Dette hellige evangelium til 2. påskedag skriver evangelisten Lukas 

Samme dag var to af Jesus’ tilhængere taget afsted til landsbyen Emmaus, der ligger lidt over ti kilometer fra Jerusalem.¹⁴De gik og talte om alt det, der var sket, ⁵og mens de diskuterede det, kom Jesus selv og fulgtes med dem, ¹⁶men de kunne ikke genkende ham. ¹⁷»Hvad går I og taler om?« spurgte han. De standsede og så trist på ham. ¹⁸»Er du lige kommet til byen eller hvad? Du må være den eneste i hele Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket de seneste dage,« svarede den ene af dem; han hed Kleofas. ¹⁹»Hvad er der da sket?« spurgte Jesus, og de svarede: »Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, der kunne gøre mirakler, og hans ord gjorde indtryk på Gud og hvermand. ²⁰Men alligevel overgav vores præster og ledere ham til romerne og fik ham dømt til henrettelse på et kors. ²¹Vi havde ellers håbet, at det var ham, der skulle befri det jødiske folk, men nu er det altså tre dage siden, han døde. ²²Og så har nogle af kvinderne ovenikøbet gjort os fuldstændig forvirrede. Tidligt i morges gik de ud til graven ²³og opdagede, at hans lig var væk. De kom tilbage og fortalte, at de havde haft et syn. De havde set nogle engle, der sagde, at han var blevet levende igen. ²⁴Det fik nogle af hans disciple til at gå ud til graven, og de bekræftede det, kvinderne havde sagt. Men ham så de ikke.« ²⁵»Tænk jer dog om! Hvorfor har I så svært ved at tro på det, profeterne har sagt?« sagde Jesus. ²⁶»Der står faktisk i Skrifterne, at Messias skal mishandles og slås ihjel, før han kan indtage sin plads i himlen.« ²⁷Så viste han dem alle de steder i loven og hos profetbøgerne, der handlede om ham, og forklarede, hvordan det skulle forstås. ²⁸De nærmede sig den landsby, de skulle besøge, og Jesus lod, som om han ville gå videre, ²⁹men de to tilhængere ville holde på ham. »Bliv hos os,« sagde de. »Det er allerede sent, og det er ved at være mørkt.« Det gik han med til, ³⁰og da de var gået til bords, velsignede han brødet, brækkede det over og gav dem det. ³¹Pludselig kunne de se, hvem han var, men i samme øjeblik de genkendte ham, forsvandt han for øjnene af dem. ³²»Så var det derfor, det var så overvældende, da han forklarede os, hvordan Skrifterne skulle forstås,« sagde de til hinanden. ³³Med det samme gik de tilbage til Jerusalem, hvor de 11 disciple og resten af tilhængerne var samlet. ³⁴»Det er rigtigt, at Jesus er stået op fra de døde. Peter har set ham,« sagde de. ³⁵De to, der var kommet tilbage fra Emmaus, fortalte, hvad der var sket på vejen, og at de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet over og gav dem det. AMEN

PRÆDIKEN

”Tab for alt ikke lysten til at gå: jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom, jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den…”

Sådan skriver Søren Kierkegaard et sted i sine skrifter.

Er der noget mere grundlæggende end at sætte det ene ben foran det andet? Alligevel ved vi, hvor tungt det kan være at skulle gøre det, når vi bærer på noget tungt – som sorg!

Beretningen om Emmaus-vandringen minder os om, at gåturen eller vandringen kan være befriende, når tilværelsen slår knuder. På vandringen til Emmaus går to disciple og taler om alt det, der er sket i Jerusalem. De taler om alle påskens begivenheder: Det sidste måltid, Judas forråelse, Peters fornægtelse, Jesu død og korsfæstelsen, om den tomme grav og rygtet om Jesu opstandelse.

De er tyngede af sorg og savn, og de går dér med den brændende sol i nakken eller er det dødens kølige ånde fra Golgata, de kunne mærke? De er forvirrede og går med tunge skridt på den støvede vej fra Jerusalem til Emmaus. Bedst som de går og taler sammen, kommer Jesus og slår følge med dem. De kan ikke genkende ham, men deres samtale følger sine egne snoede veje, imens de går. Det er som om, de kommer til nye og dybere erkendelser dér på deres vandring.

Vi kender sikkert alle de gåture med vennen, kæresten, ægtefællen og kollegaen, hvor vi i forskellige livssituationer – sorg og glæde – har fået vendt tankemylderet med hinanden, så alt faldt bedre på plads, og vi kom mere overens med det hele.

Måske fordi vores blikke var rettet mod samme horisont, og vores tanker nåede andre højder og vi sammen nåede nye erkendelser? Når vi vandrer side om side med ansigterne rettet mod horisonten, slipper vi hinanden fri. Vi spærrer ikke for hinandens udsyn, som vi kan komme til, når vi sidder overfor hinanden og holder på vores. Vejen og himlen er det fælles udsyn – den samme horisont, og dér på vejen er der mulighed for at en 3. kan støde til…

Vi kan uventet møde et menneske - som vi ikke kender – et menneske, som berører og beriger vores liv og giver os nyt livsmod og nyt håb at leve på…

Tilbage til de 3, som er på deres vandring til Emmaus. Det er allerede sent og det er ved at blive mørkt.

”Bliv hos os”, siger de til den fremmede – og vi hører, han går med ind for at blive hos dem. De går til bords. Han velsigner brødet – brækker det og giver dem det. Pludselig kan de se, hvem han er: Den opstandne Kristus.

I samme øjeblik de genkender ham, forsvinder han igen for øjnene af dem. Det var kun et øjeblik, men det var nok til, at de nu har fået nyt livsmod, nyt håb – ny rejsekost - at fortsætte vandringen med…

Det øjeblik af guddommeligt nærvær, der bryder overraskende og uventet ind i vores liv – livgivende og fornyende - kan vi sikkert alle genkende? Det nærvær er også i nadveren. Når brødet brydes og rækkes os, og vinen skænkes, sådan som det skete på vejen til Emmaus. 

Vi kan komme tæt på, men vi kan aldrig indfange Jesus helt og holde ham fast i en bestemt form eller bestemt tid. Maja Lisa Engelhardt har malet mange billeder, hvor den opstandne kun træder utydeligt frem. Det giver os alle mulighed for at sætte ansigt på – og genkender ham.

Maleriet viser, hvordan den, der ved første møde kan forekomme utydelig og ukendt, igennem ord og nærvær kan bliver mere og mere genkendelig – uden vi dog kommer til at kende helt eller forstå til bunds.  

Paulus siger det meget fint i 1. kor:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Selvom det ikke er alt, vi kan erkende, kende eller genkende, så kan Jesus ord og nærvær forandrer vores liv, så vi får mod til at gå den nye dag i møde. 

– uanset hvor hullede og snoede vores veje bliver

– uanset om vejen er let eller tung at gå eller hvilke vildveje og omveje vi ender på.

- uanset hvilket mørke, der truer med at tage livsmodet og håbet fra os…

Når Jesus slår følge med os, kommer vi til dybere erkendelser

Når Jesus slår følge med os, kommer vi bedre overens med alt det, der er hændt os…  

Når Jesus slår følge med os, kaster opstandelsen helt nye perspektiver ind i vores liv og giver os nyt livsmod og nyt håb. Påskens budskab sætter os fri – det er et budskab om liv.

Livet, der trænger ind i døden,

kærligheden, der trænger ind i hadet

håbet, der trænger ind i håbløsheden

og glæden, der trænger ind i sorgen.

Opstandelsen åbner for en ny virkelighed - opstandelsens tid – nu og her.

Vi vandrer imod en fælles horisont, som vi ikke kan se grænserne for. Og der er mulighed for, at en 3. kan støde til…

I det møde ser og genkender vi dén tro og dét håb og dén kærlighed, hvormed vi er forbundet med andre mennesker, og vi genkender Jesu ansigt i deres. Mødet kan berøre og berige vores liv og give os nyt livsmod og nyt håb at leve på…

De to disciple skynder sig efter mødet tilbage til Jerusalem for at fortælle det hele videre. Den strækning, der føltes lang og tung på vej til Emmaus, løb de nu med lethed tilbage på ingen tid. Det var som om en tung sten var faldet fra deres hjerte…

Hvordan lyder mine og dine livslange samtale, vi fører med os selv, med Gud og med hinanden – alt imens vi vandrer mod vores fælles horisont på vej til Emmaus?

Søren Kierkegaards kunne lyde…

”Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den…”

Helle Søttrup beskriver det så smukt i dette digt, som jeg synes, at I skal have med på vejen ud på jeres vandring…  

Jeg beder en bøn for dig i nat,

for du vandrer af stejle stier.

Jeg giver dig al min styrke,

Jeg giver dig alt mit håb;

At selvom du vandrer alene,

Så mærker du nogen gå med.

Jeg beder en bøn for dig i nat,

jeg kranser din færd

med min kærlighed

og bønnens gode kræfter.

Og den bøn jeg har båret ved hjertet,

den lægger jeg ned for din fod.

Må opstandelsens kraft bærer jer og påskeglæden slå følge med jer hele vejen… Glædelig påske. AMEN