¹³Så kom Jesus fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. ¹⁴Men Johannes forsøgte at tale ham fra det og sagde: »Hvorfor kommer du til mig for at blive døbt? Det er mig, der har brug for at blive døbt af dig.« ¹⁵Jesus svarede: »Døb mig alligevel. Det er sådan, vi gør dét, Gud vil have.« Johannes gav efter og døbte ham. ¹⁶Og lige da Jesus var på vej op af vandet, åbnede himlen sig, og han så Helligånden, der dalede ned over ham som en due. ¹⁷En stemme fra himlen sagde: »Her er min elskede søn. Det er ham, jeg har valgt.« Matthæus 3,13-17

 Matthæus beskriver levende og med forundring Jesu dåb i Jordanfloden. Af nærværet i hans ord, er det ikke umuligt at forestille sig at han selv har været tilstede. Hele dåbsscenen, så kort den er fortalt, beskriver en virkelighed, der åbner sig mod Gud, for ”lige da Jesus var på vej op af vandet, åbnede himlen sig”.

Denne scene skal vi huske på, hver gang vi overværer en dåb – hver eneste gang vi husker på, at vi selv engang blev døbt – så skal vi høre, at himlen er åben, og at Guds stemme lyder over os resten af vores liv: Du er min søn – du er min datter – det er dig jeg har valgt.

 Dåben gør Gud til noget håndgribeligt. Dåb er et tegn på Guds troskab mod os. Et kærtegn fra Gud. Gud binder sig i Jesu dåb til mennesker på en nærværende måde. Himlen åbner sig over Jesus, fordi Gud vil forene sig med os.

Ligesom når en mor eller far sender sit barn afsted i en byge af kys og knus med ordene ”pas på dig selv”, ”jeg elsker dig”, ”ha’ en god dag”. Mors og fars stemme og kærlige ord, husker barnet, en himlen over deres liv, som knytter bånd for resten af livet. Den kærlighed ved barnet godt står ved magt, til troende, et tegn på troskab. En kærlighed at gå ud i livet med.

Ordene har brug for det håndgribelige, vandet, kysset og omfavnelsen. Ord har også brug for tingenes håndgribelighed, ligesom tingene, det vi gør, har brug for ord.

Vandet i dåben fortæller sin egen historie om at forsvinde, gå til grunde, og at livet også er mørkt og kan være kaotisk. Sorrig og glæde sang vi i dag med Kingo i hans elskede salme om livet vi lever. Vi kender det liv med alle sine modsætninger. Dåben ved også om det liv, når Guds kærlighed minder os om, at vi som døbte kan tro, at vi for altid har den afgørende del af vores væsen hævet op over al jordisk medgang eller modgang.

 Ind i det kaos og mørke som hører med til livet og det at leve, taler Gud som skaberen, hiver sit menneske ud af vandet, fordi det bedste Gud ved, er at give. Gud vil have at Johannes skal døbe Jesus og ikke omvendt, fordi i Jesu dåb viser Gud sin kærlighed. Og når vi døber barnet, og ved med os selv er vi er døbt, er det at få del i den kærlighed.

Guds stemme der taler til Jesus om, at han er elsket, viser hvem Gud er. Mennesket er Guds svage punkt.

At blive døbt er at genvinde den menneskelighed som Gud altid har ment var meningen med at være menneske.

Vi må stille det spørgsmål til dåben, og jeg synes det er vigtigt at stille det: om det gør en forskel om vi er døbt eller ej? – Jeg vil indskyde at jeg hører ikke til dem der mener, at de børn som ikke bliver døbt er uden for Guds kærlighed. Dertil er Guds kærlighed stor, almægtig og altfavnende, og derfor uden for vores fatteevne.

I dåben bliver et menneske fortalt at det er skabt, valgt og elsket af Gud. Et livsfællesskab med Gud tager sin begyndelse i dåben.

Gør det nogen forskel i et menneskes liv? Det er altid dejlig at være elsket, uden kærlighed visner vi og dør. Det er også godt at have en bestemmelse i livet, at være skabt. Der er noget mere i ordet ”skabt” end i ”at være til”. Som skabt er livet meningsfuldt. Skabt rummer også en retning for livet. Søge det gode, arbejde for det, vise det. Livet er godt som skabt.

Vi er skabt af Gud. Det siger både noget om bestemmelsen og kærligheden, men det fortæller samtidig at mit liv er født til at leves på en bestemt måde. I Jesus gav Gud sig til kende, hvad der var meningen med at skabe mennesker, - vi skal ikke dømme, vi skal tilgive, elske, være barmhjertige.

 Vi er noget og skal ikke tænke på først at blive til noget. I mange andre af de rum vi bevæger os rundt i vores dagligdag, er det slet ikke så selvfølgeligt at vi er noget, men må først tænke på at blive noget. Rum er de steder hvor vi mødes med andre, men hvor rummet kan betyde alt for hvad der forlanges af os. – Rum kan være vores hjem, skolen, arbejdspladsen, samfundet, men tiden vi lever i skaber os sine egne særlige rum i form af krav til mennesker, som opstår af den overflod samfundet tilbyder. I de rum kan det være tøjet du har på, musikken du hører, ja, din stil og dine præferencer, der betyder om du er noget. Lysten til at sammenligne sig med andre er stor og det siger sig selv, at konkurrence om at blive til noget kommer til at fylde meget

I dåbens rum kan vi rummes i kraft af det vi er: vi er dem Gud elsker! Vi bliver set på, og bliver i det syn til Guds børn.

Når det er Gud der elsker er det eneste vi skal gøre, at hengive os – som i ethvert ordentligt forhold hvor det handler om kærlighed.

I dåben handler det om en kærlighed der ser livet under håbets fortegn. Dåben er et levende håb, et håb på noget, vi endnu ikke kan se. Vi må som vi skal synge til slut med Brorson tie og bie, vente før vi kan hente

Dåbens liv er at give sig hen i livet, hver dag at forsvinde og se livet opstå til nyt liv. Vi er valgt, og det skal vi høre som et løfte. I det løfte ligger håbet, og det er, at Gud følger sit menneske, mens det lever, og at han ikke slipper det, når det dør. Amen    Amen