hos sin fader, så skal vi ikke høre det som et krav om lydighed og underkastelse.

Der er aflastning og frihed i de ord. Tanken kommer meget fint frem i dåben, hvor det at være døbt, er at vide, at jeg har mit værd, uanset hvordan det hele går.

Gud er med os i alt, hvad vi foretager os, og det i al fremtid. Amen