¹⁹Samme aften mødtes disciplene. De havde låst dørene, fordi de var bange for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem. ²⁰Så viste han dem sine hænder og såret i siden, og disciplene blev glade, da de så, at det var Jesus. ²¹Jesus sagde: »Ligesom min far har sendt mig, sådan sender jeg nu også jer afsted med min velsignelse.« ²²Så åndede han på dem og sagde: »Tag imod Helligånden. ²³Hvis I tilgiver nogen det, de har gjort forkert, så tilgiver Gud dem også. Men hvis I nægter at tilgive dem, bliver de ikke tilgivet.« ²⁴Thomas – ham, der blev kaldt Tvillingen, og som var en af de 12 disciple – havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom, ²⁵men de andre disciple fortalte, at de havde set ham. »Det kan ikke passe,« svarede Thomas. »Jeg tror kun på det, hvis jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og hvis jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side.«

²⁶En uge senere var disciplene igen sammen, og nu var Thomas der også. Dørene var låst, da Jesus kom, og han stod midt imellem dem og hilste på dem. ²⁷Så vendte han sig mod Thomas og sagde: »Her er mine hænder, kom så med din finger. Og tag din hånd og stik den ind her i siden. Du skal ikke længere tvivle, du skal tro på mig.« ²⁸»Du er min herre og min Gud,« udbrød Thomas. ²⁹»Du tror på mig, fordi du har set mig,« sagde Jesus. »Men dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere, end du er.«

³⁰Disciplene så Jesus gøre mange andre tegn, men dem er der ikke skrevet noget om her i bogen. ³¹Den er skrevet, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds søn. I får evigt liv, når I tror på ham. Johannes 20,19-31 

Dørene var låst, og inde bag de lukkede døre var disciplene samlet. Det er aften. De var bange! Søndagen var gået med at to af disciplene havde været ude ved graven og set, at den var tom. Jesus selv havde de ikke mødt. Bag lukkede og låste døre sidder disciplene i frygt for hvad der vil ske, urolige over det de havde hørt, og hvad de skulle mene om det.

Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem.

En uge senere sker det samme igen, dørene er stadig låst, og igen kom Jesus og stod midt imellem dem og hilste på dem. Disciplene ved at Jesus er død, vi gør det, og så vender Jesus tilbage.

Den døde er ikke mere, men har været, og kan fra da af ikke mere ikke have været. Jesus der møder disciplene, er den opstandne Jesus. Evangelisten Johannes er flink til at hjælpe os læsere med at forstå det som sker. Jesus der kommer to gange på besøg hos disciplene er et tegn på, fortæller Johannes, at han er Messias, Guds søn. Han er ikke mere, for han døde langefredag på korset og blev sent på dagen lagt i graven. Søndag morgen oplever først nogle kvinder at graven er tom, senere et par disciplene det samme.

At Jesus stadig er med i livet kræver vores tro. Vi får evigt liv, når vi tror på ham.

Det giver liv til os de levende, når vi tager de døde med os i livet. På den måde forlænges livet sammen med den vi mistede.

Jeg faldt over disse ord af Johannes V. Jensen, som måske kan hjælpe os til komme til en forståelse, eller snarere følelse af, at de døde lever sammen med os: Formaar man ikke at optage svunden tid i sig har man ingen evighed.

Er det ikke det disciplen Thomas kæmper med? Det som skete med Jesus i påsken, og ikke mindst talen om hans opstandelse. Hvordan, tænker Thomas, skal han forstå det? Han giver sig ikke over i troen, han er i verden, hvor der råder skepsis og tvivl over for det faktum, at døde kan vise sig som levende. Jeg tænker at hans tvivl og spørgen efter fysiske, håndgribelige beviser, kan vi lettere identificerer os med end hovedkulds at tro. Ikke at tro ikke er vigtigt, vi kan ikke leve vores liv på rationalitetens præmisser. Men tvivlen er sund i sin søgen og spørgen, i sin uro, og er dybest set udtryk for et ønske om at tro. At hvile i noget jeg ikke selv skal finde frem til.

Tvivlen er ikke bare noget rent negativt. Den er udtryk for en optagethed af spørgsmålet, om der overhovedet er en mening med tilværelsen. At tvivle er en form for tro, for at tvivle om livets mening, om Jesus er Guds levende søn, er at forudsætte, eller tro på, at livet burde have en mening. Jesus hjælper Thomas, når han siger: dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere, end du er.

For tænk hvis vi i hver en situation vi kommer ud for, skal undersøge tingene, om det forholder sig sådan, finde beviser og sikre grunde før vi tør gøre noget? Vi må stole på rigtig meget for at kunne leve vor daglige liv, som når lyset på trappen går ud og hånden – tillidsfuldt – følger det blinde gelænder der finder vej i mørket, skriver den store svenske digter Tomas Tranströmer. Om den tro som er en tillid til, at vi er holdt oppe af noget andet end vores rationelle evner.

Jesus har ret, vi er heldige, hvis vi har troens gave.

Situationen bag de låste døre er at disciplene føler sig efterladt i mørket. Det bliver ikke bedre af at Jesus pludselig viser sig for dem. Ligefrem ånder på dem, fylder dem med Guds kraft og bemyndigelse, så hvis de tilgiver nogen, det de har gjort forkert, så står Gud bag dem. De følte måske det var lige lovlig meget med den magt til at tilgive, når de selv sad tilbage med en tung skyld over at have svigtet Jesus, da han allermest havde brug for dem.

Men videre skal de jo. Thomas kæmper med sin tvivl, som taler ud af den verden han står i, hvor der ikke er plads til at døde kan opstå. Han kæmper med sin tvivl og vil som et tvivlende menneske, have bevis ved at røre ved Jesus, han ikke kan tro, står der, og taler til ham. Mon ikke vi kan genkende os selv i Thomas, i hvert fald lejlighedsvis, når troen og håbet står på lavt blus i os?

Thomas og de andre disciple med ham, tænker, at verden har talt sit tydelige sprog, Jesus er død, det forfærdelige er hændt, og der er kun intethed, tomhed og savn tilbage. Det menneske der kan tro, er heldig, for troen siger: Verden er Guds.

Troen er erfaringen af den opstandnes virkelighed i mit liv. Det betyder ikke, at du skal have en mening om opstandelse. Er vi for opstandelse, eller imod? Det handler om tro, og ikke tro!

Troen er altid tro på trods, i hvert fald, når vi taler om tro på Gud. At tro på Gud og have tillid til Gud er altid en tro på trods. Vi har tillid til at Gud, som Jesus siger til dem, har sendt ham, og at han nu vil sende dem ud i verden.

Tro og tillid er på trods, fordi det handler om at være grebet af noget andet end det du ser. På trods er vendt mod de vilkår, som vi ikke kan komme ud af eller løse selv.

Du skal tro på mig, siger Jesus til Thomas. Troens kræfter er enorme, for det er at kende Gud og se verden derfra.

Mon ikke vi kan genkende os selv i Thomas situation? Vi kan ikke finde vej ud af en situation. Vi har vendt og drejet flere muligheder, og synes kun at det hele bliver værre, jo mere vi tænker over hvad vi skal gøre. Fornuften er en umulighed, fordi fornuften kun kan se verden som en afsluttet virkelighed, hvor den kortlægger mulighederne. Vi mærker at der vokser en ro i os, ikke fordi tingene er blevet løst, men vi får skænket en ro.

Det er troen, den opstandnes tro, som Jesus møder Thomas og de andre med bag de låste døre. Så de kan åbne dørene og begynde at leve igen. Amen