De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark 10,13-16

Helligtrekonger tiden afløser julens fest med fødslen i Bethlehem, som er Guds komme til mennesker. Tiden efter en fest er i kirkeårets løb er grøn. Den grønne farve afløser festens farve, som er hvid, og fortæller om den kraft og livsglæde vi henter ud af en fest, vi har lagt bag os. Hellig-tre-konger-tiden er sådan en efterfejrings-tid, hvor vi skal leve på det festen gav os og få det til at gro i vore liv med hinanden.

Teksterne til i dag kommer os i møde på en fin måde.

Vi er holdt om og skal ikke frygte at være alene. I den smukke salme fra GT ( Salmernes Bog 8) hører vi om Gud som skaberen. Guds fingres værk kalder salmisten Guds skabelse, det er livet, universet med månen og stjernerne som han nævner, og så det lille menneske på jorden. Salmisten har fint blik for menneskets lidenhed i forhold til det store univers som omgiver os.

Gud husker sit menneske, Gud glemmer ikke, er en teologisk grundtanke i vor tro. Gudsforholdet er det forhold, som bærer, grunder og overskrider alle andre forhold.

 Ansigt til ansigt med barnet bliver ordene fra den gamle salme i Salmernes Bog meget aktuelle. ”Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen!…. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”

Stående overfor et barn bliver spørgsmålet ”Hvad er et menneske?” et af de vigtigste spørgsmål som kan stilles. I sammenligning med universet bliver vi de små, ja, som børn der ikke ser ud af meget.

Det udstiller samtidig vores sårbarhed, og vores behov for omsorg. Et barn er sårbart og åbner for det spørgsmål, fordi barnet er afhængig af andres omsorg og beskyttelse. Der findes intet så tillidsfuldt som at kigge ind i et par barneøjne. Der er intet filter for det blik hvormed barnet kigger på sin verden. Det tager imod livet uden nogen som helst modkrav. Det er rent modtagende og accepterende.

Hvad er da et menneske – Hvad er et menneske værd er menneskehedens evige tema. Aktuelt som nogensinde når vi ser hvordan mennesket lider rundt omkring i verden. Spørgsmålet må holdes levende i hver ny generation. Og vi har alle den opgave at svare på det spørgsmål. Ansigt til ansigt med os selv og vores samtid må vi kunne svare når det spørgsmål møder os: hvad er et menneske værd? Hvad er meningen med livet? Svarene vi giver afgør hvad slags samfund vi vil have og hvilken verden vi vil forme. Det begynder med de børn vi sætter i verden, og hvilke vilkår vi giver dem. De skal arve vores verden, men hvis ikke vi giver dem noget at arve og bygge videre på, så kan det hele være lige meget.

Vi kan have tillid til Gud som har skabt os. En tillid som vi dagens prædikentekst af Markus ser i de små børns umiddelbare tillid til Jesus. Vi har fået skænket livet af livets Herre. Gud har indblæst sin livsånde i hver eneste af os. Derfor er hver eneste af os en selvstændig og uerstattelig person i Guds øjne. Gud som elsker sin skabning.

At være elsket giver tillid til verden og mennesker. Jesus tager de små børn i sin favn, lægger hænder på dem og velsigner dem. Barnet rækker sine hænder ud mod Jesus og har tillid, og det er det samme som tro, at Gud har givet ethvert menneske sit værd.

At blive taget ind i et menneskes favn er skønt. Blive favnet af en anden er rart og trygt. Hvile i et menneskes arme og mærke varmen og omsorgen giver ro og jeg føler mig accepteret.

Et nyfødt barn trænger meget til, at man holder om det og varmer det. Hvis det lille barn ikke bliver set, holdt om og taget op i favnen kan det ikke leve. Vi bliver jo født til at være dette bestemte menneske. Der er kun én af alle mennesker i verden. Hver af os er unikke skabninger. Ethvert menneske er sin egen, noget uerstatteligt. Det lyder umiddelbart lidt ensomt. Det kan også være ensomt at være menneske. Selvom vi har en mor og far, familie og venner, er jeg den eneste af mig i verden.

Selvom det lille barn der lige er født er enestående og unik, har det brug for en stor favn af kærlighed. Også når vi bliver større, trænger vi til, at der er nogen, der holder om os. Også voksne mennesker trænger til det. Voksne kan også godt lide at holde om hinanden. Vi kan godt lide når nogen holder om os.

Jeg har i denne uge genlæst en bog af den israelsk forfatter David Grossmann, som er værd at læse. Bogen er egentlig en børnebog men i forordet til bogen står der, at den er skrevet for forældre og børn. Bogen hedder på engelsk The Hug, som på dansk må betyde omfavnelsen, krammet eller knuset.

I bogen hører vi om drengen Ben og hans mor. De går en tur sammen, hånd i hånd. De har det rart sammen. Og moren siger på et tidspunkt til sin dreng: der er ingen som dig i hele verden. Og Ben bliver mere ked af det end glad for sin mors kærlighedserklæring. For han siger: jeg har ikke lyst til at være den eneste af mig i hele verden. Og hans mor forklarer, at han skal være glad for at være unik og noget særligt. Men så er jeg jo helt alene, er Bens svar.

Og de går videre på deres tur, mens deres hund Wonder løber rundt om dem. De går og taler om det at være særlig, den eneste ene af mig, og den ensomhed som selvfølgelig også er forbundet med det. I slutningen af deres tur siger moren til sin dreng alle er en smule alene, men også sammen. Ben er kun en lille dreng og svarer hvordan kan det være både det ene og det andet? Moren siger til ham, at de begge to er alene, men hvis hun holder om ham, vil ingen af dem være alene. Mens hun holder ham i sine arme tænker Ben: Nu er jeg ikke alene, nu er jeg ikke alene. Da kan du se siger hans mor, det var derfor at knus og kram blev opfundet.

Vi må tro at der er arme der vil favne os. Tillid til kærligheden som vi ikke kan leve forude. At kærligheden ikke er noget vi skal gøre os fortjent til. Gud husker sit menneske og Jesus tager menneskebarnet i sin favn. Gud elsker os, uden at vente på, at vi skal gøre os fortjent til det. Jesus peger på barnet og siger at sådan skal I leve, hvis I bliver som børn, er vejen banet til Guds rige. Vi ved hvor let barnet har ved at række sine arme ud og tage imod det som kommer. Barnet er en åben favn. Det er parat til at modtage hele tiden.

Det er denne åbenhed hos barnet Jesus peger på, og som han bruger som et billede på den tro vi skal leve i. Tro er som barnet gør det, at åbne sig for livet som den gave det er. Det er når vi tager mod livet som gave uden at opfattet det som en rettighed. Livet er ikke noget vi får for veludført gerning. I den åbenhed vi møder hos barnet, ligger den tro Jesus peger på. Barnet rækker instinktivt ud efter hjælpen hvor den findes. Det tager mod livet, og det er det samme som tro – at give sig hen i en andens magt.

Vi har alle været børn, men som voksne har vi det med at glemme hvad vi kunne som børn. Ved at pege på barnet som dybt troende, vil Jesus have den voksne til at stille sig i barnets sted. Som han siger et andet sted, skal vi blive som børn igen, for det stiller os alle lige overfor den store gave, som livet er.

 Barnet er et med troen, noget sværere er det for den voksne. Barnet udfolder troen, for den voksne er betingelsen altid at indrømme sin afhængighed af andre eller noget helt andet end sig selv. Når Jesus trækker barnet frem og peger på det, er det for at fortælle den voksne, at vi ikke helt må glemme at gå barnets vej.

Hos barnet kan vi nemlig lære at vi kan have god brug for at opgive vores forestilling om at skulle klare det hele selv. I barnet viser Jesus os den tro, som åbner for Gud som vor far, der husker på os, og tager sig af os. Gud har givet mig livet, og har dermed også givet mig mit værd. Derfor behøver jeg ikke at kaste mig ud i et forbrug og rigdom for at finde meningen og mærke at jeg lever.

Evangeliet har forvandlende kraft, når vi tager imod det som den ubetingede gave, det er (dvs. tager imod uden forbehold – som børn!). Evangeliet forvandler os indefra og ud. Og vi kan ikke tage nogen ære for det selv. Et levende træ bærer frugter. Er det frugterne, der giver træet liv? Nej – det er den jord, træet er plantet i. Det er det vand, som rødderne suger op fra undergrunden. Frugterne er blot det udvendige tegn på det indvendige liv.

Kan jeg som barnet tillidsfuldt åbne mig for det liv Gud har givet mig at leve, så er der megen livskraft, tilgivelse og bærekraft i det. Amen