1 Blandt dem, der samlede sig om Jesus for at høre på ham, var der altid skatteopkrævere og andre, der ikke levede efter den lov, Gud havde givet Moses. 2 Det fik farisæerne og de skriftkloge til at beklage sig: »Ikke nok med at han er sammen med den slags mennesker, han spiser også med dem.«3 Så fortalte Jesus dem en lignelse. 4 »Hvis en af jer har 100 får, og et af dem bliver væk, vil han så ikke efterlade de 99 får i ørkenen og gå ud for at lede efter det, han mangler, lige til han finder det?« spurgte han. 5 »Når han har fundet det, bliver han så glad, at han tager det op og bærer det på skulderen. 6 Når han kommer hjem, kalder han på sine venner og naboer og siger: ›Kommer I ikke ind og fejrer det med mig? Et af mine får var blevet væk, men nu har jeg fundet det igen.‹ 7 Sådan er det også i himlen. Der er der større glæde over én lovovertræder, der ændrer sit liv, end over 99, der lever sådan, som Gud vil have det, og derfor ikke har brug for at ændre sig. 8 Eller hvis en kvinde har ti sølvmønter og taber den ene, hvad gør hun så? Hun tænder lyset og gør huset rent og leder over det hele, indtil hun finder mønten. 9 Og når hun så har fundet den, inviterer hun veninderne og nabokonerne hjem til sig. ›Kommer I ikke ind og fejrer, at jeg har fundet den mønt, jeg havde tabt?‹ spørger hun. 10 Sådan er det også i himlen. Guds engle fejrer det, når bare en enkelt lovovertræder ændrer sit liv.« Lukas 15,1-10 

Spejl dig i fåret der bliver væk, eller sølvmønten som kvinden taber. Hvad føler du? Uro, bekymring, hvordan skal det gå, jeg er alene, er der en mening – eller måske glæde over endelig at kunne være for sig selv, stikke af, stå på egne ben. 

For mig selv er det glæden ved at blive fundet, og at jeg ikke er glemt. At der er andre som ved at jeg findes, og mener det er livsvigtig, at jeg bliver fundet.

Det handler om et får der bliver væk og en sølvmønt der tabes. Men når Jesus fortæller lignelsen er det som at vi får holdt et spejl op foran os, så vi kan se os selv. For Jesu lignelser vil – som navnet lignelse antyder, ligne noget. Det vil ligne os. Vil have at vi spejler os i lignelsens spejl, indtil vi får øje på os selv.

Du er fåret og du er også mønten, for vi kan sagtens leve os ind i situationen at blive væk og tabt. Vi kan som fåret og mønten bogstaveligt blive væk, men der er også andre måder blive væk på. Vi er faret vild i livet, vi føler os fortabte, måske har vi forspildt livet, som er en smertelig erfaring at erkende. Det værste må være at blive glemt og ikke husket. Og der er forhåbentlig nogen der leder efter os, finder os og tager os med tilbage i fællesskabet.

 Det kan selvfølgelig også tænkes at et menneske ikke vil være med i fællesskabet. Hvem ved, måske gik fåret bare sin vej, fordi den var træt af alle de andre. Nu er det nok lige at overgøre et fårs vilje til at ville leve for sig selv, men det handler som sagt ikke om fåret, men om os. Og det samme gælder for mønten der tabes af kvinder. Hvad fortæller at menneskeliv kan gå tabt, blive sat til side, overset, men sådan vil kvinde det ikke. Ligesom hyrden kaster hun sig ud i at lede efter den mistede mønt.

Hvad er meningen med hyrden, der forlod de 99 i ørkenen for at finde det ene får? Vi ved godt at liv mistes og går til. Og han havde dog stadig 99 får tilbage. Er ikke for stor en risiko for hyrden der går ud for at lede efter det ene får, med fare at miste flere får? - Det er måske at gå for langt i tankespinderi.

Det sammen gælder kvinden, der endevender huset for at finde den ene sølle mønt. Hun havde dog ni tilbage, og hvad har det ikke kostet hende at holde fest for veninderne og nabokonerne?

Den hyrde og kvinde er ikke bare hvem som helst. De er både tossegode, underlige og meget kærlige i deres optagethed af finde det forsvundne og tabte. Sætter vi os selv ind i fortællingen, og forestiller os det var en af vores børn som var blevet væk?

Jeg husker stadig en sommer for mange år siden, hvor jeg sammen med min kone og to børn var på ferie i det smukke Provence i Sydfrankrig. En dag var vi taget til en by for at kigge på den. Vi slentrede rundt og gik ind i en forretning og da vi kommer ud igen var vores mindste væk. Jeg tænkte at hun nok var inde i forretningen, men nej, men så var hun nok lige udenfor, hvis jeg så ordentlig efter, nej heller ikke det. Det var en varm dag og jeg kan stadig mærke følelsen af angstens varme brede sig i kroppen. En panisk varme i kroppen og jeg løb hektisk rundt og kaldte på hende, mine øjne springende i en retning og en anden, pulsen bankende hurtigt, hvor er hun den lille, kigger rundt blandt alle mennesker, og så dukker hun pludselig frem i mængden af mennesker. Forskræmt var hendes blik, og lykkelig da vores øjne mødte hinanden. Tabt og fundet.

Bagved fåret og mønten gemmer sig den mest grundlæggende værdi af alle: Det enkelte menneskes uendelige værdi. Ethvert liv tæller og sit helt eget særlig og uerstattelige liv. Vi kan ikke bare nøjes med at konstatere, at hvor der handles der spildes. Den kærlighed vi ser i hyrdens og kvindens ihærdige søgen, er ikke den kærlighed der gør op, hvad der kan betale sig. Hyrden kunne jo have sagt til sig selv, at det var mere risikabelt at efterlade de 99 i ørkenen, end at gå ud for at finde det ene får. Den kærlighed vi er vidner til, går over stok og sten for at finde den elskede. Den elskede som der kun findes én af, for der findes jo kun én af mig, som har uendelig værdi. Vi er vidner til en kærlighed, der betragter alt liv som lige meget værd.

Det er Jesu tro. Og derfor er det også i hans ånd at gøre alt for at beskytte og bevare ethvert menneske, uanset hvor sygt, hvor gammelt, hvor lille, hvor fattigt, hvor svagt det er. Uanset hudfarve, køn, begavelse. – I den sammenhæng skal menneskerettighederne ses som en af vor tids afgørende bestræbelser på at efterleve en etik i overensstemmelse med den kristne. - Hver gang et udsat menneske møder medfølelse, og hjælp, glædes Gud. Og hver gang et menneske opnår noget på andres bekostning, ved snyd og bedrag, ved kun at tænke på egen interesse, lider og vredes Gud over det.

Lignelsen vil formidle et meget klart budskab til os alle: at det enkelte menneske har uendelig værdi og kan ikke erstattes med en anden. Det er Jesus som fortæller, og det er verden set med hans øjne, som igen er Guds øjne. Jesu kærlighed er ikke enøjet; den ser ikke efter, hvad der i situationen er godt for ham selv. Det nemmeste er at vise de mennesker kærlighed, som vi kender og hvor vi godt ved at vi får noget igen.

Vi hører hvordan farisæere og skriftkloge kritiserer Jesus for at omgås mennesker som ikke levede op til den lov, Gud havde givet Moses. Ikke nok med at var sammen med den slags mennesker, han spiste også sammen med dem. Svaret Jesus giver dem, er lignelsen om fåret og mønten. Som åbner for en kærlighed så stor og bredsynet, at den ser selv det lille får og den endnu mindre mønt.

Da hyrden har fundet sit får og kvinden sin mønt er der glæde og fest både på jorden og i himlen. Venner veninder og naboer strømmer til, og Gud glæder sig i sin himmel.

Det er Guds kærlighed vi ser i hyrden og kvinden. En kærlighed der ikke skifter, men holder ved og ud, til den har fundet, hvad der er gået tabte. Alle de mennesker som befinder sig ”udenfor”. Det vil sige, uden for andres kærlighed, agtelse, forståelse, alle fortvivlede, alle ensomme, alle lidende og bange. En kærlighed som er til alle tider den samme, som vi kan give os over til. Uanset hvor langt ud i ødemarken et menneske befinder sig, søger Gud efter det, indtil han finder det, og bærer det tilbage til folden, til hans kærlighedsrige.

Vi er født forskellige, hver af os er helt sin egen. Vi lever liv som ligner hinanden, men hver enkelt menneske er i grunden alene i de liv de lever. Vi kan som blomsterne på marken, som er lige så forskellige som vi, føle at vi ikke er noget værd. I livet er der for os alle, ikke hele tiden, men øjeblikke, hvor vi ikke føler at vi er noget værd. Det er erfaringen af en fortabthed som kan ramme os alle midt i livet.

Vil vi lade os finde af den kærlighed der søger fåret og mønten? Kærligheden fra Gud, som søger os, og lader os blive til det elskelige menneske vi er.

Skal vi tage fortællingen om det forvildede får fuldstændig for pålydende, er der ingen tvivl: Fåret lægges på hyrdens skuldre og behøver ikke at bekymre sig om noget som helst. Hyrden holder selv fast ved fåret; der kræves intet af fåret. Følte fåret sig helt fortabt og udenfor, alene, så kom der en kærlighed så stor, og tog det op, og bar det hjem. Det er jo helt vildt, og helt udenfor hvad vi tør stole på, men det er Guds kærlighed, som elsker os før vi måske tænker på at elske Gud.

Kærligheden findes, og jeg er elsket, sådan som jeg er. At Guds kærlighed er gratis, er dåben af Chloé et smukt udtryk for. Hun kan jeg ikke gøre noget til gengæld for den kærlighed hun møder i sin dåb. Guds kærlighed kommer til hende, som hyrden der fandt fåret og gik hjem med det. Hun åbner sig for en kærlighed så stor, som aldrig skal tages fra hende, ja, fra nogen af os. Kærligheden som siger til dig: Du har uendelig værdi for Gud. Amen