Dette hellige evangelium til 2. s.e. påske skriver evangelisten Johannes (10,11-16)

¹¹Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vil sætte sit liv på spil for fårene. 

^12-13En hyrde, der ikke selv ejer fårene, passer dem bare for pengenes skyld og er ikke en rigtig hyrde. Han flygter, så snart han ser ulven komme. Han er ligeglad med fårene, han lader dem i stikken, og ulven går til angreb på dem og spreder dem. ¹⁴Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, ¹⁵ligesom min far kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil sætte mit liv til for fårene. ¹⁶Jeg har også andre får, der ikke kommer fra denne fold. Dem skal jeg også føre ud, og de vil høre min stemme, så alle fårene bliver til én flok med én hyrde. AMEN 

PRÆDIKEN

At blive sammenlignet med et får er måske ikke det, som vi allbedst kunne tænke os. Det er ikke umiddelbart det mest flatterende. Er fåret ikke det, der ikke selv kan finde retning og mening – og som derfor har brug for en hyrde, som det kan følge for at finde vej.

Hvordan kan billedet af hyrden med alle fårene, som følger ham på nogen måde være relevant og aktuelt for det moderne menneske?

Under uddannelse og på vores arbejde bliver vi spurgt, hvor vi er på vej hen, og hvor vi ser os selv om 1 år, 3 år og 5 år. Hvilke overvejelser vi gør os for at nå vores mål. Bagved de spørgsmål er en forventning om, at vi selv kan tilrettelægge vores fremtid og kan nå vores mål med en god indsats og stor præstation.

Derfor kan det måske være lidt svært at få øje på det relevante og aktuelle i, at vi i evangelieteksten i dag blive sammenlignet med fårene, der følger hyrden.

Men vi farer i vild i (arbejdsgangene) eller på græsgangene, hvis vi tror, at vi kan tilrettelægge alt eller at alt i livet beror på os selv. Når det handler om at leve menneskelivet, så er der vel ingen af os, der har oplevet at vores vej igennem livet alene var noget, der lå i vores egne hænder og vi selv havde magten over.

En gang i mellem har vi måske haft svært ved at finde retning – vi har været i tvivl undervejs, mistet modet og frygtet fremtiden. 

Måske er det derfor, at der er utallige eksempler på, at vi faktisk leder efter en hyrde, som vi kan følge – spejle os i og navigere efter i livet.

Begrebet følgere bruges meget ofte i vores hverdag.

Mange vil gerne enten følge eller være den andre følger på de sociale medier. Kendisser, meningsdannere og politikere kan følges på de sociale medier.

Unge følger unge – og bliver inspireret af deres liv og spejler sig i dem.

Der er eksempler på danske børn, der har 200.000 følgere på deres egen kanal på youtube.

Det er flere følgere end der bliver døbt om året i folkekirken til at følge Jesus…

Der er utallige stemmer, vi kan følge – vi har set det her i corona-krisen.  

Stemmer, der får os til at frygte hinanden som smittespredere af sygdom og død,

og stemmer, der får os til at se alle restriktioner som absurde og meningsløse.

Spørgsmålet er, om vi kan kende forskel på den gode hyrde, der sætter sit liv på spil for fårene …

og den hyrde, som blot passer fårene for pengenes skyld og som stikker af i ulvetimen og lader os alene tilbage, når det virkelig gælder.

Det er ikke så svært at se forskellen, når vi ser tilbage på historien…

Historien fortæller gentagende gange om hyrder, der har lovet os mennesker guld og grønne skove, og som mennesker med blind lydighed har fulgt. Men de er blevet ført til mudrede vande og golde ørkener…

30ernes Tyskland er et tydeligt nyere eksempel

Det har lige været 75 året for Bornholms befrielse og snart er det igen 4. maj, hvor vi sætter lys i vinduerne for at mindes den aften, hvor vi i resten af Danmark blev udfriet af besættelsesmagtens mørke tid.

I maj 1934 skrev tyske kristne barmen-erklæringen.

Erklæringen var en bekendelse til Gud og hans ord – og en afvisning af, at andre magter eller skikkelser kunne anerkendes som Guds åbenbaring.

Kristus var den eneste sande hyrde, som man skulle sætte sin lid til i liv og død.

Det har været risikabelt at formulere sig sådan dengang – i 30ernes tyskland. Men de må have hørt den gode hyrdes stemme klart, og det har givet dem mod.

De falske hyrder kan føre os til afgrundens kant og efterlader os der.

Men den gode hyrde følger os hele vejen igennem alle aspekter af vores liv.

Han er med sin omsorg dér, hvor ingen andre kan være hos os – i den dybeste afgrund, i den tungeste sorg og i den største frygt.

Vi har brug for Kristus i livet og i døden – som fårene har brug for hyrden…

Jeg vil sætte mit liv til for fårene, siger Jesus.

Og han satte sit liv til og gik hele vejen ind i menneskelivets smerte og lidelse og igennem døden for os. Han gjorde det af kærlighed. Den kærlighed som intet forventer til gengæld. Grundtvig udfolder det meget smukt i en af sine påskesalmer:

Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted.

Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene af kærlighed.

Han kender os og kendes ved os.

Han kender os på vores stemme, vores blik, vores ansigt, vores bevægelse, vores dårlige samvittighed og vores utilstrækkelighed.

Han kender os på vores længsler og drømme. Og han kendes ved os…  

Han stikker ikke af i ulvetimen og han lader os ikke stå alene ved afgrundens kant, men viser os en vej, når vi står ved mudrede vandløb og vores liv er som golde ørkener.

Han følger os den vej, han selv er gået – igennem lidelse og smerte. Han viser os en vej ud af sorgen og afmagten. Heller ikke dér slipper han os, men viser os vej fra døden og ud i livet. Opstandelse er at livet vender tilbage.

Du kender og genkender hans stemme midt i al verdens støj – for hyrden stemme trænger igennem frygten…

Når du sidder i ensomhed og alt er tabt, er det stemmen, der siger:

Du er min, jeg slipper dig ikke…

Når du er nået til din grænse og ikke kan se nogen muligheder, er det stemmen, der siger. Du er min, jeg slipper dig ikke…

Når sorgen skyller ind over dig og du mister al livsmod, er det stemmen, der siger:

Du er min, jeg slipper dig ikke…

Når du ikke orker flere kampe og flere erobringer, er det stemmen, der siger:

Du er min, jeg slipper dig ikke…

Du kender den stemme som den gode hyrdes stemme.

Du kender den måske bedst, når du er overladt til dig selv i dét mørke, som de andre ikke kender.

Dér lyder den mere hjemlig end din egen stemme gør.

Den lyder igennem alle bristede drømme og igennem alle forsvar og forhandlinger. Den rejser dig igen og fører dig ud i livet…

Det er stemmen, der giver os mod til at træde ud i livet med hinanden og kæmpe for hinanden imod frygten, falskheden og alt det, der formørker og truer vores liv.

Det er stemmen, der siger – jeg går foran dig og bagved dig i livet og i døden – og leder dig ud i opstandelsens lys

AMEN