Budskabet om de dødes opstandelse til evigt liv er et centralt tema i Det Nye Testamente, og i trosbekendelsen tales der om ’kødets opstandelse’ og ’dommen’. Men fuld enighed har der aldrig været om fortolkningerne. I den tidligste, græsksproget kristendom lå vægten på den afklaring, forvandling og fuldendelse, der ventedes i døden. Dommen blev set som en helbredende foranstaltning. Da man i vesten gik over til latin i teologien, blev det billedlige sprog fortrængt af en juridisk tænkemåde. Det gav gudsforholdet præg af et retsforhold med vægt på skyld og straf, og dommen fik en truende karakter. Det førte til middelalderens dystre forestillinger om skærsild og helvede. Denne udvikling reagerede bl.a. Martin Luther imod.

I evangelierne taler Jesus om livet i evigheden i billeder af bryllup, stor fest - billeder med vægt på fællesskab. Det lægger tanken om gensyn nær. Men er der kun gensyn med "vore kære"? Hvad med vores ukære? Foredraget tager Paulus' og oldkirkens tanke om forvandling i opstandelsen op og derved en vision om helbredelse af vores fællesskab. En vision, vi allerede nu kan lade os påvirke af.