Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12

Alle helgens dag er mindedag for de døde. Vi mindes på denne dag vor kære døde, som ikke mere er iblandt os. De dødes navne siden sidste Alle helgen i 2016 læses op, vi tænder lys i kirken og på gravene, fordi med lyset tilkendegiver vi, hvad de døde har været for os. Allehelgensdag er blevet en dag hvor kirken tilbyder trøst og fællesskab for de sørgende. De levende går til de dødes grave, lægger blomster og tænder lys til minde om den døde og det liv vi har haft sammen. Vi holder gudstjeneste og Jesus fortæller at vi er salige.

 Jesu saligprisninger passer så smukt til denne dags indhold, som for mange af jer der er her i dag, er erindringen om et kært menneske som I har sagt farvel til inden for det sidste år. Vi mødes af Jesu tale til os om at være salige. Det er ikke bare et ønske at vi må blive det. Salige er, står der. Vi er salige. Ikke noget med vi skal. Vi skal for en gang skyld ikke yde noget. Mennesket er som salig sat ind i anden verden end den de lever i nu, hvor alt ikke nødvendigvis og måske endda for nogen sjældent er saligt. Saligt forstået som noget harmonisk, en lykke følelse, et sted der giver tryghed.

Profeten Esajas som vi lyttede til før, hjælper os til at forstå hvad salig er: Gud skal være dit evige lys – din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys. Saligheden er netop en tilstand af noget evigt. Vi taler om at være i en paradis tilstand. Alt hvad du kæmper med i livet, og ikke lykkes med, eller bare føler hele tiden at være på vej, er ikke tilstede i saligheden. Føler du dig ikke som en jordisk succes historie, giver saligheden dig løfte om noget mere: himmeriget, arve jorden, se Gud, for en stor løn i himlene.

Vi kan sige meget kort, at salig er en tilstand. At give sig over til Gud uden forbehold. Salig er en ny status som ikke handler om få belønning for noget vi har gjort og skal have særlig tak for. Vi sættes med ordet salig ind i en anden verden end den vi lever i til daglig. At være salig er et ord vi sjældent bruger i dag. Man kan dog nogle gange høre mennesker tale om en salig død. At et menneske fik en salig død. Hermed menes en god og fredelig død, uden kamp, som afslutning på et langt liv.

Salig rummer betydninger af glæde, lyksalighed, sorgløshed og at være godt tilpas. Dem Jesus taler til som salige, er bestemt ikke lykkelige og glade i den situation de beskrives med. De er alt andet end salige. De er fattige, sagtmodige, tørster efter retfærdig, de kæmper med at stifte fred. De lykønskes som salige, fordi de nu tilhører et andet rige. Jesus vil fortælle alle disse mennesker at det kan godt være at verden er hård ved jer, men Gud giver jer salighed i sit rige.

Vi er alle salige som Jesus siger i sine smukke saligprisninger. Alle er vi rummet i disse saligprisninger – vi som er fattige i ånden, vi som føler os modløse, vi som sørger, modløse over ondskab og uretfærdigheder i verden, er sagtmodige, som ikke beklager sig, vi der længes efter retfærdighed.  

Én af saligprisningerne kommer tættere på mange af os her i dag end de andre. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Sorg er omsorg og bekymring for liv.  Sorg her i dag er for mange af jer, omsorg og bekymring for et ganske konkret menneske, som I savner. På et menneskes død svarer vi med sorg. Det gør vi fordi det andet menneske var skæbnen i vores liv. Det er alle andre mennesker, men naturligvis i særlig grad ham eller hende, som mangler nu, og som jeg sørger over tabet af. Skæbne, forståelse, det andet menneske – det hænger sammen. Det er selve den sammenhæng, som døden er i stand til at opløse, fordi fremtiden forsvinder. At miste er fælles for den som skal dø og familien. Vi skal ikke ses mere, men vi de levende skal leve videre uden den anden. Vi er adskilte og dog alligevel forenede i de minder vi bærer med os i det liv vi havde sammen.Den samtale som udspandt sig mellem to mennesker, afløses af tavsheden når et menneske dør. 

Det menneske jeg savner betød noget for mig, vi var noget for hinanden, vi delte livet sammen. Det er også det der er så forbandet svært og tungt, når den anden så ikke er der mere. Der er en der mangler, der er noget der mangler, mit liv er ikke det samme, som da du var her, og vi kunne være her sammen.

Vores døde er i højeste grad nogen, der er gået forud og har vist vejen. Forældre vi har mistet, hvis tanker og tænkemåder, vi overtager mere eller mindre, samtidig med at vi måske også bedre kommer til at forstå de kampe, de selv har kæmpet og dermed ryddede vejen så jeg kunne gå andre veje eller kæmpe andre kampe. En ægtefælle som jeg har levet med i mange år og delt så meget samme med, at de bliver næsten ubærligt at forestille sig at vi en gang skal skilles fra hinanden, når den ene dør.Tab af venner er også noget særligt. Deres død var et tab, stort endda, fordi med venner forholder det sig anderledes end med forældre, for de havde egenskaber, holdninger, kæmpede kampe, som jeg beundrer dem for og glad for at jeg har fået lov til at bevidne eller være med i. Tabet af børn er de vi alle frygter, skal ramme os. Vi tænker ikke tanken, fordi vi tænker at naturen går sin gang og de ældre skal afsted først. Men også børn dør, heldigvis meget sjældent, men forfærdeligt og ubærligt når det sker. Men også de der mister børn oplever med tiden at de kan glæde sig over hvad barnet betød, et glad sind, smittende humør, særlige evner, som kan give styrke og håb selvom de ikke er mere.

Sorgen og savnet er stadig tæt på for mange af jer der er her i dag. Det kommer helt tæt på når jeg om lidt, som det er blevet tradition ved gudstjenesten alle helgen læser de dødes navne op siden alle helgens dag sidste år. Et navn bliver nævnt og vi sendes tilbage til minderne og savnet. Livet sammen med det menneske vi savner er selvfølgelig helt naturlig bundet til hukommelsen og de minder vi bærer med os.

Den døde kunne vi tage i mod på en mere aktiv måde end blot i minderne. For selvfølgelig husker vi vore døde. Det er særligt for mennesket at det både ved om at det skal dø, men også kan erindre de døde. Den døde har også givet os noget, som vi skal overtage. Den døde er altså mere end blot en anledning til sorg. De kan også blive en kilde til liv, som vi kan lære af.

Sorgen vejer tungt for nogen i dag, mindre tungt for andre, ligesom vi mindes vore døde på forskellig måde, sørger vi også på vor egen måde. Mænd sørger på én måde, kvinder en anden. Det fælles i sorgen er tabet og kærligheden til et menneske. Der er en tendens i tiden til at fokusere på det sørgende menneske og det menneskes behov for trøst om omsorg. Det er bestemt meget nødvendigt at sorgen får sin tid og sit rum i en kultur som bestemt ikke hylder langsomheden og eftertænksomheden, men mere hurtigheden og vores evne til at lægge ting bag os og komme videre.

Alle helgen er dagen hvor familie og pårørende kan finde en stille stund her i kirken, fri for al verdens larm og mindes ham eller hende som er gået ud af denne verden.

Jeg synes også at alle helgen er dagen, hvor vi glæder os over de døde. I en omsorg for den døde, med det mål at sætte fokus på taknemmeligheden over det, jeg fik, som jo er mindst ligeså vigtigt, som sorgen over at have mistet.Du gav mig noget, fordi du var den du var! Du lærte mig noget, og du åbnede verden for mig på din særlige måde! – De døde bliver vidner om et liv. Deres liv fortæller en historie, som selvfølgelig handler om det, vi betød for hinanden, men et liv der vidner om nogle værdier og en måde at leve på.

Salige er de døde, dem vi savner, og mindes også i dag. Salige for os, og salige for Gud. Vores liv er taget ud af hænderne på os og erklæret for Guds liv at være. 

Ja, vore døde er hos Gud. Det betyder at vi ikke skal vente opmærksomhed, forsoning, tilgivelse eller opfyldelse af vore kære. Det vi savner hos dem som de var gode til at give, og det vi aldrig fik, må jeg nu søge hos Gud.

Som salig er den døde hos Gud, og for at det ikke bare skal ende som en kirkelig kliche om at de døde er hos Gud, vil jeg sætte et billede på. Fra salmen at sige verden ret farvel – vi skal synge den om lidt -er der det rolige og håbefulde blik af saligheden hvor Gud en stol har sat til mig i dine lyse sale. Saligheden er at være. Ikke være på en bestemt måde, men at give sig over til Gud, være hos Gud, og blive taget imod af Guds nåde. Amen

                                                                                     Hans-Henrik Ross