Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (18,9-14)

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:  »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.  Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.  Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.  Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!  Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Kære Gud,

Hør min bøn – det er mig – farisæeren…

Jeg var i templet i dag for bede – det gør jeg tit. Jeg synes jo, at jeg har så meget at takke dig for. Jeg takker dig for, at jeg kan betale mere, end jeg skal, at jeg kan faste mere, end jeg skal, at jeg kan komme til dit hellige hus mere, end jeg skal, for det er her, jeg gerne vil være….

I dag takkede jeg dig i min bøn for alt det, og jeg takkede dig for, at jeg ikke er som andre mennesker – de snyder og bedrager og er utro. Jeg havde faktisk tolderen i tankerne, da jeg bad, for jeg stod der i templet og så på ham – og så tænke jeg:

Godt jeg ikke er som ham.

Men der var pludselig noget, der overraskede mig. Tolderen trådte til siden, så han stod helt afsides. Tænk, han ville ikke engang løfte sit blik mod himmelen - og pludselig slår han sig for brystet og siger:

Gud, vær mig synder nådig.

Jeg må sige. Det var noget af et optrin. Først blev jeg forskrækket og bagefter lidt nysgerrig. Jeg stod og iagttog ham på afstand – og da han vendte sig og gik – var det ligesom han var forandret…  

---

Jeg gik ud af templet og solens stråler brændte på min hud og det varme støv fra vejen vivelede op omkring mig og kradsede i min hals – jeg var tørstig – og jeg mærkede, hvordan jeg var lige ved at miste balancen, da en mand greb mig om min arm…

Du ligner en, der kunne trænge til vand, sagde han – og rakte mig frisk vand.

Det var ham – det var tolderen fra templet!

Kom lad mig følge dig på vej, så jeg er sikker på, at du ikke falder om på vejen og aldrig finder hjem, sagde han, og smilede…

Jeg så dig i templet, sagde jeg. Du var på en eller anden måde forandret, da du gik. Jeg så spørgende på ham….

Ja, jeg var tynget af dårlig samvittighed. Jeg følte mig i den grad utilstrækkelighed og fortvivlet. Det gør jeg tit. Jeg kan have svært ved at få øje på mit eget værd – og nogle gange så kan jeg faktisk ikke se nogen grund til, at jeg gør anstrengelser for at holde mig i live. Jeg føler mig rippet og flået og afmægtig efter et stort tab, jeg har haft. Jeg er i en situation, hvor der ikke er ikke andet end at håbe på Guds nåde…  

Kender du det, spurgte tolderen og så på mig….

Jeg var tavs, imens jeg gravede i de dybeste lag i mit indre. Kendte jeg det…? Jeg sagde ikke noget…   

Nå, sagde tolderen. Det kender du ikke? Det kører måske bare for dig?

Du har det måske ligesom Paulus?

Paulus, udbrød jeg af bare overraskelse. Jeg blev svimmel igen og mærkede tolderen tog et fast greb i min arm…

Ja, sagde tolderen. Farisæeren Paulus. Da han var ung, så han med frygt og foragt på alle dem, der troede på Jesus - og han forsøgte at få dem udryddet. Han takkede Gud for, at han ikke var som dem… Lige indtil den dag, da han pludselig opdagede, at han var ligesom dem… Og da måtte Paulus sige: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er og hans nåde imod mig, har ikke været forgæves…

Ja – ja, sagde jeg. Jeg kender jo godt Paulus…

Vi gik i tavshed ved siden af hinanden…

Ja, tænkte jeg, jeg synes egentlig, at det tit kører for mig - og at jeg har fortjent det. Men dybt i mit indre genkendte jeg måske alligevel noget af den utilstrækkelighed og fortvivlelse, som tolderen beskrev hos sig selv.

Måske var vi ikke så forskellige alligevel…

Har du nogensinde prøvet at stå foran oceanet på en endeløs sandstrand i solskin og i et øjeblik ane alt på én gang, spurgte han.

Det gør et menneske lille - befriende lille – så lille som et af sandkornene, der ligger der i vandkanten og lader sig slibe i uendelighed af oceanet. Lader sig evigt forandre i hengivelsen til bølgeslaget

Det skulle du prøve? Sagde han – og så på mig…

Jeg rømmede mig…

Du fortalte mig ikke, hvorfor du var som forandret, da du gik fra templet, forsøgte jeg igen…

Som jeg nævnte for dig før, så føler mig rippet og flået og fortvivlet og afmægtig og min situation er sådan, at jeg ikke kan andet end at håbe på Guds nåde. Så i templet bad jeg: Gud, giv mig det, du har og er. Din nåde, din kærlighed, dit liv – giv mig det, jeg mangler…

Lad være med at spørge mig om, hvad jeg har gjort eller ikke har gjort, hvad jeg har fortjent eller hvad jeg forsømt. Se på mig som en, du elsker.

Kære Gud: Vær mig nådig…

Nåde er den kærlighed, der er givet os, før vi kan gøre fra eller til, og som bliver hos os, uanset hvad vi har ødelagt eller hvad der pludselig er ødelagt for os.

Nåden gør, at et menneske ikke kun er, hvad det har gjort og hvad det kan fortælle om sig selv, men altid også er, hvad nåden gør det til – et helt og elsket menneske.

Netop det, kan ingen gøre sig selv til, han så over på mig…

Han fortsatte, så kan jeg ikke sige:

”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”.

Så må jeg sige: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg er som andre mennesker – ufuldkommen og elsket”.

Hvis jeg så forandret ud, da jeg gik fra templet, så var det derfor…

Jeg gik fra templet – som et menneske, Gud elsker. Jeg havde fået det, som jeg manglede og kunne gå fra templet, som andet end mig selv…

Jeg kunne gå med nåden, og nu deler jeg den med dig, sagde han og rakte mig igen vandet…

Gå med nåden, sagde jeg – og så spørgende på ham…

Ja, det er en oplevelse af at have fået styrke og fortrøstning og fornyet mod og glæde i det, der er mine vilkår.

I mit krævende arbejde, der er et kald for mig, sådan som mange mennesker i dag oplever, at deres arbejde er mere end ”bare et job”. I mit familieliv med ansvar og glæder, dets forpligtelser og velsignelse og i mit forhold til verden, det store fællesskab. I min sorg og fortvivlelse over det tab, som jeg har lidt – og som også er mit vilkår lige nu…

Styrket og fortrøstet – går jeg fra templet og jeg ser nye muligheder og en ny retning i livet.

Hvis jeg i morgen er faldet ned i fortvivlelsen igen, kommer du så og rækker MIG en hånd, spurgte han?

Jeg rømmede mig igen…

---

Kære Gud, efter lange samtaler tog tolderen og jeg afsked med hinanden, og jeg må sige, at mødet med ham gjorde indtryk på mig.

Jeg tror ikke, at tolderen og jeg er så forskellige – måske slider fortvivlelse og at fremhæve sig selv i hver sin retning i ethvert menneske…

Jeg ved, at du ikke forkaster mig – heller ikke de dage, hvor jeg måske kommer til at fremhæve mig selv.

Det kan godt være, at det stikker lidt af for mig nogle dage, så må du hjælpe mig….  

Det glædelige er, at din kærlighed, Gud - fritager os fra begge dele – fra fortvivlelse og at fremhæve os selv - kvit og frit – og forandrer os…

Kære Gud, lær mig at bede om det, jeg mangler og at leve af din nåde… AMEN