Dette hellige evangelium til 22. s.e.t. skriver evangelisten Matthæus....

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det. Sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. AMEN

PRÆDIKEN 

Barnet står i midten af det hele…

Det er der ikke noget overraskende i for os – at barnet står i midten af det hele… 

I vores tid har vi så meget fokus og opmærksomhed på barnet, at børn måske en gang i mellem godt kunne tænke sig at være i fred – have fred til bare at lege og have fred til bare at vokse…

Men en overraskelse – ja, nærmest en provokation - har det været dengang.

Da Jesus satte barnet i midten, når han skulle svare på spørgsmålet om, hvem der er den største i Himmeriget?

Disciplene havde helt sikkert forestillet sig et andet svar…

Noget de kunne forsøge at leve op til og måske noget, de kunne gøre sig fortjent til…

Men det er barnet, der står i midten af det hele…

Og med det understreger Jesus, at i Himmeriget er den mindste størst.

Ved at sætte barnet i midten bliver barnet forbillede…

I skal blive som børn – ”Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget”

Barnet står i midten – sikkert lidt forvirret og overrasket over hele situationen og måske helt omtåget af alle de voksnes mange ord, der må være fløjet hen over hovedet på det…

Og hvad er det, vi i dag bliver opfordret til at se i det barn, der står der – hvad er det, både disciplene og vi skal blive som?

Den tyske filosof Hannah Arendt skriver, at hver eneste barnefødsel rummer en dybtgående og vidtrækkende betydning. Hver eneste gang et barn fødes får verden en ny begyndelse.

Lyder det lige I overkanten?

Men tanken er, at der er et fremtidshåb i ethvert nyt menneske, der kommer til verden…

fordi ethvert menneske repræsenterer noget enestående og særligt – ethvert barn bringer noget nyt og enestående ind i verden…

Men vi ved også, at barnet samtidig er udleveret til livet…

– magtesløs – afhængig af at andre vil tage sig af det og elske det!

Det er sårbart og svagt – den svageste part i ethvert forhold.

Barnet er mennesket uden magt.

Ved at sætte barnet i midten peger Jesus på, at i Himmeriget er den mindste størst.

Det er det, barnet minder os om. Ikke bare i evangelieteksten til i dag, men også i vores eget liv, når vi ser på barnet…

I et interview fortæller en mor, at hun blev fuldstændig overvældet, da hun stod med sit lille nyfødte barn i armene 

• overvældet af hvor stort livet pludselig blev
• overvældet af det ansvar, der nu hvilede på hende…

Hun blev ydmyg – nærmest ramt af afmagt…

Det gik op for hende, at der er meget her i livet, hun ikke er Herre over.

Nemlig, hvordan det på alle måder skal gå barnet her i livet.

Hun fortæller videre i interviewet, hvordan dåben blev en gave, fordi hun ved at lægge barnet i Guds hænder ikke længere skulle bære hele livet selv…

Det er det barnet minder os om.

Det minder os om, at vi ikke kan magte alting her i livet – at vi ikke kan bære hele livet selv…

Der er nemlig næring til livet dér, hvor vi opdager, at vi ikke skal magte alting selv – at vi ikke skal bære hele livet selv.

Det er derfor livsvigtigt at opdage og tilkendegive, at vi er afhængige af hjælp udefra og ovenfra…

For i tilværelsens inderste lag er vi alle både store og små – og må leve i afhængighed af Gud og hinanden…

Og vi må leve i samme utrættelige forventning til livet, som kendetegner barnet…

Barnet viser os, hvad det vil sige at leve udleveret til, at nogen tager sig af det og elsker det!

Det er sårbart og svagt – den svageste part i ethvert forhold.

Barnet er mennesket uden magt...

Men vi kan have glemt at leve som barnet, fordi vores voksenliv kræver noget andet af os.

Vi afklæder os barnet – og iklæder os måske det stiveste puds for at skjule vores sårbarhed. Vi iklæder os alvor, ansvar og søvnløse nætter over alt det, som vi forventer af os selv eller vi tror andre forventer af os? 

På den måde kommer vi til at stå ligesom disciplene... 

– håber på, at det vi gjorde og det vi blev til kan række hele vejen ind i Himmerige…

- håber på at vi kan leve op til alle forventningerne…

En voksen kvinde fortalte mig engang, hvordan hendes forestillinger om at skulle leve op til bestemte forventninger i flere år havde forhindret hende i at blive døbt.

Hun oplevede, at tærsklen var for høj ind til kirken – som om hun skulle leve op til en hel masse…

Det var først efter flere år, at det kom til at ske – at hun blev døbt.

Hun fortalte en præst om den længsel, som hun længe havde haft - et ønske om at blive døbt.

Han så på hende – og løftede hende op på skuldrene og bevægede sig hen mod døbefonten …

”kom vi gør det nu” – sagde han.

Og selv om den handling var ment i sjov, og hun ikke blev døbt lige netop den dag, så var det en lettelse og befrielse – ja, nærmest en velsignelse i sig selv, at præsten næsten havde båret hende til dåben - ligesom når vi bærer barnet.

Barnet står i midten af det hele…

Her står det, som forbillede – som det disciplene, du og jeg skal blive som…

Barnet står i midten af det hele – også her hos os, når vi som i dag har døbt Sif i midten af det hele.

Det minder os igen om - at i tilværelsens inderste lag er vi alle både store og små – at vi lever i afhængighed af Gud og hinanden…

Og vi må leve i samme utrættelige forventning til livet, som kendetegner barnet.

Men når barnet står i midten af det hele, så er det ikke kun som forbillede, men også en påmindelse…

En påmindelse om, at vi skal have blik for dem, der lige nu er små

– magtesløse og afhængige af, at vi tager os af dem og viser dem omsorg…

Ak og ve det menneske, der bringer barnet til fald…

Jesus taler i et rigt billedsprog – om møllehjul om halsen, om afhuggede lemmer og ild, når han advarer imod at blive det menneske, der bringer barnet til fald…

Når han advarer imod at blive det menneske, der tager håbet, troen og livsmodet fra barnet – ja, fra ethvert menneske.

Hvorfor?... Fordi…  

• Derved nedbrydes tanken om, at ethvert menneske repræsenterer noget enestående og særligt –
• Derved nedbrydes fremtidshåbet i barnet – både hos store og små – barnet som er Gudsrigets fremtid…  

… det nedbryder i en sådan grad, at mennesket ikke længere tror sig villet og elsket…

Selvom barnet står i midten af det hele, så kan vi overse barnet…

Vi overser... 

– det sårbare og afmægtige hos os selv, fordi vi ikke vil kendes ved det.

– det sårbare og afmægtige hos hinanden, fordi vi ikke vil tage os af det.

Vi kommer til at SE forbi det, GÅ forbi det og GÅ en stor bue uden om og hele vejen ud på de øde græsmarker, ligesom det ene får ud af de 100…

Men helt derude bliver også vi fundet…

om Gud så skal lade de 99 andre får stå tilbage og bræge på bjerget, så går han ud og tager fåret i sine næver og svinger det op på skuldrene og bærer det hjem…   

For selvom han har mange, så har han ikke en eneste FOR mange.

Han sætter en uendelig værdi på hvert enkelt menneske – enestående og særlig – skabt, villet og elsket…

På de dage hvor vi ikke magter mere, og vi hverken kan finde hjem i os selv eller tilbage til alle de andre, så vandrer Gud med os og bærer os på sine skuldre hele vejen ind i Guds Himmerige. AMEN…