Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin smag, hvad kan det så bruges til? Det kan ikke blive salt igen, men er lige til at smide ud, og alle og enhver kan træde på det. I er verdens lys. Man kan ikke skjule en by, der ligger oppe på et bjerg. Det samme gælder en olielampe: Den tænder man ikke for at gemme den væk under en krukke, man sætter den frem, så alle i huset kan få glæde af den.  På samme måde skal I skinne for alle mennesker. Så kan de se de gode ting, I gør, og takke jeres far, som er i himlen. Matthæus 5,13-16

I er jordens salt ….. I er verdens lys siger Jesus til sine disciple og til os her i dag. Vi er noget og skal ikke først blive til noget. Det er hvad de døde kan lære os, de var noget, i sig selv, for os, og det er dem vi særligt mindes i dag. Vi er salt og lys i livet, ved at huske dem for hvad de gav os, som er den arv vi skal overtage. Ved selv at være salt og lys for dem, ved at tage dem med i vore liv. Det vi har mistet, er det vi skal overtage.

Alle helgen er det tidspunkt på året hvor vi har mulighed for at mindes vores kære. Dem vi har mistet. Erindringen om det menneske vi savner, sådan holder vi fast i deres betydning. Eftertanken går til det der har været og til dem, der har været. I enrum og i fællesskab tænker vi, de efterladte i livet, på dem, som i levende live har rørt ved vore liv.

Alle helgen, det er i dag, hvor kirken tilbyder rum og tid til trøst og fællesskab for de sørgende.

Det er ikke længere helgenerne vi dyrker i dag. Tidligere i historien var det kristne mennesker der led martyrdøden eller levede et særlig fromt liv. Med fremkomsten af de protestantiske gudstjenester i 1500-tallet, blev en helgen ethvert menneske. Vi mindes ikke de få udvalgte, helgenerne, men alle der har levet et liv til døden tog dem.

De som er døde i årets løb er særligt nærværende for mange her i dag. – Vi læser senere alle deres navne op til deres minde, fordi de var salt og lys i vore liv, som vi hørte Matthæus tale om os. Men ingen død uden et liv! Vi kan kun fortælle om de døde som levende, som døde er der meget lidt at sige om dem.

Døden fortæller om et liv der er levet. Nu er det mindet og erindringen som fylder. Tilknytningen til et menneske, som både kan være glædelig og smertefuld, er hvad mange i dag er kommet for. I mindet sørger vi for vore kære som gik bort. Vi sørger for dem ved at huske dem, og tænke tilbage på det liv vi havde sammen. Erindringen, hukommelsen står ikke underligt tydeligt på denne dag. En god sorg kan lindre. En god sorg er en vandring fra tabet og døden tilbage til livet.   

Prædikenteksten fra Jesu Bjergprædiken taler om at være jordens salt og verdens lys. De døde er mennesker, der har været lys og salt i vore liv. Som vi var det i deres. Og vi er stadig salt og lys.

Alle Helgen har ikke sit fokus som ved bisættelsen eller begravelsen om en enkelt, der er død. Her er mange efterladte samlet. Omstændighederne ved tabet er forskellige, det fælles er at være ladt tilbage. At være en, der har mistet.

Jeres tab af de kære I tænker på og savner, er ikke ens.Det jeg tænker på er, at ligeså forskellige vores relationer har været i livet – tætte eller fjerne – er også sorgen forskellig.

Det som er godt ved denne gudstjeneste er, at vi kan være i samme rum trods disse forskelle. Mange har fået en invitation fra kirken til at komme her, fordi I har mistet et menneske. Vi kan ikke slippe dem af vores erindring og minder.

Vi kan bruge Matthæus fine ord fra Bjergprædiken om det vi er: I er salt og lys! Vi bliver gjort opmærksom hvad vi er, hvis skulle have glemt det i sorgen eller mistet selvværdet, da den person der var vigtig for mit værd, ikke er mere.

Salt og lys gør en forskel. Uden salt bliver alt forskelsløst i smagen. Hvad er et blødkogt æg uden salt. Talt om et menneske er saltet er et billede på kraft, og at nogen er sin helt egen. Det gør en forskel. Lyset gør også en forskel. Et mørkt rum er bare ét rum uden nuancer. Tændes et lys skaber der med det samme forskelle; ting bliver tydelige, skygger kastes forskelligt afhængigt af lyset, farver for en anden glød ved lysets hjælp. Ligesom jeres kære kunne lyse et rum op ved træde ind i det. Et menneske er salt og lys, fordi ethvert menneske har noget, der gør det menneske til noget særligt.

Jeg vender tit tilbage til den engelske forfatter Julian Barnes (JB) smukke essay om tabet af sin kone. Den mistede dybde er titlen. Han skriver fint om hvad det betyder at miste et menneske. Et menneske der har været salt og lys i hans liv. Derfor må han skrive om tabet af hende, og det er godt at blive klog på og trøstet af. Savnet mærker vi tydeligt når han skriver: Vi var sammen i tredive år. Jeg var toogtredive, da vi mødte hinanden, toogtres, da hun døde. Mit livs hjerte; hjertes liv.

Han skriver om sorgen med al den smerte den rummer, men også den glæde som sorgen kan blive til. Sorg er en menneskelig tilstand og ikke en medicinsk. For der mangler én.

Han eller hun mangler i mit liv, i vores liv som familie. Ændringen er som ingen anden til at tage at føle på. Vi kan virkelig tale om et før og et efter. JB skriver om at få placeret sine kære et sted – det handler om tro og ikke tro: Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde får hende at se igen. Jeg skal aldrig mere se, høre, røre, kramme, lytte til, eller le med hende; aldrig mere vente på hendes trin, smile ved lyden af en dør, der går op, knuge hendes krop til min og min krop til hendes. Jeg tror heller ikke på, at vi mødes igen…..jeg tror på, at død er død.

De døde er der ikke fysisk. Da døden kom til os og vor kære, var der ingen tvivl om de nu var et andet sted. Alt er i en forstand slut. Fra nu af er livet noget andet. I anden forstand er livet ikke slut, for vi har jo levet sammen her.

Matthæus nævner himlene hvor Gud er, og som vi i den traditionelle forestilling regner for det sted de døde er. Det lys vore kære og vi har mødt hinanden med ser Gud, fordi Gud ser alt. I himlene er der glæde over de døde. Det er øjet deroppe, hvor vore kære befinder sig. I himlene og ikke i himlen, som er det sted vi fortæller vore børn, at farmor nu er. Himlene er Guds steder hvor vores kære er, og kan vise sig for os i de ansigter og gaver og kampe, som kommer frem, når de døde melder sig for os. I er jordens salt … I er verdens lys – det var det de døde var for os. Vi mærker deres salt og lys, som den forskel de gjorde ved at være dem de var.

Den der har mistet har helt sikkert følt at saltet har mistet sin kraft. Lysten til at gemme sit lys væk under en krukke, har i sorgens tid været større end at lade det stråle. Lyset som jeg fik fra den anden og som nu er slukket, gør det periodevis tungt, umuligt og meningsløst at jeg skulle begynde at lyse igen.

Hvordan mindes vi og taler om de døde? JB skrev sit essay fordi sorgen efter han mistede sin kone fyldte ham med afmagt. Han inddeler mennesker i dem der har kendt sorgen, og dem, der ikke har. Sorgen sorterer og omgrupperer i den sørgendes omgivelser; hvordan venner sættes på prøve; hvordan nogle består, mens andre dumper.

Jeg er der og mærker at der i rummet mellem mig og den jeg savner med tiden opstår forbindelser. Mine forældre døde i 2017 og i 2018. Min gode kollega denne sommer. En stor sorg som ofte hjemsøger mig. Nu mere på den gode måde, hvor jeg tænker over hvad de gav mig. Salt og lys var de i mit liv og i mange andres

Saltet er holdbarheden i livet. Det vi gør som skal holde længe, og som vi selvfølgelig må sørge for at pleje, at salte, så det kan vedblive at holde. Lyset skal vi kaste fra os. Ikke gemme det væk under en krukke, så det lyser og varmer for dem som er sammen med os.

I folkemunde er evangeliets ord blevet fordrejet til det modsatte: ”Han eller hun sætter ikke sit lys under en skæppe” (2020 Bibelen som jeg læste fra siger ”krukke”), underforstået: ”Hvad bilder de sig ind, vi skal nok lære dem at slukke deres lys.”

Nej, det er ikke hvad vi skal. Om det vidner denne alle helgens dag med al tydelighed. For her mindes vi netop at vore kære har været salt og lys i vore liv. Vi vil ikke glemme dem, ha’ dem ud af vor sind og krop. Vi vil mindes dem og tage dem med i vor sorg, og sørge for, at de stadig er med i vor hukommelse og afgiver salt og lys til vore liv.

De er også med os i dag for at fortælle os, at livet er en gave der skal leves.

Det er døden som har kaldt mange af os sammen her i dag. Jeg ved ikke om man kunne kalde denne gudstjeneste for en efter-begravelse. Livet er nu slut, den døde er hos Gud, og tid at tænke med taknemmelighed over det man fik og ikke altid fokusere på sorgen over at have mistet det. Er det egentlig ikke taknemmelighed og glæde der kalder mindet – og dermed også sorgen – frem.

Det er min fornemmelse at det er sådan – selv i de tilfælde hvor den døde og de efterlevende ikke altid har haft den bedste relation. Den sørgende føler at livet ikke er det samme. For at blive i Matthæus billede, saltet og lyset har mistet noget af sin kraft. Og det har det, fordi menneskers liv leves i relationer. Mangler der én, er jeg ikke den samme, men en anden. Sorgen er at blive en anden.

Inden vi nu skal til at slutte, må vi lytte endnu en gang til hvad det er vi har fået at høre: ”I er jordens salt, I er verdens lys.” Jesus taler til sine disciple. Det er en tillid til dem og et kald til at følge ham. Det er en udnævnelse, en tiltroet væren, et kald. I er jordens salt og verdens lys.

Hvad det indebærer at være det, skriver digteren Pia Tafdrup i dette korte digt: At slippe taget, ikke føle rædsel – dø før døden kommer. Det var måske noget af det vi lærte fra dem vi mangler; vore kære døde, fra hvem vi fik en arv at bære videre; de gav sig selv til livet. De var salt og lys. Vi er det. Amen