En dag kom Johannes’ tilhængere op at diskutere med en jøde om den religiøse renselse, ²⁶og de sagde til Johannes: »Rabbi, på den anden side af Jordanfloden var vi sammen med en mand, som du fortalte var noget særligt. Nu er han også begyndt at døbe, og alle flokkes om ham.« ²⁷Johannes svarede: »Ingen kan tage noget fra os, medmindre han har fået det fra himlen. ²⁸I var der selv, da jeg sagde: ›Det er ikke mig, der er Messias, jeg er bare sendt i forvejen.‹ ²⁹Det er gommen, der har bruden, men gommens ven står ved siden af og er glad på hans vegne. På samme måde er jeg virkelig glad over det, der sker lige nu. ³⁰Det er meningen, at hans betydning skal blive større, mens min bliver mindre.

³¹Den, der kommer fra himlen, står over alle andre, mens den, der stammer fra jorden, tilhører jorden og taler som et jordisk menneske. Ham, der er kommet fra himlen, ved mere end alle andre. ³²Han fortæller om det, han har set og hørt, men alligevel er der ingen, der tror på ham. ³³Men den, der gør, bekræfter, at Gud er sandheden selv. ³⁴Ham, som Gud har sendt, taler ligesom Gud. Det kan han, fordi Gud har givet ham sin Helligånd, og Gud gør ikke noget halvt. ³⁵Han elsker sin søn og har overladt alt til ham. ³⁶Den, der tror på sønnen, har evigt liv, mens den, der afviser ham, ikke får det. Guds vrede hviler over ham.« Johannes 3,25-36 

 Her de sidste dage op mod jul og mon ikke nogen af os går rundt og tænker på det vi mangler at gøre. Der ryddes op og gøres plads til at julen kan komme. Forventninger til mennesker vi skal holde jul sammen med. Lad os håbe det kan lykkes!

Rydde op efter alt det, der til daglig fylder huset, og gøre plads til juletræet, til gæster, julens glæde. Vi gør os parate til at højtiden kan få plads.

Det er ikke anderledes her i kirken. Vi har forberedt os siden første søndag i advent. Med juletræer uden for kirken, adventskrans, krybbespil, julekoncert, adventskomsammen. Juletræet i kirken vil kirkegårdens gartnere bære ind om et par dage. Kirketjener Jan sørger igennem hele advents- og juletiden for at her er pyntet op i kirken. Kor og organist øver salmer og musik til julen. Til adventsgudstjenesterne er alle tekster omhyggelig udvalgt til at understrege alle disse forberedelser.

Johannes hører vi er også optaget af det eller den som skal komme: På samme måde er jeg virkelig glad over det, der sker lige nu. For Johannes handlede det om Messias, som er på vej, og Johannes havde den rolle at pege på ham.

Der er så meget andet vi ikke skal være så glade for lige nu. Jeg behøver bare at nævne corona – så ved I hvad jeg tænker på.

Lad os nu følge Johannes ind i hans glæde og forventning til Ham, der skal komme.

Et par af de tekster vi har lyttet til i dag taler til os om at forberede sig på noget som skal komme, og om at føle sig tryg ved at være i en forberedelses- og ventefase.

Tidligere i gudstjenesten lyttede vi til Profeten Esajas der glæder sig over at Guds vrede har lagt sig, og siger: ”Gud, du reddede mig. Jeg er tryg, jeg er ikke bange.

Den tryghed kan vi godt kende fra vore egne forberedelser. Vi kan frygte at vi ikke når det vi skal, eller vi ikke misser et eller andet. Vi ved hvad vi skal gøre, og vi baner som en slags Johannes en vej for den skal komme. Der er noget trygt og genkendeligt over julen, fordi vi netop gør de samme ting år efter år. Det kan også være den tryghed det giver os, at høre, at Gud er til for mig.

Trygheden handler ikke kun om den glæde det er at forberede julen, men også om et grundlæggende vilkår for menneskelivet, at føle sig tryg.

Vi hjælper på vej og vil helt sikkert ikke bruge de samme ord som Esajas. Men jeg er sikker på at vi kan forstå den ro som disse ord udtrykker. Det er den ro som vi alle gerne vil have skal sænke sig over os og vore familier her i julen, hvor vi er trygge ved at vide at vi er i gode hænder. Det lyder i mine ord som om julen er den rene glæde og alt er godt. Julen har også en mørk side. Der er mennesker for hvem julen helst skal overstås. Julens store fællesskab udstiller ensomheden, angsten og manglen hos mennesker. –

Tryghed er vigtig for alle mennesker. Det er et meget grundlæggende ønske for alle, at kunne føle sig tryg. Alle forældre vil gerne give deres børn tryghed, så de kan vokse og blive harmoniske og glade mennesker. Vi ønsker at leve i et trygt samfund og i verden, hvor alle mennesker føler at de ikke behøver at frygte for, hvad verden nu møder én med.

Også denne jul må vi leve med den utryghed corona smitten fortsat udsætter os for.

Trygheden gør os rolige og sikre på at der er noget som står fast. Det er vigtigt for mennesker at have noget der står fast. Det er en vigtig pille i al børneopdragelse, at give børnene trygge omgivelser.

Messias, som er Jesus, hører vi er begyndt at døbe. For Johannes et tegn på at Messias er kommet.

Dåben har noget med tryghed at gøre. Det tænker vi sikkert ikke så meget over, og forbinder det slet ikke med tryghed. Dåben gør tryg fordi den giver mig et værd som ikke er afhængig af hvad andre mennesker tænker om mig. Dåben fortæller om en kærlighed så stor, at der er nok til hver enkelt menneske. Gud har i dåben for altid sat en håbefuld himmel over mit liv her på jorden. Et løfte fra Gud til mennesket om hans altid nærværende omsorg og trøst. Dåben er en gave som endelig ikke må glemme at pakke ud. Om alle gaver ved vi at de er tegn på kærlighed. Dåben er den kærlighed viser os. Og den kærlighed skal vi ikke lukke inde, for det er ikke hvad der er meningen med kærlighed. Kærlighed skal spredes ud, og er dåben en kærlighedsgave fra Gud. Dåben er ikke et farvel til denne verden, for der findes kun én vej fra dåben, og det er at gå ud i verden og vide, at det du nu har fået har du ikke givet dig selv, for vi ikke kan tage noget uden at have fået det givet først.

Det betyder, at intet af det, vi har som mennesker, er vores eget. Vi har ikke givet os selv liv, vi har ikke givet os selv en jord at leve på eller medmennesker, eller årstider der skifter, fuglene der trækker, maden der står på bordet, eller at skønheden findes. Vi har fået det alt sammen stillet til rådighed som en kærlighedsgave.

Intet af det hele er vores eller vores værk. Alle mulighederne, alt råstoffet var sat frem, længe før vi kom til verden. Nu er vi kommet derhen, at vi nemt anser det hele for en selvfølge, og at tale om at vi skylder at gøre noget for at bevare det, taler vi meget om

Julen giver os muligheden for at se at noget større er tilstede. Selvom vore forberedelser kan synes ganske traditionelle og rutinepræget, er vi i alt det vi gør talerør for noget større. Noget eller nogen taler igennem os, selvom om vi ikke lige ved det. Vi tager forskellige ting ned fra hylden i vore juleforberedelser, og alt hvad vi tager gør os ligeså trygge som Esajas. Meget af det vi gør i juletiden har rod i den tryghed Esajas føler og taler om. Det er den kilde vi øser af.

Det hele virker meget selvfølgeligt, men det er dumt at tage det som en selvfølge. Det er svært ikke at lade være med at tage det som en selvfølge. Det eneste rimelige er at tage det som en kærlighedsgave, glad indse, at det ikke er vores eget. 

Vore forberedelser er et svar på den gave vi har fået i julen. I dåben bliver vi til Guds børn, og i julen lovsynger vi et barns guddommelige fødsel. Alt dette taler om vor glæde og om vort ansvar. Det åbner for en mægtig taknemmelighed og også for en mægtig omsorg for og omhu med alt det, vi bare har fået stillet til rådighed.

Det er som Johannes siger det, at vi kan ikke tage noget uden at have få det givet. Nu da vi har fået livet givet, handler det selvfølgelig om hvordan vi tager imod det vi har fået givet.

Johannes og også Esajas går ud fra, at alt er Guds gaver. Dåben fortæller om det som er større end os, Johannes ser sig selv i en tjener rolle for den som skal komme. Det hele bliver set under et gave perspektiv. Det handler om jul i disse dage, om et barns fødsel, men i sidste ende handler det også om vi er villige til ikke altid at se livet ud fra vort eget perspektiv.

Esajas siger at vi skal skal juble og drikke af Guds uudtømmelige kilde. Det er det som får Johannes til at sige Det er meningen, at hans betydning skal blive større, mens min bliver mindre. Det svarer fint til den uudgrundelighed vi selv bærer rundt på, vi kender ikke os selv, vi er mere, livet er større, end det vi umiddelbart ser. Drikke af Guds uudtømmelige kilde er et smukt billede på, at vi ikke selv skal bære livets mening. Ved kilden vil jeg lægge mig ned for at drikke, for at slukke min tørst, min brændende tørst efter det som jeg ikke kan fatte, men som jeg ved er til. Amen