Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. v19  For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. v20  Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, v21  at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. v22  Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. v23  Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. v26  Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, v27  og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Romerbrevet kap. 8 

Årets sidste dag. Vi fejrer som det er gammel tradition gudstjeneste her i kirken. Vi kommer her på denne sidste dag af alle dage i året. Alle de brugte dage ligger bag os og et helt års nye dage ligger foran os og venter. Vi ved hvad vi har med os, men intet om hvad det nye år vil bringe. Selvom der kan være aftaler i kalenderen og dage som skal markeres, kan vi ikke vide hvad som vil ske for os i det nye år.

Det giver også denne aften sin helt egen særlige stemning. I overgangen fra gammelt til nyt-år kan vi tage nogle af Paulus til os til at beskrive den tilstand vi er i. Skabningen venter med længsel – til længslen denne aften hører vemodet som er knyttet til mindet og erindringen om året der gik og mennesker vi har været sammen med, og nogle af dem er måske ikke mere. Længslen kan rette sig bagud, men det er først og fremmest dens rettethed fremad Paulus tænker på– venter med længsel, skriver han.

Længsler kan være af mange slags om man nu er barn eller voksen. Vi længes efter det som skal komme. Til denne længsel hører glæden ved at gense et menneske eller være med i noget som vækker genkendelse og giver tryghed.

I en åndelig sammenhæng handler længsel mere om vemod over livsvilkår – længsel væk fra, mod noget større, noget andet. Mennesket er et væsen der længes. De bagved liggende grunde dertil er ofte hjemløshed eller rodløshed.

I de tre store abrahamitiske religioner – jødedom, kristendom og islam – er mennesket siden det blev forvist af Gud fra Paradiset blevet en fremmed på jorden, som hele tiden længes efter det tabte hjem.

Vi kender alle til følelsen af basal længsel eller mangel. Vi kan sammenligne det med en sult eller tørst. En tørst efter noget der kan vare ved som ikke dør fra os. Det hører til det at være menneske. Menneskets mere eller mindre tragiske kendetegn.

I læsningen fra Johannes Åbenbaring hørte vi om Johannes der sad på den græske ø Patmos. Vi fornemmer hans længsel og mangel. For Jesus er for længst korsfæstet, død og opstanden, og vi mærker hvordan Johannes længes tilbage til den gang Jesus var hos dem. Tabet er stort fornemmer vi. Det gør Johannes urolig og han har svært ved at holde det ud. Han ved ikke hvad han skal indtil en stemme taler til ham bag hans ryg.

 Vi har det gamle år i ryggen fyldt af alle vores mange forskellige erfaringer og møder med mennesker. Det er året der er gået vi takker for og tænker tilbage på eller måske forsøger at glemme. Erindringer har vi altid med os. Måske særligt på denne dag. Erindringen skaber sammenhæng giver os identitet og skaber sammenhæng i vores liv. Glemslen er ligeså vigtig i livet. Glemslen kan være en lettelse, fordi den befrier os fra det, vi ikke kan få plads i vores livshistorie. Filosoffen Nietzsche siger om glemslens gave: uden glemsomhed ville der ikke kunne opstå lykke, munterhed, håb, nærvær.

Om nogle timer er vi inde i det nye år. Håbet for det nye år står centralt denne dag. Nytår er tid for tanker der bærer håbet i sig. Håb er er en helt naturlig følelse at være fyldt af på årets sidste dag. Også på denne dag. Vendt mod det nye år håber vi. Hvad andet kan vi. Vi lever i håbet.

Det kan være meget forskelligt hvad vi håber på. Vi kan ikke lade være med at gøre håbet konkret. Det hænger sammen med noget vi allerede ved skal ske i det nye år. Som fylder os med håb. En rund fødselsdag for et menneske der betyder meget for os, et barn der bliver færdig med et studie, en ferie vi har set frem til, en kærlighed til et menneske vi håber vil vare ved.

Paulus taler meget smukt om håb i teksten fra Romerbrevet. Kendte og dybe ord om hvad det er for et håb troen på Gud og Jesus møder os med: håbet om at blive frie i herligheden, siger Paulus. Vi er frelst til det håb, hvilket vil sige at vi er sat fri til at leve i det håb.

Jeg vil sammenligne det med det håb vi får som gave i dåben, hvor det lyder ”genfødt til et levende håb”. Vi har en pligt i kristendommen til at håbe. Vi kan ikke forblive mennesker uden at håbe.

Paulus tyder håber så fint: Men et håb som man ser opfyldt er ikke noget håb; for hvem håber på det man kan se? Håbet er meget større end det vi ved vil komme og som vi glæder os til. Håbet er en orientering i dit liv, hvor det ikke er afgørende, om du når derhen. Håb er ikke en ønskeliste for hvordan jeg gerne vil have livet skal blive i det nye år. Nytårsforsætterne er de ønsker eller drømme vi gør os om hvordan ting gerne må falde på plads for os i det kommende år. Mange nytårsforsætter lever på det meget personlige plan, men kan også være ønsker for verdens tilstand og menneskers liv.

Det at kunne håbe er en af menneskets vigtigste egenskaber. Mennesket er håbsvæsen. Håbet giver livsmod og kræfter. Derfor må vi aldrig tage håbet fra et menneske.

Paulus har ret når han siger om håbet, at det ikke er noget vi kan se. Håbet er paradoksalt, vi kan ikke fange det. Vi håber på det vi ikke ser, siger Paulus. En gave er håbet. Håb kommer ingen steder fra. Det kommer, når det kommer, og deri ligger gaven. Det kommer fra Gud. Det fortæller om det som er særligt for en jødisk-kristen tænkning, at Gud uophørligt åbner en fremtid. Jødedommen og kristendommen er de omflakkendes religion, hvor der konstant er opbrud i menneskers liv. På vej mod fremtiden, som ikke er kendt, og hvor mennesket som Abraham og det jødiske folk gang på gang må bryde op. Det er en eksistens i håb.

Det håb Paulus taler om, er hvad vi kunne kalde for det kristne håb. Det er det håb Johannes møder i Jesu tale til ham: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den som lever.

Kristentro vil altid være det modsatte af en pessimistisk forventning om alle tings undergang. I det kristne fremtidshåb står Gud med åbne arme og siger. ”Se, jeg gør alting nyt”.

Det var de samme tanker den tjekkiske præsident og systemkritiker Vaclav Havel gjorde sig da han var truet på livet af det kommunistiske magtsystem og skriver om det håb han levede på: håb er ikke det samme som optimisme. Det er ikke en overbevisning om at noget vil gå godt, men en vished om at noget giver mening uden hensyn til hvordan det går.

Håb kan forsvinde og blive til håbløshed. Havel holdt fast i håbet selvom han blev forfulgt. Det hænger sammen med de forestillinger vi gør os om fremtiden. Frygt og håb påvirker livet vi lever nu. Et menneske som bliver alvorligt syg ved præcis hvad jeg taler om. Når diagnosen er stillet og lægerne måske giver 70 chance for overlevelse, kan håbet blive den faktor som er afgørende.

Jordens og samfundets fremtid kan ikke mindst virke negativt ind på vores håb for hvordan det skal gå. Der er mange ting i verden som modarbejder og vil træde håbet ned. Vi husker at Paulus sagde skabningen venter med længsel, ser frem i håb, men han lægger ikke skjul at skabningen samtidig ”sukker og vånder sig”.

Det er den dobbelthed som præger tilværelsen: at tilintetgørelsen virker samtidig med tilblivelsen. Gud er gavmild og generøs, giveren af de store glæder i livet. Men Gud fremtræder også som grusom ved sin tilintetgørelse. Den sygdom, grusomhed, tab og ondskab livet kan møde os med.

Håbet er uudryddeligt.

Når man taler om kristendommen kan bruges til noget er det måske i talen om dette håb. Håbet som har sin grund i at livet ikke går op. Der findes ingen endelige løsninger på de udfordringer og problemer livet stiller os overfor. Vi kan ikke få livet til at makke ret, hvor gerne vi end vil det. Det ligger til mennesket at det vil beherske tilværelsen. Kristendommen beskytter os mod den menneskelige lyst til at ville have livet som vi helst vil. Men den tager ikke håbet fra os.

Det med håb er egentlig ikke så besværligt, som denne lille historie vil vise. En skyfri og strålende sommerdag mødes 2 mennesker ved stranden. ”Er det ikke et skønt vejr” siger den ene. ”Det vil sikkert ikke vare ved” siger den anden. ”Men vi har da lov at håbe?” siger optimisten. ”Så bliver vi bare skuffet!” siger pessimisten. Den sidste må være svær at leve i samme hus med, den altid sortsynede som næsten gør en dyd ud af tale håbet ned.

Da Johannes stod foran Jesus og denne lagde sin højre hånd på ham var det med de håbefulde ord: Frygt ikke…jeg var død ….og se jeg lever i evighedernes evigheder.

Paulus har tillid til Guds løfter som er håbet vi har fået givet, men som vi ikke kan se indholdet af.

Den samme sagtmodig kan vi have på denne årets sidste dag. Vi kommer med et gammelt år i ryggen og går om nogle timer med håb ind i et nyt år. Mennesket er i sin orientering mod fremtiden et håbende væsen. Håbet bærer os kunne vi sige. Håb er en åbenhed for livet med troen og kærligheden som retningsviser.

Amen og godt nytår.