Da de nærmede sig Jerusalem og var nået til Betfage på Oliebjerget, sendte Jesus to disciple afsted. ²»I skal gå ind i landsbyen derovre. Lige når I kommer derind, finder I et æsel, som står bundet sammen med sit føl. Bind dem op, og tag dem med tilbage til mig. ³Hvis nogen siger noget til jer, skal I forklare, at det er jeres herre, der har brug for dem, og at han snart sender dem tilbage.« ⁴På den måde gik det, Gud havde sagt, i opfyldelse. Hos profeterne står der nemlig:

⁵»Sig til Jerusalem:

›Se, din konge kommer til dig.

Han rider ydmygt på et æsel,

ja, på et æsels føl.‹«

⁶Så tog disciplene afsted og gjorde, som Jesus havde sagt. ⁷De hentede æslet og føllet og lagde deres kapper hen over dyrene, og Jesus satte sig op. ⁸De mange mennesker, der fulgte dem, lagde deres kapper ud på vejen, og nogle skar grene af træerne og spredte dem på vejen. ⁹Der gik folk både foran og bag ved Jesus, og de råbte alle sammen:

»Hosianna.

Gud velsigne kong Davids søn.

Han kommer i Herrens navn.

Hosianna, himmelske Gud.«                   Matthæus 21,1-9

Det gamle er forbi, og noget nyt er på vej. Sådan begynder vi palmesøndag med Jesu indtog i Jerusalem. Til ordene fra profeten Zakarias Se, din konge kommer til dig …. Ydmygt ridende på et æsel. Han er konge af David, som Gud velsignede i sin tid, med løftet om, at én dag, ville en ny konge komme., som en søn af ham.

Profetier der går i opfyldelse er fantastisk. At noget kommer, som vi ikke har haft indflydelse på, som ikke sker i kraft af os og vores indsats. Jesu indtog i Jerusalem er en bøn om, at Gud må komme i ham. I bønnen rækker vi med vores ord ud til en fremtid vi ikke ved om kommer, men vi lever i håbet som ikke understøttes af andet end tegn i tiden som viser sig. Jeg mindes da den forrige amerikanske præsident Obama første gang blev valgt, tændte det en bølge af håb og tillid til fremtiden i mange mennesker verden rundt.

Indtoget i Jerusalem skaber en forventning i mennesker. Det var i hvert fald sådan mange tænkte, da de så Jesus komme ridende ind i byen. De blev grebet af det der øjeblik, som vi også kan møde, at noget vi har hørt om, længtes efter, følt var vigtigt, mon det kommer en dag, og så pludselig falder fortid og fremtid sammen i et koncentreret øjeblik, her og nu.

Det gamle er forbi og vi må gøre os parate til det nye. Selvom den gamle verden måske gør en tryg. Man ved hvad man har, og ikke hvad man får. Noget nyt kommer til. Det lyder indbydende og vi kan alle blive grebet af, at nu kommer det nye, som vi har kigget efter i lang tid.

Det er mens Matthæus skriver om Jesu indtog, at vi opfyldelsen sker. Hans ord gør det samme over for os i dag, som de må have gjort dengang.

Vi må gøre os parate til det nye. Det er sandelig påskens tema hvert år. Det ydmygt ridende Jesus på æslet, på vej til påskemåltidet skærtorsdag, hvor Jesus afslører at nu går de ind i de afgørende timer med lidelse, smerte og død, og til den helt vilde påskesøndag, der for altid bliver et nyt udgangspunkt for troens kraft.

Vi kan ikke blive hængende i det gamle. Misforstå mig ikke, at jeg taler for at fortiden kun er én gang, og brugt og kasseret, og at vi hele tiden lever i et dirrende og uroligt nu. Vi har altid fortiden med os, som erindring og minder, for der gives intet menneskeligt liv uden erindring.

Men vi må også gøre plads for det nye. Ellers sker der ingen udvikling. Vi kan ikke blive hængende i den forståelse af fortiden, at alt helst skal være som det plejer, og intet må laves om.

Palmesøndag med Jesu vej ind i byen og Hosianna råd, er en bøn om hjælp og redning. Den peger frem mod påskemorgenens tomme grav, som er tegnet på opstandelsen, der fortæller at en ny tidsalder er begyndt. Noget afgørende har fundet sted, en forandring er sket.

Det nye er kommet og vi må lade det gamle blive i erindringen. Vi må gøre vores stilling op, træffe et valg, vil vi være med, kaste os ud i det nye. Tro at påsken er vild og voldsom og vil os noget mere, når den efterlader os om en uge ved den tomme grav. Det kræver en ydmyghed som den Jesus viser frem. Vi må gå til side, lægge det gamle bag os, og give os hen til den nye tidsalder.

Al virkelighed er fuld af huller, og muligheder.

Hullerne i livet, kan vi falde ned i, og have svært ved at komme af ad igen. Hullerne kan vi også vælge at blive siddende i, mens livet går videre og vi ender med at føle at vi er udenfor.

Hullerne på den støvede landevej som Jesus rider på ind i Jerusalem, er samtidig et billede på menneskers længsler og håb, som vi hører i deres Hosianna råb. De er de huller Jesus er kommet for at fylde ud med håb. Mange trådte til side, for at vise at de var parate til at møde det nye, og gå med….

Hullerne i vores liv skal ikke vi altid se som nederlag. De er også muligheder, for at noget nyt kan komme til.

Jesus kommer i Guds navn. Han udtrykker at Gud er med os, levende og aktiv i al, hvad vi siger og gør.

Hans ydmyghed gav dem styrke til at tro, hvad de ikke håbede var sandt. At der netop i den dybeste afmagt findes en magt, som hedder mod. Mod til at håbe og trodse det som vil ødelægge livet. Modet er modet til at tro det utrolige. Det utrolige er netop hvad påsken handler om. Livets sejr over dødens og mørkets kræfter. Modet er tro. En tro på at alt i livet ikke følger en forud bestemt plan. Menneskers liv og historiens liv er en proces hvor der findes både skabende og nedbrydende kræfter, både skæbne og frihed, både tilfældighed og nødvendighed.

Jesus går foran os og vi følger efter. Jesus fortsatte ind i byen, og rejste dermed et symbol, hvis kraft også når os i dag.

Det er spændingen i livet tegnet af korset og opstandelsen.

Med Jesu gang fremad fortælles det samtidig at resignationen er den uhyggeligste af alle former for død. At give op er at krænke livet og livets skaber, selvom vi gange godt kan forstå hvis mennesker giver op over for det de kommer ud for.

I påsken sker der en guddommelig vending af verdensforløbet som får betydning for mange menneskers liv. Der rejses et håb over alt liv.

Et håb som gang på gang vil blive modsagt og hånet. Men i dag bliver det klart, at Guds mening med Jesu indtog i Jerusalem var at lade os vide, at foran os er han og ikke den uvisse skæbne. Han kommer til os. Han er foran os. Velsignet være han som kommer i herrens navn.

Vi er ikke ladt alene. Det kan modet støtte sig til. Gud kommer til os ydmygt på æselryg. Kommer os i møde med en glæde og et mod som kan rumme vor frygt og nød. Amen