Dette hellige evangelium til 19. s.e.t. skriver evangelisten Mark (2,1-12)

»Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.  Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem.  Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand.  Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned.  Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«  Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte:  »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«  Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte?  Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme:  »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«  Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« AMEN

PRÆDIKEN

Hvad vil I sige, at tro er? Mange vil tro, at det er resultatet af en intellektuel anstrengelse. At gøre sig tanker om det guddommelige og om tro er godt, og kan bestemt gøre os klogere på livet. Men tro er mere og andet end, hvad vi kan begribe med vores forstand. Troens væsen udspiller sig i det levede liv imellem os, når vi er trofaste overfor dem, vi har fået betroet. Når vi er gode venner for hinanden – ildsjæle allerhelst - for ildsjæle har et hjerte, der brænder for nogen og noget. Ildsjæle bliver bare ved med at kæmpe, selvom der kommer nederlag, afvisninger og andre store forhindringer i vejen for den og det, de brænder for…

Et fortroligt og varmt venskab er en af de største gaver, vi kan få. Det vil I sikkert kunne nikke genkendende til? I et fortroligt og varmt venskab er der rum, hjerte og hengivenhed, og en stor tillid til altid at ville hinanden det bedste. Venner gør alt, hvad de kan for hinanden - med fantasi og opfindsomhed - med alt, hvad de har i sig, bliver de ved med at insistere på, at kærlighedens mirakel må finde sted lige her…  

Som de 4 venner i Kapernaum. De slæber afsted med deres lamme ven på en båre, fordi han er ude af stand til at bevæge sig. Vi kan ikke være i tvivl om, at de 4 venner vil ham det bedste. De kommer masende med ham igennem menneskemylderet for at komme hen til Jesus, men vejen er fuldstændig ufremkommeligt for dem. Alligevel giver de ikke op. Selvom de møder modstand og forhindringer på vejen, bliver de bare ved med at kæmpe - som sande venner og sande ildsjæle med stor hengivenhed. Med fantasi og opfindsomhed går de uden om hele menneskemylderet og bærer deres lamme ven hele vejen op på et tag for at komme direkte til Jesus. Og så går de i gang med at fjerne tag og tagkonstruktion for at få adgang (til Jesus…)  

Jeg har tit tænkt på, hvordan det har set ud inde fra i huset i Kapernaum. Der har været mørkt af mennesker i det lille hus. Måske der faldt et svagt lys fra et par lysestager. Måske et par lysstråler fandt vej fra vindueshuller bag menneskemængden og nåede hele vejen ind i rummet? Måske har det været som at sidde en mørk fængselscelle. Måske har det været som at sidde i en grav som klippehule…

Larmen må have været helt enorm, da der pludselig brød hul i taget og lyset strømmede ind - som om himlene sænkede sig over jorden – nærværende og nådigt…  

Vi kan levende forestille os, hvordan Jesus har siddet dernede i huset og har set op og løftet hænderne for at tage imod den lamme mand, som de 4 venner bar og holdt, imens de sænkede ham ned til Jesus - og kærlighedens og tilgivelsens mirakel fandt sted for øjnene af dem alle sammen. 

Forunderligt og mærkeligt var det.

Og dog så finder det samme kærlighedens og tilgivelsens mirakel på så mangfoldige måder sted i det liv, vi lever. Måske skal vi bare hjælpe hinanden med at se det…

Det taler jeg tit med mennesker om. Livskriserne kan have forskellige årsager og de kommer til udtryk på forskellige måder og være lammende for vores liv …

Hvad det præcis er for en tilstand eller lammelse, der havde ramt manden på båren, det ved vi ikke. Men vi kan måske genkende følelsen af lammelse fra vores eget liv, når vi støder på livskriser af forskellig art enten hos os selv eller hos vores ven. Krisen kan give os oplevelsen af at forsvinder ned i et mørkt hul uden liv og uden lys – en tilstand, hvor livet bliver lammet. Dér kan vi ikke selv få øje på nye muligheders virkelighed…

Og det nye liv kan bryde frem, når vi mindste venter det. Jeg har lagt mærke til, at når det sker, så har det tit med andre mennesker at gøre. Dér hvor vi mærkede, at andre bar os og havde fat i os, så vi ikke bare forsvandt ned i mørket. Gode og fortrolige venner – ildsjæle med et hjerte, der brænder for os, beder for os og bærer os. De bliver bare ved med at kæmpe - også selvom vi måske kommer til at afvise dem eller der kommer andre forhindringer i vejen…

Tro som troskab og sandt venskab. Det kan være godt at høre om og blive mindet om. Tro – som trods fine tanker og overvejelser om det guddommelige - først og fremmest består i at være tro - tro overfor Gud og overfor mennesker, ligesom Kristus var det. Vil vi vide noget om, hvad tro er, må vi rette blikket mod ham, som var tro hele vejen igennem lige til det sidste... 

Hvad det gælder om, er for så vidt kun, at vi åbner vores øjne og sind. Lever i den åbenhed og modtagelighed for guds gode kræfter, som blot er en anden side af troens væsen. Tro er ikke kun noget, som vi individuelt går og grubler over og bryder vores hjerner med. Tro og trofasthed udspringer af hjertet – af vores kærlighed til Gud og til hinanden. Ligesom ildsjælens hjerte, der brænder for noget og nogen...

Det er ligesom den lamme mands 4 venner, der med deres tro og trofasthed bar deres ven derhen, hvor kærlighedens mirakel kunne ske. Dér hvor himlen sænkede sig over jorden og den lamme blev forløst til nyt liv. Det sker på mangfoldige måder i det liv, vi lever.

Og det er opfordringen til os i dag. At vi skal give os selv hen til livet med mennesker, vi er blevet betroet – mennesker, vi møder på vores vej. Vi må slippe alt, hvad vi har i hænderne og tage et andet menneskes liv i vores hænder og bærer det – selv de mest byrdefulde liv og på veje, der kan synes ufremkommelige.

Vi må være gode venner for hinanden – ildsjæle allerhelst - for ildsjæle har et hjerte, der brænder for nogen og noget. Med fantasi og opfindsomhed må vi bryde tag og tagkonstruktioner ned – hvis det er nødvendigt – for at bane vej for kærlighedens mirakel. AMEN…