02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken Pinsedag v: Hans-Henrik Ross
Prædiken Pinsedag v: Hans-Henrik Ross
# Prædikener
Prædiken Pinsedag v: Hans-Henrik Ross
22Judas – ikke Judas Iskariot – spurgte: »Herre, hvordan kan det være, at det kun er os, der får dig at se, og ikke resten af verden?« 23Jesus svarede: »Min far elsker dem, der elsker mig, for de gør, hvad jeg siger. Vi vil begge to komme til dem og blive ved med at være hos dem. 24Men dem, der ikke elsker mig, gør ikke det, jeg siger, og det, jeg siger, kommer ikke fra mig selv, men fra min far, der har sendt mig.
25Det her siger jeg, mens jeg stadig er hos jer. 26Senere vil min far sende Helligånden i stedet for mig. Den vil lære jer alt og minde jer om alt det, jeg har sagt. 27Jeg lader min fred blive tilbage hos jer. Den fred, jeg giver, er ikke den samme fred som den, verden giver. I skal ikke være urolige eller bange. 28I har jo hørt, hvad jeg har sagt: Jeg tager afsted, og jeg kommer tilbage til jer. Hvis I elsker mig, skal I glæde jer over, at jeg tager tilbage til min far, for han er større end mig. 29Nu har jeg fortalt det til jer, før det sker, for at I kan tro på mig, når det sker. 30Jeg kommer ikke til at sige meget mere til jer, for verdens hersker er på vej. Han kan ikke gøre mig noget, 31men det her skal ske, for at verden kan forstå, at jeg elsker min far. Derfor gør jeg det, som han har sagt. Kom, lad os tage afsted.« Johannes 14,22-31
Vi begyndte selvfølgelig denne pinsedag med at synge I al sin glans nu stråler solen. Og der er sikkert nogle, der er kommet i kirke her i dag for netop at synge dén salme. En salme som mange forbinder med den danske sommer. Nu har vi sommer skær og blid, synger vi, og vi føler det er sandt, med den frodige vækst med lyse-grønne bøgeblade og blomster, vi ser bryde frem lige i disse dage.
Der er sprudlende liv og vækst i naturen, et røre som vi ikke kan lade være med at blive smittet af. Vi føler at vi er tæt forbundet med naturens kræfter. Naturen er – måske – smukkest lige nu, et under, som vi hvert år, føler er ligeså stærkt som det under, der skete for disciplene i Jerusalem, da Ånden som en susen, kom over dem. Ja, stormvejr, står der.
Pinsen har noget dejligt uorganiseret over sig. En tid for anarkistisk forsommer glæde. Følelsen af frihed som befrier for alt som vil bestemme over os. Derfor taler pinsen om Ånden, Guds ånd, der som vinden, blæser hvorhen den vil. Jesus tilhængere oplevede at blive fyldt af Helligånden. De blev revet ud af sig selv, og oplevede at de forstod alt på en ny måde.
Vi hører hvordan Jesus netop trøster sine disciple ved at give dem det løfte, at han kommer tilbage til dem: I har jo hørt, hvad jeg har sagt: Jeg tager afsted, og jeg kommer tilbage til jer.
Disciplene stod i den situation at de ikke vidste hvad de skulle gøre nu Jesus ikke længere var i blandt dem. Hvilken vej skulle de gå, han der altid havde gået foran dem, og vist dem vejen. Hvad skulle de sige, når Jesus nu ikke længere var der og kunne sige det, der skulle siges. Hele den tryghed det var, at have ham i blandt dem, kunne få dem til at ængstes for ensomheden og usikkerheden.
Det er ikke fremmed for os, hvad disciplene kommer ud for. Vi kender godt situationen. Tomheden efter et menneskes bortgang, hvordan komme videre i livet, hvordan finde vejen at gå og helst nogen at gå med. Hvordan komme til rette med fraværet, og stadig føle nærværet til den mistede, som varmt og levende.
Det vilde med pinsen, er påstanden om, at Guds ord, nærværet fra Gud, stadig lyder direkte til os fra Jesus. Som ikke er levende mere! Gennem ånden er Gud nærværende i fællesskaber og personer, i det han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Ånden bringer Gud nær, hvor man ellers følte sig forladt af Gud og mennesker.
Er det ikke det der sker for os, når Jesu ord taler til os, og vi i salmer, bønner, ord og den stemning som kan indfinde sig ved en gudstjeneste, og vi føler os trøstet, lettet for mørke og tunge tanker, og mærker angsten i vore liv blive til livstillid og nyt mod.
Det en åndelig virkelighed vi erfarer i det øjeblik. Det er Helligåndens virkelighed. Det er den virkelighed som vi pludselig kan føle som meget nærværende, og som fortæller, at Jesus som er død, kan være midt iblandt os nu, og lade os mærke den kraft som stadig strømmer fra hans ord.
Det er igen høre Jesus sige, som han gjorde til disciplene: "I skal ikke være urolige eller bange”.
I Den lille Katekismus forklarer Martin Luther Helligåndens virke på denne måde: "Det er: jeg tror at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet".
Der er noget vi af egen fornuft eller kraft ikke kan? Vi som ellers har for vane at tro, at vi kan og skal det hele. Inderst inde ved vi, at det kan vi ikke. Vi kommer gang på gang til kort i tilværelsen, og føler en endnu større afmagt over for livet. Men Luthers fine kommentar til hvad Helligånden er, får vi at vide, at i afmagten er der en magt, noget at knytte til ved. En magt i afmagten!
Det er Ånden! Ånd betyder ganske enkelt at være menneske. Gud blæste sin livsånde ind i det første menneske, så det blev til et rigtigt levende menneske.
Ånd er et gammelt ord for at livet kommer én ved. Alt hvad vi mennesker kommer i berøring med og som vi virkelig forholder os til, har med ånd at gøre. En af grundene til at vi i mange af pinsesalmerne henter billeder fra naturen til at beskrive åndens virkelighed er fordi naturen netop i disse sommerdage bevæger os. Livet bevæger os. Vi føler og erkender at livet er større end os. Større end vor fornuft og beregning.
Hvis vi lever som om det alene kom an på os, så bliver livet på en eller anden måde mindre, fortryllelsen fordufter, og alt bliver først til i mit blik. Det bliver til en verden uden ånd, uden forhold til min omgivelser, min næste og det liv jeg står i.
Desto mere grund er der til at fejre pinse. Fejre åndens komme til os, og ikke mindst fejre åndens gerning. Det er åndens gerning, at den tager os ud af hænderne på os selv, kommer bag på os, tager vor verden fra os og sætter os i et levende og enkelt forhold til den.
Ånden skaber med andre ord liv. Det er jo hvad vi sagde før, at Helligåndens virkelighed er, at lade os føle at Jesus som er død kan være tilstede midt iblandt os med sit ord. Dør ånden dør livet. Ånd kommer jo rent sprogligt af at ånde, at drage ånde. At ånde er at være i live, når vi udånder er vi døde.
Men ånd er også mere end kraften i vore liv, der får os til at trække vejret og puste ud, og dermed være levende. Ånd er et ord for, at livet er en livssag for os. Ånd er en virkelighed over den synlige virkelighed, vi går rundt i til daglig. Men uden ånd ville vi ikke få den næring der skal til at leve i dagligdagen.
Det var hvad mennesker oplevede når Jesus f.eks. fortalte en af sine mange finde-lignelser. Mens han fortalte om den fortabte søn der bliver fundet, bliver de som lytter, selv fundet, og regner sig ikke længere blandt de fortabte. Det er åndens nærvær når en af Jesu finde-lignelser bliver til virkelighed for mig, og jeg selv føler mig som en af de fundne fortabte.
Ånden er også den virkelighed vi mennesker har del i og som vi ikke kan leve uden. Der findes ingen levende organisme på jorden som kan leve uden at forholde sig til en virkelighed der går ud over den virkelighed vi kan se: fisken ikke uden vandet, fuglen ikke uden luften, græsset ikke uden jorden, mennesket ikke uden hverdagen, ikke uden arbejdet, ikke uden andre mennesker.
Ånd er den virkelighed som lader os få mere end hvad vi selv kan forstå, bedre, end hjertet begærer.
Det er hvad pinsen vil have os til at åbne vore øjne for. På samme måde som vi kan overvældes og glædes over naturen i disse dage.
Ånd er en blanding af taknemmelighed over livet og de nye kræfter jeg rækkes i den tro, at livet er nu større end lille mig. Vi er ovre i en verden som er meget lidt konkret, følelsernes verden, åndens luftige og ekstatiske verden. Ikke sådan at vi selv kan bestemme over åndens verden, for det kan vi ikke, men vi ved godt når den er der, da føler vi den som et nærvær af stor intensitet, som gør os glade og vi mærker livet blomstrer på ny.
Det er denne følelse af at noget kommer til mig, som giver mig et løft af glæde og lyst til livet, at vi kan tale om at føle et gudsnærvær, der fortæller os, at Jesu Kristi far, er én vi kan stole på.
Når vi tør tro det, vil vi opleve at vor liv og Guds liv blive ét. En forvandling som vi sang om det i linjerne: "det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet". Et billede af den følelse af nyt liv vi en gang imellem kan have. Himmelsk og hjemlig på én gang!
Alt går op i højere enhed, hvor det åndelige, og det hjemlige, smelter sammen til enhed. I det skæringspunkt ønsker vi hinanden glædelig pinse i dag. Af det skal vi hente glæde og mod til at leve. amen
Kommentarer