⁵»Hjælp os til at tro endnu mere på Gud,« sagde disciplene en dag til Jesus. ⁶»Hvis jeres tro bare var så stor som et sennepsfrø, så kunne I sige til morbærtræet dér, at det skulle rive sig selv op med rødder og det hele og plante sig i havet. Og så ville det adlyde,« svarede Jesus.

⁷»Forestil jer, at I har en slave, der pløjer eller vogter får. Når han kommer hjem fra marken, vil I så bede ham om at sætte sig ned og spise sammen med jer? ⁸Nej, I siger: ›Lav noget mad til mig, tag et forklæde på, og server maden for mig. Bagefter kan du selv tage noget at spise og drikke.‹ ⁹Man siger ikke tak til sin slave, når han gør det, han har fået besked på. ¹⁰Sådan er det også med jer. Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ›Vi er ikke andet end slaver, der har passet vores arbejde.‹« Lukas 17,5-10 

 ”Er du meget troende?” – det spørgsmål er jeg indimellem blevet mødt af fra folk, der synes det er interessant at høre, hvor meget man som præst skal tro. Og måske også lidt nyfigen interesse i om præsten nu også tror. På Adam og Eva, og de 7 dage Gud skabte i, kunne Jesus gå på vandet, og skete det virkelig at Moses skilte vandet ad, - ja, der ikke det, man som præst kan blive stillet til regnskab for. Men det siger jo intet om troen! Tro er i manges øjne noget man kan have lidt af eller meget af. Tror du meget – tror du lidt?

Tro kan vi meget hurtigt få gjort til noget rationelt, som vi kan styre og skrue op og ned for.

Barnets tro, den unges tro, den aldrendes tro er ikke det samme, som barnet, den modne, den aldrende ikke er det samme. Men alligevel forholder det sig forunderligt nok sådan, at troen er den samme, akkurat som det menneske, der engang var barn, engang var tredive og nu måske firs, er det samme og dog ikke det samme.

Er du meget troende så er du hellig, og er du lidt troende, ja, så er du ingenting. Sådan er det med troen hos mange mennesker, at det er noget der kan vejes og måles, som man vejer mel af til bagning. Hvor meget tro har du? – 2 kilo eller 50 kilo. Det er netop det Jesus vil sige med talen om troen som et lille sennepsfrø. – Mon han ikke han smiler når han taler om det lille frø.

Nej, sådan kan man selvfølgelig ikke svare på om man tror eller ej. Havde disciplene tro som det lille frø kunne det rykke et morbærtræ op med rode. Hvorfor lige et morbærtræ? Og hvad har det lille sennepsfrø med morbærtræet at gøre. Nej, tro er ikke præstation, men tro kan man være, som billedet med tjeneren fortæller.

Som præst er jeg ofte blevet spurgt, om jeg så er ”meget troende”. Det tror jeg egentlig bare er udtryk for en fordom om, at meget troende mennesker er lidt fromsede og moraliserende og sandsynligvis kedelige. Ud fra det synspunkt er det nok bedre kun at være ”lidt troende”, så er man i det mindste kun småkedelig.

Tro er ikke en genstand man kan tage frem engang imellem og måle eller en magt man kan styre tingene med, som når disciplene beder Jesus: ”Hjælp os til at tro endnu mere på Gud”.

Videnskabsjournalisten Tor Nørretranders skrev engang under titlen ”guder forgår, men troen består”, hvordan guder kan skifte og være forskellige, men troen er noget fælles. Tro er noget universelt i alle menneskelige kulturer, overalt på jorden og til alle tider. Nørretranders taler ikke om en religiøs tro, men den tillid og tiltro som er nødvendige i omgangen med andre mennesker og som gør at vi kan bygge samfund op.

Vi tror alle – mere eller mindre.

Det handler ikke om størrelsen, men om gørelsen – tro som handling, men allermest tro, som tillid, troværdighed. Når en ven siger til dig at du er den bedste ven hun har, beder du hende ikke om bevis, for du ved at hun ikke kan skaffe sådan et. Enten tror du det hun siger til dig, eller du lader være, fordi du ikke kan eller vil tro hende.

Vi skal ikke bekymre os om, hvor vidt vi tror ”nok”. Når vi gør det, handler det som regel også om noget helt bestemt, vi gerne vil opnå. Vi vil gerne tro så meget, at vi kan leve rigtigt, som gode kristne, eller i hvert fald så meget, at vi tør stole på, at Gud elsker os. Vi vil gerne have så stor en tro, at vi kan realisere vores drømme og virkeliggøre vores potentiale til glæde for andre (naturligvis). Eller vi vil gerne tro nok til, at vi kan gøre en ende på vores ensomhed, komme ud af vores misbrug, eller vinde over kræften.

Vi kan alle sammen falde for fristelsen til at gradbøje troen. Det kendte Luther også til. Præsten Antonius Musa klagede engang sin nød til Luther over, at han ikke altid selv var i stand til at tro det, han prædikede for andre. ”Gudskelov” svarede Luther ”at det også er sådan for andre! Jeg troede kun det var mig!”. Han bekendte ærligt, at han også selv kæmpede med anfægtelse og tvivl.

Det gælder nok de fleste af os, at vi forfalder til at granske vores egen tro, og måle og vurdere den – er den stor nok og stærk nok til at frelse os? Men vi skal huske, at det er Gud, der frelser!

Troen er ikke et bevis for vores succes som kristne, den er en bevægelse væk fra egenkontrollen og hen imod Gud. Troen er at vende sig mod Kristus, at overgive sig til ham i tillid, og vente sig alt godt fra ham.

Troen kan ikke måles og vejes, der findes ikke større og mindre tro, bedre eller dårligere tro, der findes tro som den akt eller drift i mennesket der håber.

Tro er ikke på den måde noget man har. Og tro er slet ikke noget, man kan tage frem og vifte andre overlegent om næsen med. ”Se, hvad jeg har, og som du slet ikke har”.Tro er en måde at være til på. Derfor er vi alle troende. Vi kan slet ikke lade være med at tro.

Den tidligere biskop Kjeld Holm har smukt beskrevet hvad det at tro er: ”Hver dag, også denne, kræver sin tro. Begynder vi dagen uden tro på den, uden tro på os selv, vore medmennesker, og de ting, vi skal i gang med, har vi på forhånd tabt dagens mulige meningsfuldhed på gulvet”.

At stå op hver morgen, og give sig i kast med dagen og livet, er et meget enkelt billede på, hvad tro er. Når jeg står op, er det vel fordi der er noget at stå op til. Men det er mere end det, der ligger i det, at jeg har et håb på at livet som Guds liv er der sagt god for. Er Gud skaberen af livet, vil livet aldrig være tømt for muligheder, og det er dette håb min tro skal forbinde sig med.

Hvad så med de dage hvor jeg ikke kan få mig selv til stå op, hvor livet er tungt, mørkt og uden glæde? Hvor tvivlen synes større end min tro? Vi hører tit Jesus siger til det menneske der er sat uden for, der har fejlet i livet, som er uden tro, håb og mod: du må tro.

Til det fortvivlede menneske er troen det, der skal få det menneske til ikke at give op, men netop holde fast i troen ved at spørge: hvorfor meningsløsheden – hvorfor døden – hvorfor lidelsen – hvorfor adskillelsen? Fortvivlelsen lever af noget andet end det den fortvivler over. Den lever i en mærkelig forstand af troen. Troen som det kommer til udtryk i det fortvivlede menneskes klagen er denne spørgen hvorfor. Bag dette hvorfor ligger menneskes håb efter at meningen må være til at finde igen.

Det siger noget væsentligt om troen: Tro kan man ikke have, tro kan man være.

Den lignelse, som Jesus fortæller, om tjeneren, der bare gør, som han får besked på uden at forvente tak og belønning, den skal minde os om, at vi ikke skal have så travlt med at vurdere størrelsen af de andres eller vores egen tro, som om den var en præmie for veludført arbejde.

Troen kan sammenlignes med billedet af tjeneren der ved hvad han skylder at gøre. Tjeneren sætter sig ikke straks til bords når han kommer fra arbejde. Han gør hvad han er pligtig at gøre. Vi er er kun unyttige tjenere, der blot har at gøre, hvad vi er skyldige at gøre. 

Det er ikke nok at have en tro, men vi må samtidig være tro. Tro er ensbetydende med troskab og trofasthed, ubetinget troskab imod den opgave, som ligge lige for, trofasthed imod det daglige livs krav.

Tro er altså ikke at jeg skal have styr på livet. Tværtimod kunne vi næsten sige, for tro handler om at tage livet på sig, ja, tage tjenerens rolle på sig, som Jesus siger til disciplene: ”sådan er det også med jer. Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ”Vi er ikke andet end tjenere, der har passet vores arbejde”.

Troen er som vi hørte det i Hebræerbrevet (11,1-6)før en overbevisning om, at det, vi håber på, vil blive til virkelighed. 

Tro er at være livet tro, i troskab og trofasthed. Det er hver dag at sige ja til hverdagen, som en tro på, en tillid til, at livet er værd at leve. Amen