¹⁸Mens Jesus sad og talte med Johannes’ tilhængere, kom en embedsmand og kastede sig for fødderne af ham. »Min datter er lige død,« sagde han. »Kom, og læg din hånd på hende, så hun bliver levende igen.« ¹⁹Jesus rejste sig og fulgte efter ham sammen med sine disciple.

²⁰Bag ham gik der en kvinde, der havde haft menstruation uafbrudt i 12 år. Hun nåede hen til Jesus og rørte ved kanten af hans kappe. ²¹»Hvis bare jeg kan komme til at røre ved hans kappe,« tænkte hun ved sig selv, »så vil jeg blive rask.« ²²Jesus vendte sig om og fik øje på hende. »Du skal ikke være ked af det. Din tro har reddet dig.« Og fra det øjeblik var hun helbredt.

²³Nu var Jesus nået frem til embedsmandens hus. Indenfor blev han mødt af sørgemusik og mennesker, der græd højlydt. ²⁴»Gå hjem igen,« sagde Jesus. »Pigen er slet ikke død, hun sover kun.« Folk grinede af ham, ²⁵men blev sendt ud af huset. Jesus gik ind til pigen og tog hendes hånd, og hun rejste sig op. ²⁶Rygtet om det, der var sket, spredte sig til hele Galilæa. Matthæus 9,18-26

Trøst skaber ro i sjælen. Vi følger to mennesker som på hver deres måde søger trøst hos Jesus. 

En far har mistet sin datter og er dybt ulykkelig over denne meningsløshed; en kvinde med kroniske smerter søger hjælp; der er en gruppe som står og griner da Jesus møder op i familiens hjem og genopretter livet. Udskiftede vi de tidsbundne billeder kunne det forgår også i dag. Vi hører om mennesker der mister et barn. Til alle tider det værste vi kan komme ud for. En kvinde er fanget i smerter, og er angst for hvordan det skal gå.

Hver dag sker det, at pårørende ringer til sygehuset og bekymret spørger ”Hvordan gik det, vil hun klare det?” Et eller andet sted i Danmark går et menneske langsomt fra en sygeseng på sygehuset efter at en pårørende har stoppet vejrtrækningen og personalet fortæller at han eller hun er død.

Det skete dengang og det har ikke ændret sig siden. I livet kommer vi alle til at møde tab. Døden efterlader os med tabet af et menneske vi holder af. Tabet kan også være den meningsløshed som kan ramme et menneske. Meningsløsheden i livet opleves som en livløshed, en tilstand af død.

Døden er kommet er for at blive som én har sagt, og fik alligevel ikke sagt meget andet end, at det var der vist ikke grund til at tale mere om.

Et vilkår vi sjældent taler om. For vi orker ikke at tænke tanken til ende. Jeg tænker på det sværeste af alt og samtidigt helt normale: at vi fødes til verden, står op om morgenen, begynder på en ny dag, møder mennesker, tager ansvar for opgaver, og vi håber at det alt hvad vi kommer ud for giver mening for os.

Vores kald som mennesker er ikke at opnå succes, men at bære frugter. Mens vi lever her minder livet os om at det en gang skal ende, nogle gange sker det pludseligt og smerteligt som for faderen der har mistet sin datter, andre gange sker det mere tilfældigt, når vi læser om den død som hverdag rammer mennesker rundt omkring i verden.

En dag møder jeg et menneske jeg ikke har set i mange år og tænker, at det er dog underligt så gammel han er blevet. Vi åbner en dag albummet med billeder af familien og ser børnene løbe rundt i en have og lege. Der er et billede af dig selv, og du tænker har jeg set sådan ud, hvor tiden dog er gået. Dine børn var så små og nu er de så store. Du tænker hvor det er længe siden, og hvor tiden dog er gået hurtigt. Hvor blev de af alle de år. Kan jeg ikke bare et kort øjeblik for lov til at spole tiden tilbage, for jeg ville gerne have været lidt mere nærværende dér hvor børnene løber rundt. Familiealbummets billeder fortæller tydeligt om tiden der er gået, og vi mærker hvordan den udstrakte tid langsomt men synligt svinder ind.

Denne vemodige følelse over altings forgængelighed er os nok ikke ubekendt. Det er døden som taler til os hver dag. Ikke kun i form af konkrete og ulykkelige dødsfald, men lige så meget i kroppens stivhed, i savnet af noget som var engang men ikke er mere og i tidens ubønhørlige gang fremad. Vi bliver mindet om at livet ikke varer evigt, men at der måske er en evighed, som når W. Heinesen beskriver menneskets liv, som ”en stund er vort liv ved havets bred, havets liv varer evigt ved.”

Det er sårbare mennesker vi møder i dag. En far har mistet sin datter og en kvinde lider af vedvarende smerter. De mærker netop hvor sårbar og skrøbeligt livet kan være. Vi er alle sårbare selv om man godt kunne tro det modsatte, når vi ser hvordan nogle mennesker lever livet som om de var usårlige og skulle leve evigt. Men vi ved alle af bitter erfaring at livet ikke bare er én lige lang vej fremad, for livet tager os undervejs på en masse ture ned af små sideveje, før vi igen lander på den brede vej. Sårbare mennesker har brug for andre menneskers nærvær, støtte og omsorg. Vi har brug for kilder udenfor os selv, der kan give os livsmodet igen.

Meningen med livet kan pludselig forsvinde, og hvad gør vi så? Den far som har mistet sin datter, og kvinden med blødninger, føler også at meningen med livet er langt væk. Deres tab, lidelse og smerte overskygger meningen. Hvordan får vi meningen med livet tilbage, når vi har mistet et barn eller er ramt af mange års sygdom? Sagt farvel til et job vi har elsket og været optaget af, og mærker en stor tomhed, for hvad er det nu, der er meningen i mit liv?

Hvad er meningen med livet, kunne vi også spørge?

Jeg vil fremhæve en tysk filosof, som i mange af sine skrifter talte om Guds død, og i dette citat for sagt noget meget betydningsfuldt om meningen med livet: Den, der ved hvorfor han lever, kan bære et næsten hvilket som helst hvordan.

Når man som menneske udsættes for den største smerte: mister en elsket, et barn, sin kone eller mand, bliver alvorlig syg, og sorgen, lidelsen og fortvivlelsen rammer.

I sådanne situationer spørger et menneske: Hvad er meningen med mit liv?

Den jødiske forfatter Elie Wiesel som på miraløs vis overlevede KZ-lejren Auschwitz beskriver i mange af sine bøger hvordan han klarede at overleve. Hele hans familie døde. Midt i al det forfærdelige og umenneskelige han beskriver, kan han skrive ”solen skinner”, ”forårssol”.

Hvorfra overskuddet kommer til at sige sådan? Er han blevet skør tænker jeg? Kan det ikke virke som en hån mod alt det forfærdelige som sker lige rundt om ham? Jeg tror han I solen ser noget normalt. Solen skinner  stadig, mens tilintetgørelse og død finder sted. Der er måske stadig håb tænker når han ser solen skinne, verden er ikke helt gået fra forstanden, solen vidner for ham om at livet er som det plejer, genkendeligt, midt i al det som river liv i stumper og stykker.

Ligesom solen stadig skinner og er uanfægtet af hvordan livet ellers leves på jorden, sådan bevæger Jesus sig umærkeligt rundt som den samme mellem mennesker. De ved at hos ham er der trøst og hjælp at hente. Kristne har gennem tiden set hen til Jesus som den der var sårbar, som tog mennesker lidelser på sig, og hans sår blev en hjælp for os til at bære vore smerter og lidelser.

Vi møder en far og en kvinde der beder ham om hjælp. Der er dyb trøst i hans ord til kvinden og faren. Til kvinden siger han: vær ikke ked af det, din tro har reddet dig og til faren: pigen er slet ikke død, hun sover kun.

Jesus fastholder håbet midt i alt det, som har taget håbet fra dem. Ikke mærkeligt der står nogle og griner, da Jesus siger at pigen ikke er død, hun sover kun.

Til kvinden er hans svar ikke mindre underligt, om ikke at være ked af det og troen vil redde hende. Selvfølgelig har hun alle 12 år været ked af sin situation, og troen på om hun nogensinde vil slippe fri af sygdommen kunne man vel tænke sig med årene var svundet ind? Hun blev betragtet som uren og urørlig i det samfund hun levede. Ensomheden var blevet stor og derfor ser vi hende nærme sig forsigtigt Jesus, nærmest kravle hen til ham og røre ved kanten af hans kappe. Hendes onde cirkel brydes ved at Jesus lader hende røre ved sig og viser at hun er accepteret.

Vi møder en Jesus som bryder med sit samfunds normer som deler mennesker op i hvem der er indenfor og udenfor, og han lader sig heller ikke stoppe af dødens definitive grænse for livet. Det var både udfordrende og provokerende for hans samtid.

Jesus hævder noget absurd og paradoksalt. Han er talerør for det hvorfor Nietzsche taler om. Jeg kan netop udholde lidelsen, hvis jeg ved, hvad jeg lever på, hvis jeg ved, hvad mit livsgrundlag er. Kan jeg svare på livets hvorfor, kan jeg også klare alle livets hvordan – alt det jeg kommer ud for.

Ligesom vi hørte om Elie Wiesel der midt i den værste død og ødelæggelse kunne skrive at solen skinner, sådan bryder Jesus hele tiden ind med trøst og håb for sin samtid og os – når han siger: vær ikke kede af det, troen kan redde dig – hun er ikke død, hun sover kun .

Tilintetgørelsen i livet og angsten for fremtiden tager han ikke fra os, men han giver os midt i døden og angsten et håb.

Lyt og stol på ham som modigt påstod at være sand Gud og som aldrig betragtede livets hændelser som noget færdigt og afsluttet, men hold øje med tilværelsens åndelige overtoner. For her ligger troens mysterium – og det er som vi bad til Jesus Kristus i gudstjenestens første bøn at når lysene slukkes, skinner dit lys stadig for os. Når ordene tier, taler du fortsat til os. Når tonerne dør ud, klinger din glæde endnu i os, for vi har smagt din trofasthed og mødt din frelse i livets ord. 

Amen