Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matthæus 25,14-30

Egentlig er lignelsen vi har lyttet lige til. Det er ligesom i de klassiske eventyr, hvor en mester eller herre giver noget til 3 personer, som de skal gøre tage vare på. Det lykkes altid for 2 af de 3 at få succes med opgaven de har fået betroet, hvorimod den sidste fejler fuldstændig.

Lignelsen fortæller om en herre som overdrager en sum penge – talent var møntfoden i Romerriget dengang – til sine tjenere. De får hver nogle talenter som de skal forvalte og søge at frugtbargøre disse penge. At penge skal blive til flere penge var allerede dengang en nødvendighed. Eller sådan tænkte man om penge. Det var ikke nok bare at passe på dem, og sørge for nogen ikke kom og tog dem, forventningen var at penge helst skulle blive til flere. Kapitalismens tanke om at penge skal blive til flere og til flere igen, er gammel. Vi tænker næsten alle på den måde. Den hurtige lytter til lignelsen om talenterne, vil høre mere og andet end en fortælling om hvordan ussel mammon bliver til mere. Det gør det i hvert fald ikke ved at grave det ned i jorden.

Vi kan have vores grunde til ikke at ville vove at få det til blive til mere, men ser det som vores opgave at passe på det vi har. Vi ved at der er altid er en risiko, når vi vover at få noget mere ud af noget.

Der kan nok ikke være tvivl om, at for evangelisten Matthæus og de kristne, han skrev til, har denne evangelietekst handlet om tro. Talenterne var troen, som de kunne have mere eller mindre af, og som de kunne forvalte forskelligt: Udbrede i det store eller i det små, eller – Gud forbyde det – fornægte. Lignelsen har for disse forfulgte kristne betydet opmuntring til at bringe budskabet om Kristus ud i verden på trods af farer og stor risiko. Hvis de vovede at investere, vovede at satse alt, kunne de regne med at ”gå ind til Herrens glæde”, i modsætning til dem, som blev smidt udenfor i mørket.

Nu føler vi nok ikke at det i dag er vores anliggende at forvalte troen. Kirken er kommet og den er i sig selv en garant for troen. Vi har et sted at gå hen med vores tro og ikke tro. En moderne forståelse af talenterne som uddeles til tjenerne, er at forstå talent som mere end tro. På de europæiske sprog betyder ”talent” en evne, og en talent-fuld person er én der er begavet med særlige evner. Og selvom det i lignelsen er en mønt der er tale om, spiller teksten tydeligvis på den modsatte betydning, en evne, muligheder mennesket har fået givet.

Det er en barsk moral, lignelsen har: for enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Det er sådan det går for sig dengang som nu, hvor mennesker forsøger at overleve i en barsk verden. Du er kun noget hvis du kan få det til at blive til mere end hvad du begyndte med. Og dem der ikke kan det føler derfor også at alt bliver taget fra dem. At nogen andre bliver rige på bekostning af dem.

Vi skal nok passe på med at lægge for meget kapitalisme kritik ind i lignelsen, hvad selvfølgelig kunne være oplagt at gøre. Et opgør med den evindelige tale om, at det handler om at forøge en allerede stor rigdom og gøre den til mere, for at vi alle kan overleve. Det handler ikke kun virksomheders ophobning af rigdom. Alle de krav om høje karakterer, valg af uddannelse, kompetence udvikling livet igennem, hører med til billedet af et samfund og verden hvor mennesker måles på deres evne til at vokse.

Talenterne som bliver betroet disse tjenere af deres herre, skal vi anskue ud fra et overordnet livs perspektiv; at mennesket har fået givet livet, og hvad vi vælger at gøre med denne glæde over at have fået så stor en gave at forvalte. Og da handler lignelsen om noget andet end penge, og for den sags skyld også om menneskets evner, kompetencer eller færdigheder, som vi vil sige det i tidens management sprog.

Vi kan godt synes at det er da synd for den sidste tjener. Denne gode mand der vælger at passe på det han har fået betroet, et forbillede for en tid som vores, som ikke har brug at mere bliver til mere. Fordi vi allerede har for meget. En norsk visersang sagde det engang så enkelt, at det ikke kunne misforstås – i en kommentar til tidens forbrugs- og vækst verden: Vi har alt og det er også alt hvad vi har.

Men der er noget vi har og som vi må tænke over hvad vi gør med. Vi skal nok helst ikke tænke for meget penge og evner når vi hører om de forskellige talenter. Vi skal snarere tænke som det siges i et vers af salmen ( nr. 728)vi skal synge om lidt: Så lær mig da herre, at dig til behag / jeg bruger det pund mig blev givet. Og vi får også svaret på hvad det vil sige at bruge sit pund: at fylde med hæderligt virke min dag, / at hjælpe og værne om den, som er svag, / at elske, thi deri er livet.

Udgangspunktet for vort liv er, at vi får alting givet. Tjenerne blev betroet gods at tage vare på. Livet vi får givet gør os alle fra starten til skyldnere. Skyldige at sige Gud Fader tak for liv og ånde, for hver ny dag, for mennesker, der tager sig af os, som vi er, for kærligheden som pludselig viser sig at rumme en helt ny verden af muligheder. Gud og tak hører naturligt sammen, fordi vi takker den gode Gud for det mirakel, at tilværelsen findes. Pundet i salmen vi skal synge, er livet som selvfølgeligt er forskelligt fra det ene menneske til det andet. Livet som biologisk faktum, at vi kan trække vejret og er levende, er det fælles. Men livet som givet til at leve, ja, det kan falde meget forskelligt ud fra menneske til menneske, hvordan vi forvalter den opgave.

Jeg synes musikeren Peter Bastian i sin interview bog med Tor Nørretranders Altid allerede elsket siger det så smukt og enkelt, hvad livet drejer sig om, når han citerer sangeren Rasmus Seebach: meningen med livet må være at give det videre. Det er det liv er. At man giver det videre. Liv er ikke andet

Vi skal ikke grave vor talent, vort pund ned. Det er at tro at livet er mit eget. Livet er Guds. Gud er skaberen som vi også hørte det beskrevet i læsningen fra Jobs Bog. Jobs tale om Guds fortræffeligheder og menneskets plads på jorden, er en helt vild udlægning af Guds talenter – han er vis, og han er stærk….han flytter bjerge…han ryster jorden løs fra dens fundament…han befaler solen ikke at stå op…..han spænder himlen ud, han går på havets ryg…..han gør store ting, der ikke kan udforskes.Han satser hele butikken. Det er livets mirakel vi gennem Jobs tale får beskrevet. Vi er Gud skyldige at sige tak for det mirakel, at tilværelsen findes, livsunderet.

At slippe taget-/ ikke føle rædsel,/ dø før døden kommer skriver digteren Pia Tafdrup. Her er ikke tale hvor meget det bliver til, men om at give sig hen. Det er er da eksistensen på korteste formel. Slippe talenterne må være det livet handler om! Grave dem ned i jorden gør vi, når vi er bange. Når vi er forurettede. Når vi er os selv nok. At grave vores livsmuligheder ned, er en synd, ja, måske synden, at vi ikke lever i ydmyg glæde over, at vi får alting skænket.

Opgaven på den gave livet er, er ikke til slut at møde op med det samme som man fik i gave. Modsætningen til sætningen ”her har du, hvad dit er” må lyde ”den, der vil vinde livet, skal miste det”.

Livet vi fik givet skal vi ikke grave ned i jorden, som den sidste tjener vælger at gøre. Jeg har dog altid synes at hans straf var hård. Følt lidt med denne gode og forsagte tjener, der bare ikke tør give slip på livet, af angst for miste det eller forspilde det og at han kunne risikere at stå tomhændet tilbage. Det lidt han fik, ønsker han at passe på. Hvor jeg dog kender den holdning fra mig selv i perioder af mit liv.

Det er sætningen den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har som er vanvittig hård i sin dom over mennesket. De mennesker findes i stort tal, som har kæmpet hele livet, mistet undervejs, måske mistet alt, og så skal de have den ydmygelse, at miste det sidste de har. Vi kan ikke til slut komme og sige til Vor Herre: her har du, hvad dit er. Det som du gav mig ved begyndelsen, det var hvad det kunne blive til. Perspektivet fra lignelsen på den sidste tjener kunne være dette, at han er et menneske, der netop ikke ville vide af nogen tale om har fået noget betroet, som derfor ikke ville stå til regnskab, som i protest mod sin herre selv ville eje, hvad han selv havde fortjent. Han anerkender kun sin herres begrænsede ret: se, her har du hvad dit er!

Jeg er ret overbevist om, at hver og én af os, kan genkende lidt af alle tre tjenere i os selv – sikkert på forskellige tidspunkter i livet. Men jeg tror, at det er en helt anden tjener, end de tre, vi skal være opmærksomme på. Den sande tjener er ham, som fortæller historien!

Så må vi slutte fred med, at vi kun nogle gange er i stand til at udnytte vores talenter fuldt ud. Vi må slå os til tåls med, at vi ofte kun formår at gøre det nogenlunde. Og vi må tilgive os selv og hinanden, at vi af og til – eller evig og altid – lader stå til og gør livet mindre, end det kunne være, og at vi måske derfor havner ude i mørket. For det er ikke os selv, men den sande tjener, vi skal hæfte os ved og stole på.  

Det er Guds tilværelse du giver dig hen i, her går det op og ned, og der er ikke noget i den, som kan rive dig ud af Guds hånd. Amen