Dette hellige evangelium til 15. s.e.t skriver evangelisten Matthæus (6,24-34) 

Ingen kan være slave for to herrer. Man vil enten hade den ene og elske den anden, eller også vil man holde sig til den ene og se ned på den anden. I kan ikke lade jer styre af både Gud og penge. ²⁵Derfor siger jeg til jer: I skal ikke bekymre jer om, hvad I skal spise og drikke, eller hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end mad, og er kroppen ikke mere end tøj? ²⁶Se på fuglene. De sår ikke og høster ikke og samler sig ikke noget forråd, men jeres far i himlen sørger alligevel for, at de får noget at spise. Er I ikke meget mere værd end fuglene? ²⁷Og kan I forlænge jeres liv med så meget som en dag ved at bekymre jer? ²⁸Hvorfor spekulerer I over, hvad I skal tage på? Se på markens liljer: De hverken arbejder eller spinder, ²⁹men ikke engang kong Salomon var lige så overdådigt klædt på, som de er. ³⁰Gud sørger for, at græsset på marken er grønt og flot, selvom det vokser frem den ene dag og bliver kastet i ovnen den næste. Tror I så ikke også, han vil sørge for jer? Tror I overhovedet på ham? ³¹Lad være med at bekymre jer og sige: ›Hvad skal vi nu spise og drikke?‹ eller ›hvad skal vi tage på?‹ ³²Det er kun dem, der ikke tror på Gud, der er nødt til at spekulere over den slags. Men I har en far i himlen, der ved, at I har brug for det. ³³Nej, I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. ³⁴I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen; det kan I gøre, når den tid kommer. Der er ondskab nok at bekymre sig om i dag. AMEN

PRÆDIKEN 

Det sker, at jeg bekymrer mig uden grund og mere end nødvendigt.

Når det sker, så beder jeg - også for de ubekymrede…

Jeg bede for dem, der glemmer

deres økonomiske morads

i det øjeblik de slukker for netbanken

og tænder for kaffemaskinen

og for dem, der lever fint uden forsikringer,

A-kasse og pensionsopsparing…

Jeg beder for dem, der inviterer alle de kender til fest

uden at tænke på om der er stole nok

og hvad de skal servere

Jeg beder for dem, der tager chancen

og kører videre selvom benzinmåleren lyser rødt

og for dem, der spiser hindbær fra polen uden at koge dem først…

Ja, det kan måske synes som ligegyldigt at bekymre sig også for de ubekymrede, og bruge bønner på alle disse små ting set i lyset af, hvad der ellers er at bekymre sig om: Terror i verden 20 år efter tvillingetårnene styrtede sammen i New York, alvorlige prognoser for klimaet og vores klodes fremtid og alle verdens fattige og dem, der er på flugt. Og så har jeg slet ikke nævnt alle de bekymringer, som vi kan have for vores nærmeste og kæreste…

Når vi på forunderligvis udfries fra én bekymring, så kan det ske, at en ny træder frem fra køen og melder sin ankomst og vokser sig stor som et bjerg i vores sind og skygger for vores udsyn til livet.

Det er som om, de store bekymringer kan trænge hverdagens små bekymringer i baggrunden, så de synes latterligt små, men så snart de store bekymringer forsvinder, så vokser de små bekymringer sig store igen…

Bekymring er en del af menneskelivet.

Bekymring angår det, der kan besætte et menneske, og som kan vælte ind over os, som en tsunami. Vi er sjældent herre over hvilke bekymringer, vi lader os drukne af.

-

Det taler jeg tit med dåbsfamilier om, for når vi bliver forældre, så følger med den betingelsesløse kærlighed, taknemmelighed og glæde ved at have fået et barn også bekymring for, hvad fremtiden vil bringe og frygten for at miste.

Vi mærker tydeligt, hvordan vores liv er taget ud af vores egne hænder, at der er forhold her i livet, som vi ikke har magten over. Det kan være en skræmmende erfaring samtidig med, at vi netop har fået barnet. Samtidig med at vi har fået det dyrebareste givet og mærket, at vi nu har hænderne – ja, hele favnen fuld af kærlighed…

Det taler vi tit om – dåbsforældrene og jeg. Og så taler vi om salmen, som vi sang lige før (448), om at være fyldt af glæde og fuld af bæven på samme tid, og om at vi er spændt ud imellem disse to…

Er det så ikke næsten en provokation, at det i dagens tekst lyder til os:

Lad være med at bekymre jer.

Vores bekymring kan være uden grund og større end nødvendigt – helt uden hensyn til faktiske forhold eller løsrevet fra vores livs omstændigheder…

Især når det drejer sig om dem, vi elsker, så har hjertet sine grunde til bekymring, som fornuften ikke altid kan følge, og erfaringens lys trænger ikke altid ind, hvor bekymringerne bor. Måske fordi erfaringen hører fortiden til, imens vores bekymringer handler om den åbne fremtid, som vi står overfor og hele tiden er på vej ind i.

-

Det er netop her, vi adskiller os fra himlens fugle og markens liljer. Vi er af skrøbelig dødelig natur ligesom dem, men vi adskiller os fra dem ved at kunne bekymre os. Når de store bekymringer vokser os over hovedet, så kunne tanken om bare at stå som markens lilje og vegetere være at foretrække.

Men menneskets ansvar og opgave er et andet. At leve ubekymret handler ikke om røde benzinmålere og røde hindbær fra polen. At leve ubekymret betyder hellere ikke, at vi skal være ligeglade med verden og med andre, men netop at tage vare på verden og på hinanden…

Det er det særlige og fine ved mennesket, at vi kan forholde os til os selv og til hinanden. At vi har indlevelsesevne til at se, hvad et andet menneske har brug for, hvad et andet menneske bekymre sig om og slås med i livet.  

Vi kan leve i den tro, at vi har ansvaret for alt og skal bære hele livet selv, og så hober bekymringerne sig for alvor op som bjerge og skygger for livet.

Men Gud tager også sit ansvar. For Gud er ikke en ubekymret Gud. Det er derfor, det kan give mening at lægge noget af vores liv i Guds hånd. Den Guds hånd, der gav os livet. for Gud bekymrer sig for verden og for mennesket…

Det er derfor, at jeg har valgt at holde min prædiken her på trappen lige under korbuen og foran døbefonten.

Korbuen minder os om den regnbue, der fortælles om i Noahs ark, og som Gud sætter på himlen som et tegn på løftet om, at han er med os i det liv, vi lever. Som et værn mod livsødelæggende vandmasser som tsunamier eller som et værn mod bekymringstsunamier, der kan oversvømme vores liv, så vi drukner i dem.

Døbefonten minder os om, at vand i de rette mængder ikke er livsødelæggende, men livgivende. I dåben vander Gud troen på løftet om, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Så kan troen spire og gro i vores hjerter, så vi et øjeblik sættes fri af alle vores bekymringer,  og glæden og taknemmeligheden for alt det, vi fik givet kan bane sig vej – selv hen over de højeste bjerge af bekymringer…  

Udsagnet om, at vi ikke skal bekymre os, får en anden klang, når det er sagt af den Gud, der bekymrer sig om os og om verden.

Det er ikke en provokation, men en kærlighedserklæring…

Den sætter os i stand til at magte vores opgave: At være Guds hænder i verden – at elske andre, som han elsker os…

AMEN…

[1] Uddrag fra Pralbønner for uimodståelige (s. 36) af Hanne Jul Jakobsen