Dette hellige evangelium til septuagesima søndag skriver evangelisten Matthæus…

¹⁴Her er en anden historie, der fortæller om det samme. En mand skulle ud at rejse. Han kaldte sine slaver sammen og gav dem ansvar for hele sin formue. ¹⁵Tre af dem fik hver især et enormt beløb. Den ene gav han fem talenter, en anden fik to talenter, og en tredje fik én talent – alt efter hvor dygtige han mente, de var. Så tog manden afsted. ¹⁶Ham, der havde fået de fem talenter, gik med det samme hen og investerede dem og tjente fem mere. ¹⁷På samme måde tjente ham, der havde fået de to talenter, to mere. ¹⁸Men ham, der havde fået én talent, gik ud og gravede et hul i jorden, og der gemte han sin herres penge. ¹⁹Efter et godt stykke tid kom manden hjem fra sin rejse og bad slaverne om at aflægge regnskab. ²⁰Først kom ham med de fem talenter. Han havde også de ekstra fem med og sagde: ›Herre, se her. Du gav mig fem talenter, og her har du fem mere.‹ ²¹›Godt,‹ sagde hans herre. ›Du er en god og trofast slave. Du har levet op til ansvaret for et lille beløb, nu kan jeg betro dig et langt større ansvar. Lad os gå ind og fejre det.‹ ²²Så kom ham, der havde fået to talenter. Han sagde: ›Herre, jeg fik to talenter. Se, jeg har tjent to mere.‹ ²³›Godt,‹ sagde hans herre. ›Du er en god og trofast slave. Du har levet op til ansvaret for et lille beløb, nu kan jeg betro dig et langt større ansvar. Lad os gå ind og fejre det.‹ ²⁴Til sidst kom ham, der havde fået den ene talent. Han sagde: ›Herre, jeg kender dig som en hård mand. Du høster, hvor du ikke har sået, og du samler ind, uden at du har spredt noget. ²⁵Jeg var bange for dig, og derfor gravede jeg din talent ned i jorden. Værsgo, her har du dine penge.‹ ²⁶›Du er en doven og uduelig slave,‹ sagde han til ham. ›Du har hele tiden vidst, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler ind, uden at jeg har spredt noget. ⁷Du burde i det mindste have givet talenten til en pengeudlåner, så jeg kunne have fået den tilbage med renter.‹ ²⁸Han sagde til de andre: ›Tag talenten fra ham, og giv den til ham, der har ti. ²⁹For den, der allerede har noget, skal få endnu mere. Men den, der ingenting har, mister den smule, han har. ³⁰Kast den uduelige slave ud i mørket udenfor til dem, der græder og hiver sig i håret.‹ AMEN

PRÆDIKEN

De tre tjenere fik talenter udleveret da deres herre skulle rejse udenlands. ”Talent” giver os straks associationer i retning af evner, hvad lignelsen i øvrigt selv lægger op til: 

Den ene gav han fem talenter,

en anden fik to talenter,

og en tredje fik én talent

 – alt efter hvor dygtige han mente, de var.

Så tog manden afsted

 På de europæiske sprog betyder ”talent” en evne, og en talentfuld person er én, der er begavet med særlige evner. Og selvom det i lignelsen er en mønt, der er tale om, spiller teksten meget kraftigt på den modsatte betydning, en evne. Manden der skal på rejse har nøje overvejet hvordan han skulle fordele sin formue, efter sit kendskab til hver enkelt tjeners egnethed. Svær er den ikke at tolke denne lignelse: Der er en tydelig advarsel mod ikke at lade de talenter jeg har fået få udfoldelse i livet med andre. Det har jeg fået, og det skal jeg forvalte, ikke gemme hen og grave ned – ellers bliver jeg kastet udenfor, hvor det uhyggeligt lyder 

….ud i mørket udenfor til dem, der græder og hiver sig i håret  

Hvem kender ikke til utilstrækkelighedsfølelsen af ikke at have udnyttet sine talenter, sit potentiale? Det tror jeg vi er mange der gør, og særligt unge mennesker, som føler at der er så meget de skal leve op til. Typisk for evangelisten Matthæus at tale om et uhyggeligt mørke udenfor gruppen. Det er hårdt at være ny kristen som han jo var, og der skulle arbejdes for sagen, og sløseri og overdreven forsigtighed blev straffet med at blive sendt ud et mørkt sted. 

Dengang var det en lignelse der må have indgydt sine tilhørere frygt. I dag er den vel mere irriterende og provokerende på et eller andet plan, fordi den er så korrekt og pæn i sin beskrivelse af hvad det er vi skal med livet. Selvfølgelig skal vi bruge det liv vi har fået. Gud har skænket hver enkelt af os individuelle evner og enhver er forpligtet på at udvikle sit særlige talent, som nådefuldt er blevet givet ham, for at det kan blive produktivt.

I Ordsprogenes Bog i det gamle testamente siges det ligefrem

Du skal ære Herren med din rigdom.

Rigdommen er talenten eller talenterne du har fået, som du skal bruge, og det er jo i sig selv et billede på livet, som du har fået givet at leve. Nu sagde jeg før, at lignelsen må have rystet sine tilhørere. Det må have rystet tilhørerne at staffen over den sidste tjener er hård og uigenkaldelig.

Ikke blot skal han ud i mørket og kan sidde der alene og græde og hive sig i håret, mens talenten som han har passet så godt på, tages fra ham. Ja, selv det han ikke har skal tages fra ham, og så er der intet tilbage. Samtidig er det en lignelse om Gud, der giver sit liv til mennesker, og vi ser hvordan hver enkelt person går ud i livet og bruger de talenter han har fået. 

Ikke noget mærkeligt i det, vi gør det samme overfor vore børn, når vi glæder os over deres livslyst, kammerater de tager med hjem, optagethed af forhold i verden, og diskussioner som de tager del. Livet er da noget der skal leves og bruges.

For nu at vende tilbage til det irriterende ved denne lignelse, for det synes jeg den er. Handler livet kun om at forøge sine potentialer?

Leve op til tidens påbud og idealer om alt fra hvordan du skal se ud, tænke, hvilken uddannelse du skal tage, for selvfølgelig skal du have en uddannelse. Hele tiden at være opmærksom på at mine evner skal jeg udnytte, så de kan give mig større og større livsfylde og –glæde. Og vi skal tilmed måles på det.

Jeg har en, to eller fem talenter og kravet er at dem skal jeg bruge. Det vil jeg også gerne, men lykkes måske ikke lige med det. I hvert fald ikke altid.

Det er hvad vi gerne vil, leve livet og bruge vore evner, udvikle os og mærke hvordan livet vokser og vi glædes derved. Det er den tredje tjener der er interessant. De to første bruger deres talenter og bliver rost og sendt ind til deres Herres glæde. De gør, hvad vi kan forvente af dem, udnytter deres evner og potentiale til at forøge de talenter de har fået.

Vi vil alle gerne være som dem, pleje og udnytte vore evner, og få ros og af den gode Gud og gå ind til hans rige. Hvis vi husker på Job og hans skæbne så er der al mulig grund til at frygte Gud. Hvad den tredje tjener gør og bruger som begrundelse for at gemme talenten, for i det mindste at kunne give den tilbage.

Job var en mand der havde mange talenter og havde brugt dem på bedste vis. Ingen tvivl om at han kunne vise talenter frem. Han mister det hele uden grund, og forstår ikke den skæbne som rammer ham og hans familie. Han anklager Gud for sin skæbne, for hvad han har gjort at han skal udsættes for dette. Han har gjort alting rigtigt og må erkende at Gud er sin egen, som intet menneske har mulighed for at erkende.

Som han siger: Han nærmer sig, uden at jeg kan se ham, og går forbi mig, uden at jeg opdager det.¹²

Hvis han tager mig med sig, hvem kan så stoppe ham?

Hvem vover at spørge ham:

›Hvad er det, du gør?‹

 Hvem vil ikke frygte den herre? For den tredje tjener er det i hvert fald begrundelsen for kun at aflevere det tilbage som han har fået. Og ikke mere. I hans øjne er hans herre en hård mand. Kun ude på at opnå vinding. Uberegnelig fordi han høster, hvor han ikke har sået, og samler hvor han ikke har spredt. Lignelsens herre er fuldstændig enig i denne karakteristik. Og derfor siger han til den tredje tjener, at han i det mindste burde have sat pengene i banken og fået den minimale rente, det ville have givet. Heller ikke det turde han. Bedre at give det tilbage, hvad han havde fået betroet, ikke meget, dog ikke mindre end hvad han fik.

Det hele kun så ende her, og prædiken kunne slutte med den klare pointe som lignelsen ikke lægger skjul på: Mennesker er forskellige med hensyn til talenter og evner, men det gælder om at bruge dem så godt vi kan, så de forhåbentlig bliver til flere. Vi synes alle at det lyder rigtigt. Det er det vi gerne vil med vores talenter.

Vi vil helst ikke stå tilbage som den tredje tjener, der ikke turde bruge sit talent af frygt for at miste det, og må se sin tilværelse smuldre. Lignelsen slutter med den tredje tjener, der må se sin talent forsvinde til de andre, og ydmygelsen sættes der trumf på med ordene fra hans herre om den, der allerede har noget, skal få endnu mere. Men den, der ingenting har, mister den smule, han har. Derefter sparket ud i mørket.

 Jeg kan ikke forstå hvorfor han skal smides ud, for at have passet på sin talent. På den anden side havde han gjort som de to andre og var kommet og havde afleveret en talent mere, var lignelsen heller ikke interessant. De gjorde alle de samme, fik deres talenter til at vokse, og kunne glade gå ind til deres herres glæde. Det er den tredje tjener der tiltrækker vores – i hvert fald min - opmærksomhed. Vi føler med ham, fordi vi synes han udsættes for en uretfærdig behandling. Er det ikke godt at passe på det man har?

 I stedet for at leve frit og vove noget med sin ene talent, gør den tredje tjener det, der er sikkert. Jeg kan godt se mig selv i den tredje tjener. I perioder af mit liv. Det er jo ikke altid at man lige lykkes med at bruge sine evner. Holder sig tilbage af frygt for at miste det hele. Og det er netop frygten den tredje tjener bruger som begrundelse for at passe på sin ene talent. Hvordan komme af med sin frygt?

Ved at stole på at Gud har givet os talenter, som vi ikke skal frygte at bruge. Hans tillid til os. Det er ikke noget som lige sker for alle. Nogle kaster sig ud i det, andre tøver og er lidt mere forsigtige. Der er tidspunkter i livet, hvor det er en let sag, andre tidspunkter hvor talenterne er der, men troen, modet og lysten svigter os. Når vi lader frygten ligge og mærker at vi kommer frem til en tro på livet, er det vigtigt ikke at glemme, hvad lignelsen heller ikke gør: 

Gud giver hver af os forskellige talenter og muligheder i livet, men der er ingen som helst tvivl om, at Gud vil noget med hver af os. Det er ikke alt, der er op til os selv. 

Gud giver. Guds kærlighed er nådig. Det må vi tro. AMEN