Dette hellige evangelium til påskedag skriver evangelisten Markus (16,1-8)

Lørdag aften, så snart sabbatten var forbi, gik Maria Magdalene, Salome og Maria, Jakobs mor, ud for at købe duftende olier til at gøre liget i stand med. ²Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, skyndte de sig afsted ud til graven, mens solen stod op. ^3-4»Hvem skal vi få til at hjælpe os med at rulle stenen væk fra indgangen til graven?« spurgte de hinanden - for det var en meget stor sten. Men da de kom derud, så de, at stenen allerede var rullet til side. ⁵De gik ind i graven og blev chokerede, da de så en ung mand i hvidt tøj sidde i den højre side af graven. ⁶»I skal ikke være bange,« sagde han. »I leder efter Jesus fra Nazaret, der blev henrettet på et kors, men han er ikke her; han er stået op fra de døde. Se! Det var der, de lagde ham. ⁷Nu skal I gå hen til hans disciple, først og fremmest Peter, og fortælle, at Jesus er taget i forvejen til Galilæa. Dér skal I møde ham, sådan som han har sagt til jer.« ⁸Kvinderne gik ud af graven og flygtede derfra, rædselsslagne og ude af sig selv. De fortalte ikke noget til nogen, for de var bange. AMEN

PRÆDIKEN 

Det er påskemorgen – Kristus er opstanden!

Derfor bruser orglet, trompeten lyder og salmerne jubler.

Påskeliljerne er sprunget ud og står i den fine gule festdragt.

Det er forår. Der er fuglesang og grøde i luften og morgenen er fuld af glæde…

Men på en uventet måde bremses det hele brat op – og alt står stille et øjeblik.

I læsningen fra Markusevangeliet - det minimalistiske og stilfærdige påskeevangelium - er der ikke umiddelbart tegn på forår. Der er ingen trompeter, der lyder eller orgler, der bruser, og det kan være svært at få øje på en morgen fuld af glæde…

Der er tavshed og tomhed og kvinder, der er rædselsslagende og ude af sig selv.

I det øjeblik, hvor de står og ser ind i den tomme grav, står alt stille.

Han er ikke her, han er opstået! Siger den unge mand i hvidt tøj  

De havde set den største lidelse, da Jesus hang på korset og de havde hørt Jesu råb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Råbet rungede af tomhed – som om Gud ikke var tilstede længere…

Tomheden kan gøre os bange. Vi kan frygte, at alt vi baserede vores liv på – alt det vi troede gav livet mening - - skal vise sig meningsløst og tomt.

Vi kan møde tomheden lige så stærkt som kvinderne ved graven påskemorgen. De havde netop sat hele deres liv ind på, at Jesus var deres frelser – livets mening og livets fylde. Men nu ser de kun den tomme grav. Det er som om, al deres håb og alle deres forventninger opsluges af mørket og tomheden

Påskeberetningen rummer en tomhed - et fravær, men på samme tid også en tro på en ny begyndelse… 

Fortællingen om kvinderne ved graven påskemorgen giver os troen på, at døden ikke er et slutpunkt, men er begyndelsen på noget nyt.

Opstandelsen er ikke den tomme grav. Jesus er ikke dér i tomheden. 

Han er dér, hvor livet er…

Han er taget i forvejen til Galilæa. Dér skal I møde ham! Siger den unge mand i hvidt tøj til dem….  

Kvinderne er ude af sig selv, og de flygter fra den tomme grav.

Påskeberetningen fortæller om et vendepunkt…

Når vi er ude af os selv – enten det skyldes sorg eller glæde - så er vi vendt mod andet eller andre end os selv. Idet kvinderne flygter fra graven, vender de ryggen til tomheden. De vender mørket ryggen og løber ud til dagen og til livet.

De gør det i tro og tillid til, at den magt, der bærer livet oppe, vil møde dem og at de skal leve af opstandelsens kraft. De flygter fra tomheden og til en virkelighed, hvor: Glæden opstår af frygten - som dagen af natten - og livet af døden…

Opstandelsen vender sorg til glæde.

Det er sket i en fjern fortid. Det sker i fremtid – efter døden. Det sker her og nu! Opstandelsen og evigt liv finder også sted i tiden. Det er i det øjeblik, hvor livsfylde erfares trods dødskulde og tomhed...

Det er i det øjeblik, hvor vi er ude af os selv – det kan være af sorg eller af glæde - at vi kan mærke et øjeblik af Guds skabende nærvær i verden, der griber forandrende ind vores liv…

Svend Bjerg (tidligere lektor i systematisk teologi) beskriver, hvordan han som barn oplever et øjeblik af det evige i livet.  

Som barn oplevede jeg det evige i livet, da jeg en sommerdag lå på ryggen, skjult i det høje kløvergræs. Vinden var krydret, himlen var fuld af lærker, og den salte smag af vesterhav lagde sig på tungen. Alt var på samme tid nært og fjernt. Tiden stod stille. Varmen dirrede. Jeg var salig!

De øjeblikke af gudsnærvær kan gøre os tavse. Vi mærker det i kroppen. Kroppen ved noget, som fornuften kan være længe om at forstå. Opstandelsen kan vi ikke forstå – den overgår al forstand – den er et mysterium!

Sådan var det for kvinderne ved graven påskemorgen og sådan er det for os…

Opstandelsen er store og små oplevelser af uventet glæde i livet …

Vi erfarer det i det livsmod, vi ikke selv kan skabe, men som kommer uventet til os, når vi troede, at alt var lukket til. Det er som at få åbnet døre ind til mere end vi havde håbet på. Det er ligesom kvindernes sorg og bekymring, der uventet løsner op, når stenen, der allerede er væltet fra graven påskemorgen, åbner en vej ud til et liv fyldt af langt mere end de havde håbet på… 

Når vores liv synes udsigtsløst, mørkt og tomt, og vi indespærret og forkrampede i bekymringer og frygt uventet kan opleve, hvordan alting pludselig løsner op og blive til glæde...

Det kan være Kærligheden, som kommer uventet og overrumplende – som en stor nåde midt i bruddet og adskillelsen.

påskeberetningen fortæller os, at kærligheden er stærkere end døden. Glæden stærkere end sorgen og frygten. Opstandelse er en uventet glæde, der har rod helt nede i det dyb, hvor vi ikke kan finde noget at glædes over, og hvor det er smerteligt og ensomt at være. I det dyb når opstandelsens kraft os og føres fra mørket og ud i lyset og livet…

Glæden kan vi ikke holde for os selv. Den er umulig at forskanse og holde indespærret. Den vil ud og den vil deles med andre, så den kan vokse. En glæde, der ikke udbredes, kan falde tilbage i frygt…

Vi hører, at kvinderne ikke sagde noget til nogen. Mon de forblev tavse – mon glæden faldt tilbage i frygt, fordi de ikke delte den med nogen...? 

Det er ikke altid så enkelt og så let at holde fast i påskeglæden…

Når Svend Bjerg beskriver, hvordan det øjeblik af salighed, hvor tiden stod stille i det høje kløvergræs med den salte smag af vesterhav på tungen, kun varede indtil en stor stud trampede ind i hans paradis og sendte ham på flugt…

Frygten kan komme igen. Den kan komme buldrende og trampende ind i vores paradis og drive os på flugt og få os til at vende morgenen ryggen. Der kan være langt til lyset og glæden nede fra sorgens og mørkets dyb. Vi kan mærke det i os selv - som en ulyst til ting i livet, som vi ellers fandt glæde ved. Vi kan se det i det andet menneskes øjne - som et lys, der er slukket i dem. Uventet er der overraskende øjeblikke, hvor lyset slipper ind og kaster glimt ind i mørket. Det er ligesom solen, der bryder igennem de mørke skyer og varmen smelter isen og får vandløb til at glide og løbe igen. Opstandelsens kraft når os igen og igen og fører os ud til dagen og til livet. Glæden er tilbage som fuglene i foråret.

Vi må gribe evangeliet dér, hvor det slutter i dag – vende meningsløsheden og tomheden ryggen og bringe glæden ud i livet.

Mon kvinderne kunne holde glæden for sig selv, da de flygtede fra graven - vendte ryggen til tomheden og løb ud til dagen og til livet? Jeg tror det ikke…

Og vi kan ikke holde glæden for os selv. Den er umulig at forskanse og holde indespærret. Den vil ud og den vil deles med andre, så den kan vokse…

Lad derfor orglet bruse, trompeten lyde og salmerne jubler. Lad påskeliljerne stå i den fineste gule festdragt. For hver gang sorg bliver vendt til glæde i os og imellem, os er det Kristi opstandelse til liv og glæde, der bryder frem og fører os ud i livet til en morgen fuld af opstandelsesglæde. Glædelig påske. AMEN