Dette hellige evangelium til 20 s.e.t. skriver evangelisten Matthæus (22,1-14. 2020-oversættelsen) 

Jesus fortsatte: ²»Historien her viser, hvordan det er i Guds kongerige. En konge holdt bryllup for sin søn. ³Han sendte sine slaver afsted for at hente de gæster, der var inviteret til festen, men de ville ikke komme. ⁴Så sendte han nogle andre slaver ud og bad dem sige til de indbudte: ›Festmiddagen er klar, de bedste okser og kalve er slagtet, og alt er parat. Kom til brylluppet!‹ ⁵Nogle var ligeglade og gik deres vej – en af dem skyndte sig ud til sin mark, en anden gik hen i sin forretning. ⁶Andre overfaldt ligefrem slaverne, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷Så blev kongen rasende. Han sendte soldater afsted og gav dem ordre til at slå morderne ihjel og brænde deres by af. ⁸Og så sagde han til sine slaver: ›Alt er klart til brylluppet, men de indbudte gæster var ikke værd at have med til festen. ⁹Gå nu helt ud i udkanten af byen, og inviter alle og enhver til brylluppet.‹ ¹⁰De gik ud på gader og stræder og hentede alle dem, de kunne finde, uanset om de var gode eller onde. Bryllupssalen blev fyldt med gæster. ¹¹Kongen kom ind for at hilse på gæsterne, og her fik han øje på en mand, der ikke var i festtøj. ¹²›Kære ven,‹ sagde kongen, ›hvordan er du kommet herind uden at være klædt om?‹ Det svarede manden ikke på. ¹³Så sagde kongen til sine slaver: ›Bind ham på hænder og fødder, og kast ham ud i mørket udenfor, hvor han skal græde og rive sig i håret.‹ ¹⁴Der er nemlig mange, der er indbudt, men kun få, der bliver udvalgt.«

PRÆDIKEN 

Jeg har taget et billede med i dag. Det er lavet af Storm P. Jeg synes, at det er sådan et skønt billede. Vi ser en flok mennesker, der vandrer afsted mod mørke fabrikker, imens vagabonden – laset og lappet – går ud i lyset, hvor livet ser ud til at være fuld af farver og fuld af glæde…  

Der er et par i flokken, der ser efter vagabonden, imens de fortsætter mod de mørke fabrikker. Måske ville de gerne med? Måske skal de nå en pukkel af opgaver inde på fabrikken, inden de kan gå ud i lyset og et livet fuld af glæde?  

Det synes jeg er genkendeligt – altså det med lige at skulle nå eller opnå noget først…

Men livet har det med at arte sig sådan, at når denne pukkel af opgaver er væk, så dukker der en ny pukkel op lige foran os. På den måde kan vi nemt komme til at springe fra pukkel til pukkel igennem livet, så alt bliver gråt i gråt, og vi bliver blinde og døv for at tage imod det liv, der er omkring os…   

-

Det er sammenlignelig med situationen i fortællingen om kongesønnens bryllup? En konge vil holde bryllup for sin søn, og han sender sine slaver afsted for at hente de gæster, der er inviteret til festen, men de vil ikke komme.

Overraskende nok så inviterer kongen nogle andre, for fest det skal der være. Men de andre inviterede er ligeglade eller vender ryggen til og går. De skyndte sig ud til deres mark eller til deres forretning.

Ja, de pukler videre med deres eget…

Vi aner en polemik mod et samfund, hvor alle har meget travlt med ting, de skal nå eller opnå – og fortællingen rummer en aktualitet ikke bare på én bestemt tid, men til enhver tid…

Det har været en forargelse for datidens farisæere, der gjorde ihærdige forsøg på at overholde moseloven, så de kunne opnå renhed. Det er provokation, at der ikke er andre krav end bare at tage imod invitationen…

Og fortællingen er måske også en provokation for os i dag i et præstationssamfund, hvor der er fokus på at nå og opnå resultater for at blive en succes…  

Fortællingen minder os om, at uanset hvad vi går og pukler med, så er vi som mennesker altid i fare for at vende det døve øre til eller miste udsynet til det væsentligste i livet – nemlig at tage imod invitationen til festen for kærligheden og fællesskabet mellem Gud og mennesker…

Kongen vil festen – kærligheden og fællesskabet - og der bliver fest.

For kongen inviterer alle og enhver til brylluppet. Invitationen går ud til alle, der lever i udkanten af byen – helt derud hvor vejene ender. Invitationen når ud til alle, der lever på kanten, for kongen vil, at der skal være fest. Derfor indbyder han alle de skæve eksistenser – dem, hvis liv er i laser ligesom vagabonden hos Storm P. Ja, han indbyder os alle sammen, uanset hvor laset og lappet vores liv er... 

Vi forestiller os en stor festsal, hvor døren står på vid gab og tærsklen er lav, så alle og enhver kan komme ind…  

Og festsalen bliver heldigvis fyldt op og så er alt jo godt – næsten som i et eventyr – indtil en af gæsterne bliver smidt ud, fordi han ikke er i festtøj. Underligt! Nu hvor kongen har inviteret alle og enhver - også de lasede og lappede liv, hvorfor så stille krav om den rette festdragt?

-

Festdragten er et billede på Guds kærlighed, som enhver af os er omsluttet af. Gud rækker os ikke bare invitationen til festen, men også kærlighedens kappe. Han giver os nådens festdragt på…

Gud gør alt for at kalde os ind til liv og glæde. Han kalder os konstant ud af alle de grave og grøfter af travlhed og bekymring, som vi kan være havnet i.

Han kalder os ind til liv og glæde – også når vi lever helt ude på kanten og vores liv hænger i laser...

Han kalder os til at stille livet ind på den frekvens, der hedder modtagelighed.

-

Gud er ligesom faderen i lignelsen om den fortabte søn. Sønnen har vist også været helt ude i udkanten af byen – helt derude, hvor vejene ender. Laset, lappet og beskidt vender han hjem til sin far – og hvad gør faren?

Han løber ham i møde, omfavner ham og kysser ham, og inviterer ham ind til fest.

Ja, og derefter beder han slaverne om at hente den fineste festdragt og give sønnen den på. Kærlighedens kappe – nådens festdragt, rækkes os og omslutter os, så den skjuler selv det liv, der både er lappet og laset med pletter på samvittigheden og med huller i håbet – et liv, der er godt slidt…

Og Gud bliver ved med at række os invitationen og række os festdragten på trods af vores dårlige undskyldninger og mange afvisninger…  

-

Det minder mig om den fortabte søns bror. Han ved ikke rigtig, om han vil klæde om og tage imod invitationen til at komme med ind til festen, nu hvor hans bror er vendt hjem. Og vi kan levende forestille os, hvordan han står uden for i mørket – alene, imens festen er godt i gang.

Ser vi tilbage i historien, er der mange eksempler på, at invitationen til fællesskab med Kristus er blevet misbrugt og til andre tider og andre gange modtaget med hån og ligegyldighed, og hver gang er verden blevet mørk, tom og glædesløs.

Men der, hvor mennesker tager imod invitationen til at deltage i fællesskabet med Kristus, kan mennesker – uanset hvor laset og lappet deres liv er - gå fra festsalen og ud i livet med nyt håb og i lyset af Guds velsignelsen.

AMEN…