¹⁴Engang drev Jesus en dæmon ud, der havde gjort en mand stum. Så snart dæmonen havde forladt manden, kunne han tale igen, og det undrede folk sig højlydt over. ¹⁵Men nogle af dem sagde: »Når han kan drive dæmoner ud, er det bare, fordi han får hjælp af Beelzebul, dæmonernes fyrste.« ¹⁶Andre ville udfordre ham og forlangte, at han gav dem et bevis på, at han var sendt af Gud. ¹⁷Men Jesus gennemskuede dem og sagde: »Hvis der er borgerkrig i et land, bliver det ødelagt, og den ene familie overfalder den anden. ¹⁸Hvis Satan bekæmpede sig selv, hvordan skulle han så kunne beholde sin magt? I siger jo, at jeg får hjælp af Beelzebul til at drive dæmoner ud. ¹⁹Men hvis det er rigtigt, hvem hjælper så jeres egne folk, når de gør det? Lad dem afgøre, om I har ret. ²⁰Men hvis det nu er Gud, der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så er det jo tegn på, at det er Gud, der har magten.

²¹Man kan sammenligne Satan med en stærk mand, der forsvarer sit hjem med våben og derfor kan have sine ting i fred. ²²Men hvis der kommer en, der er endnu stærkere og besejrer den stærke mand, vil han tage de våben fra ham, som han stolede fuldt og fast på. Han tager alle mandens ting med sig og deler ud af dem. ²³Den, der ikke er med mig, er imod mig. Og den, der ikke hjælper mig med at samle, han spreder.

²⁴Når en dæmon er faret ud af et menneske, flakker den rundt i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men det lykkes ikke. Derfor bestemmer den sig for at tage tilbage til det hus, den blev drevet ud fra. ²⁵Når den gør det, opdager den, at huset er rent og pænt, ²⁶og så henter den syv andre dæmoner, der er værre end den selv, og flytter ind sammen med dem. På den måde bliver det værre for den besatte, end det var før.«

²⁷Mens han talte, var der en kvinde mellem tilhørerne, der råbte til ham: »Hvor er din mor heldig. Hun har både født dig og ammet dig.« ²⁸Men han svarede: »Ja, men dem, der hører, hvad Gud siger, og holder fast ved det, er endnu heldigere.« Lukas 11,14-28 

 Dæmoner? Dæmoni?

Første reaktion er vel noget i retning af: hvad siger det dog os i dag? Dæmoner, dæmonernes leder Beelzebul er på spil, Satan nævnes og dæmonen der forlader huset, men vender frygteligt tilbage igen med flere af sin slags. De lyder næsten som en virus.

At Jesus driver dæmoner ud er der ikke noget nyt i. Det gør han ved flere lejligheder. Dæmoner var en del af det religiøse univers som mennesker levede med i datidens forestillingsverden. Gud, dæmoner, Satan og Djævelen var nærværende kræfter i menneskers liv. Er man til Gud eller dæmonen?

Vi er ikke kommet længere væk fra dette univers end at vi godt kender til livets gode og onde kræfter. Kampen mellem godt og ondt er en del af livet. Der findes ikke et rent og pænt hus.

Det onde er på spil ude i verden. Vi ser det hele tiden. Det onde gør ondt. Det onde, ondskaben, hører med til livet. Det krænker livets herlighed. Det onde sidder i hver enkelt af os, det onde findes også i den uretfærdighed som kommer af naturkatastrofer og af samfundsstrukturer, og endelig findes det onde i den grusomhed ved tilværelsen, som ikke er til at forstå, at et menneske dør.

Gud skabte alting godt er skabelsesfortællingens pointe, men skabelsen bliver gang på gang i de bibelske fortællinger mødt af mørkets magter, som vil destruere det gode.

Vi skal holde fast ved det gode. Det onde og døden er altid nr. to efter livet. Selvfølgelig, vil I sikkert alle sammen sige! Det er det vi gør i livet, hverdag, går vi ud fra livet og det godes værd. Det er en grund-erfaring i vores livssyn, at det gode har forrang for det onde.

 I fortællingerne om Jesu kamp med dæmonerne møder vi igen kampen mellem det gode og det onde, mellem liv og død, eller mellem Guds rige og Satans rige. Vi holder med Jesus, for vi ved hvem han er og hvad han kan. Han er tegnet på, at Gud har magten.

Og alligevel er det hele også noget tvetydigt. For er Jesus selv en dæmon, der uddriver onde magter ved det onde selv.

Er det ved dæmonernes fyrste eller ved Guds kraft at Jesus driver dæmonen ud?

Ja, det stilles som spørgsmål, og selv om Jesus godt ved hvem han arbejder for, afslører det samtidig at det dæmoniske og det guddommelige er viklet ind i hinanden.

En væsentlig forskel er den, at dæmonen er stum og Jesus taler.

Den forskel er ikke bare væsentlig, men sigende for hvad dæmoni er. Dæmoni skaber en stemning af usikkerhed. Tavshed skaber nemlig uro i mennesker. Dæmoni har sit tydeligste kendetegn i tavsheden. Dæmoni lukker sig om sig selv, og vil ikke tage imod livet, der kommer os i møde.

Derfor er den indesluttet. Kierkegaard beskriver det indesluttede præcist: Det, den indesluttede gemmer i sin indesluttethed, kan være så forfærdeligt, at han ikke tør udsige det, end ikke for sig selv.” Når far eller mor gentagne gange tier stille, ikke siger noget, bygges der en ond stemning op i hjemmet.

Da Jesus havde drevet dæmonen ud af manden, begyndte han at tale igen.

Er det ikke noget vi godt kender? Eller har mødt det i et andet menneske. Vi går rundt, og er tavse, holder noget tilbage, ser ikke omverdenen og den anden, fordi vi måske gerne med vores tavshed vil straffe den anden.

Der hører mere til i tavsheden, en fornemmelse af noget truende, en nervøsitet, noget skjult. Og derfor undgår dæmonien dialogen, fordi det fører til at det dæmoniske vil blive konfronteret med sig selv. Sin skyld, sin dårlige samvittighed eller sin altædende indelukkethed.

Vi taler ikke om vrede eller raseri, for dæmoni er uberegnelig, tavs og det giver fornemmelsen af noget truende, noget vi ikke ved hvad er.

Det kan derfor ikke undre at dæmoni ofte bruges i overført betydning, og der tales om dæmoniske kræfter, som lever skjult i det ubevidste og i tilværelsens kringelkroge.

 Det er den gamle kamp mellem tilværelsens grundkræfter, det gode og det onde, som vi igen ser dukke i Jesu kamp og overvindelse af dæmonen. Som vi kan se det i verden i dag, hvor voldsomme og rystende begivenheder bryder ind i menneskers liv, og på et sekund ændre alt hvad der er godt til sin modsætning.

Jesus ved godt at vennerne af dæmonernes fyrste Beelzebul, denne uhyggelige fyr, kæmper deres egen stille og undergravende kamp for at indføre sin onde fred. Men det foregår aldrig åbent, men skjult, og derfor er dæmonerne altid stumme. De siger ikke noget fordi de godt ved, at det bedste våben de har ikke er ordet, men i det skjulte at bemægtige sig mennesket ved at lade som om verden og virkeligheden kan blive en anden. Det dæmoniske er en besættelse som vi så det under nazismen, hvor man skulle passe på hvad man sagde, og hvor almindelige dagligdags ord pludselige blev pålagt en tavshed, fordi de kom til at betyde noget andet.

 Jesus er den talende og det er ved sproget og kommunikationen at det dæmoniske skal bekæmpes. Gud taler gennem Jesus. Det viser at sprog rummer en åbenhed, som kan holde vores virkelighed åben for det nye, for friheden, for det gode og for skønheden. Og dermed også for Gud.

Tale, samtale løser os af det dæmoniske greb. Sprog skaber fællesskab med andre. Samtale er helbredende. Amen