Billede: Kristi fødsel. Maleri på træ af Lorenzo Monaco, 1409. Kilde: Wikimedia Commons.

Jesus sagde: Den, der vil kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min far i himlen. ³³Men den, der ikke vil stå ved, at han kender mig her på jorden, vil jeg heller ikke stå inde for over for min far i himlen. ³⁴Tro ikke, jeg er kommet for at skabe fred på jorden. Jeg kommer ikke med fred, men med sværd. ³⁵Jeg er kommet for at sætte sønnen op mod sin far, datteren mod sin mor og svigerdatteren mod sin svigermor, ³⁶ja, selv tjenestefolkene skal blive deres herres fjender. ³⁷Den, der elsker sin far eller mor, sin søn eller datter i stedet for mig, er ikke god nok til mig. ³⁸Den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, fortjener mig ikke. ³⁹Den, der forsøger at redde sig selv, vil miste livet. Men den, der mister sit liv på grund af mig, vil redde det. ⁴⁰Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig. ⁴¹Den, der tager imod en profet, fordi han er profet, vil blive belønnet som en profet. Den, der tager imod et menneske, fordi det menneske gør, hvad Gud vil have, vil få samme belønning som ham. ⁴²Og den, der giver bare en enkelt af jer noget at drikke, fordi I er mine tilhængere, han er sikker på at få sin belønning.« Matthæus 10,32-42

 Jesu ord om, at han ikke er kommet for at skabe fred på jorden, er barske ord på en 2. juledag. Julenat lød det Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Noget af et spring i tankerækken. Og skulle vi være i tvivl om hvad slags ufred han er kommet for at skabe får vi det også at vide, så det ikke kan misforstås jeg er kommet for at sætte sønnen op mod sin far, datteren mod sin mor og svigerdatteren mod sin svigermor.

Hvad har han gang i? Vi undrer os og spørger hvorfor nu det? Var det virkelig den fred der kom til jorden julenat? Det ligner mere ufred og konflikt. Det ligner en meget mørk og dyster tilgang til livet, som langt senere også komme til at sætte sin tydelige spor i en særlig kristen tilgang til livet. Kort fortalt den kristendomsudgave, der siger at mennesket ikke er noget værd, og over hvert øjeblik i menneskets liv våger en nøjeregnende og dømmende Gud.

Et svar gives og det er det svar jeg vil grunde over i min prædiken. Svaret Jesus giver er at den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, fortjener mig ikke. Hvad det handler om, bliver uddybet lidt mere i fortsættelsen den, der forsøger at redde sig selv, vil miste livet. Men den, der mister sit liv på grund af mig, vil redde det.

For at komme til en forståelse af hvorfor Jesus siger som han gør, vil jeg citere et stykke fra en dansk forfatter, der engang skrev nogle erindringsglimt, hvor han skildrede sin indremissionske barndom i Sønderjylland. Det er forfatteren Peter Seeberg, som for længst er død, der skriver følgende i sine erindringer: ”Vinterens mørke ude og inde, drømmemørket, det var skrækindjagende og forfærdende, men i angstens geografi var intet sted tegnet stærkere op end kirkegården og kirken (…..) Én gang har jeg fulgt min storebror over i kirken efter nogle noder, far havde brug for. Det var som at være på tyvetogt. Man brød ind i en underverden med fadervor på læberne eller i hvert fald lige på stemmebåndet. Det var bestemt ikke frelse og forløsning, som herskede i kirke og kirkegård om natten. Det var risikoen for en skingrende straf, forbandelse og fordømmelse, som måske var tilværelsens egentlige grund og fæste, men som man måtte glemme, hvis man i det hele taget ville være til. 

Nu er det heldigvis ikke nat og mørkt her i kirken, men jeg tror vi alle kan mærke den angst og uhygge som fylder forfatteren. Det fortæller om opdragelsen i en streng, mørk tro så undertrykkende, at den fylder ham med en angst for ikke at gøre det rigtige, være god nok. En kristendomsopfattelse der efterlod mennesker i selvforagt og fortvivlelse. Som fyldte mennesker med gru og skræk og angst, som de gav videre til deres børn og unge. Heldigvis vil jeg sige, er der også talrige vidnesbyrd om unge gennem tiden, som gør sig fri og forlader denne mørke tro.

Gudsbilledet er ikke den kærlige Gud der julenat badede hyrderne på marken i et guddommeligt lys. Det er en despotisk Gud, som i disse menneskers tro, er frygtindgydende, ja, Peter Seeberg er jo virkelig bange, og hvis strenge krav er indlejret i menneskets inderste. Vi har ikke at gøre med den kærlige Gud, men den fordømmende. En Vorherre der konstant er prikken og nøjeregnende som Peter Seeberg skriver.

Det er med denne kristendomsopfattelse i tankerne at vi skal vende tilbage til Jesu barske ord. Hvad Peter Seeberg oplevede i sin barndom, er hvad de fleste mennesker på Jesu tid oplevede. De var langt stærkere bundet til den tro, som viste sig i den lov og livsanskuelse som de blev opdraget i. Der var ikke noget alternativ andet end følge hvad de gamle sagde. Det blev givet videre fra slægtled til slægtled.

Når Jesus derfor siger, at han ikke er kommet med fred, men med sværd, betyder det, at han vil frigørelsen. Frigørelsen fra religion som det der forlanger at mennesket adlyder. Det samme gælder for hans omtale at den spild han vil foranstalte inden for familien, så udstiller han dem, der ønsker at følge slægtens tradition, religion moral, alene fordi det skal man, for det har man altid gjort.

Frigørelsen skulle komme netop ved at miste livet og redde det. Det der skulle mistes var ikke det konkrete menneskeliv, som det der var målet med Jesu sværd. Det var den undertrykkende religiøsitet. Komme fri af den og mærke friheden ved at leve. Jesus vil fromheden, den livsfjendske tro, den undertrykkende moral til livs. For den holder mennesker nede, præcis som Peter Seeberg mange århundreder senere taler om sin tids angstfyldte religiøsitet. Angsten, skriver han, søgtes dæmpet med den fromme bedeglæde, andagtstimerne og bekendelserne.

Hvordan gik det så med Jesu oprør? Ikke så godt, han blev slået ihjel. Og én af de vigtigste grund til at han skulle dø, var hans oprør mod den gamle religion, som ville undertrykke mennesker. Vi skal ikke tage det som udtryk for at Jesus vil af med sin overleverede religion eller udrydde traditionen. Han vil alene undertrykkelsen, ufriheden og angsten til livs. Den angst for fortabelse som Peter Seeberg i sine erindringer beskriver så levende i mødet med den kristendom som levede og virkede i mennesker i hans barndom.

Det er derfor Jesus siger men den, der mister sit liv på grund af mig, vil redde det. Det er et sort opgør med religion som det, der gør mennesker bange for at leve. Hele tiden gå rundt og frygte om man nu gør det rigtige og jo slet ikke vide sig sikker på, om man har gjort alt hvad som skal til. En tilstand af konstant frygt i det drabelige spil om sjælen, skriver Peter Seeberg.

Vi må ikke glemme at religion er en smuk måde at forholde sig til livet på. Det er i ydmyghed at se på livet, som større end menneskers magt. Det er at se livet fra et andet sted end fra der hvor jeg selv er. Religion kan som vi hørte Peter Seeberg sige, også være et drabeligt spil om sjælen. I det spil bliver frelsen et spørgsmål om at være angst for straf hvis ikke jeg gør hvad religionen forlanger. Om ofringer og aflirede bønner.

Der bliver frelsen hos Jesus en taknemmelighed for det liv mennesket gives at leve. Redde sit liv er at lukke sig inde i sig selv med sit eget. Forskanse bag religiøse ord, fordi der bagved disse råder en magt, en Gud, som hele tiden sørger at indpode i mennesket en konstant portion af frygt.

Miste sit liv handler om at give det videre. Meningen med livet er at give det videre. Det er det liv er til for. Jesus kalder det for frelsen. Frelsen oplevede mennesker når han gav noget, og det følte at det satte dem fri. Det kunne være så konkret som en helbredelse, men også når han talte til dem, og sagde til et menneske: din tro har frelst har dig.

Lukker vi os inde og tror at freden er noget vi skal finde i os selv, ja så kan jeg ikke se andet end, at vi i en grundlæggende forstand mister følingen med det at leve. Vi bliver tilskuere til livet. Fred med Gud, giver ikke nødvendigvis fred med verden, men det giver i hvert fald os en enestående mulighed for at mærke at vi lever.

Gud viste os julenat sin metode, hvor han mistede noget af sig selv da han deponerede en stor kærlighed i krybben i Bethlehem. Han kostede sin kærlighed på os, han gav os sin fred. Amen