Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Johannesevangeliet 11,19-45

Efteråret er på vej, og vi skal vende os til at sommeren er forbi. Den ligger bag os og forhåbentlig levet ud, og godt brugt til glæde og gavn. Høstgudstjeneste fejrer vi dag, selvom det er længe siden at folk her i byen sådan for alvor og som levebrød har høstet marken.

Kirken er det sted i samfundet, måske efterhånden det eneste sted, hvor vi ikke stopper med at holde en tradition, fordi den ikke længere har grund i virkeligheden.

 Høstet bliver der stadig, måske ikke lige her omkring hvor vi bor. I kirken overlever de gamle traditioner, fordi de fortæller om grundlæggende og umistelige vilkår i vore liv. At vi er natur og krops mennesker, der lever med i årstidernes skiften, som en fortælling om liv og død.

Forfatteren Jens Smærup Sørensen er stadig én af de forfattere som har rod i den gamle landbrugskultur og holder liv i kulturen og dens værdier. Han bor på Mors, og levede som dreng med i naturens gang på den gård, hvor han er vokset op. Han gør sig disse efterårstanker, som passer fint til dagen: Sådan er det efteråret tænker, når det tænker tilbage på sig selv som forår og sommer: Hvor har jeg dog blomstret og båret frugt, og det er nu alt sammen slut. Jeg skal dog foreløbig slet ikke prøve mere. For det kan umuligt lade sig gøre, ethvert forsøg vil mislykkes og ende som et bittert nederlag. Nej, lad nu mørket sænke sig. Lad mig overgive mig til vinteren.  

Vi må i taknemmelighed lægge forår og sommer bag os, give os hen i afskeden og være taknemmelige for livets gaver, som vi smukt sang om det i dagens første salme i bøn og tak til Gud, som lader dig få mer, end du selv kan forstå, bedre, end hjertet begærer (DDS 2).

Taknemmeligheden over at have fået sådanne en gave så vidunderlig, at man slet ikke kunne tænke sig til den, nemlig livet. At vi begærer liv, kommer vi ikke uden om. Vi vil gerne have mere liv, men høstens eksistentielle budskab til os er, at lade ligge hvad vi modtog, sige tak, og ellers hvile i det uendelige.

Efteråret og døden har i meget bogstavelig forstand sænket sig over de to søstre Marthas og Marias liv. De har mistet deres bror, et menneske er ikke mere i deres liv, og foråret sammen med Lazarus kommer ikke tilbage, som når forår og sommer igen om nogle måneder bryder frem.

Jeg, menneske, er et stykke natur, og selvom vi ikke længere lever i tæt pagt med naturen, som folk gjorde tidligere, lever og dør vi med årstidernes skiften. Vi er stadig indlejret i årstiderne. De virker ind på vores sind og humør. Vi glæder os til forårets spirende liv, og føler efterårets og vinterens afsked.

Afsked er også det svar vi møder døden med. Afsked som sorg hører vi om i de mange jøder som er samlet hos de to søstre for at trøste dem. Jesus og hans disciple er også på vej. Det er som ved en begravelse. Folk strømmer til, mange kender ikke hinanden, men de er et øjeblik fælles om noget tredje, en kiste, nogle som har mistet. Fælles i afskeden, når døden har bemægtiget som vores fælles virkelighed, og alle forskelle forsvinder for det uafvendelige, et menneskes død, én vi ikke skal møde igen, men leve med i erindringens spor, som heldigvis aldrig slettes ud. Et menneske som har været, kan fra da ikke mere ikke have været. At have været bliver menneskes rejsepenge for evighed, skriver den franske filosof Jankélévitsch.

Årstidernes skiften kan vi stole på, selvom klimaet ændrer sig hurtigt, i nogle tilfælde drastisk, og vi må frygte at vi med tiden helt skal lære at glemme at det var vinter.

Et elskede menneskes død sætter et før og et efter. Vi kan genkende smerten og tomheden i søstrenes sorg. De har mistet og står tomme tilbage. Der er ingen trøst der kan bringe den døde tilbage. Trøsten er, at der ikke findes en trøst efter tabet af et elsket menneske. Lige præcist så stort er tabet af et menneske, som jeg ikke længere skal have liv sammen med.

Ydmygheden som vi også fornemmede i Smærup Sørensens efterårstanker, er en følelse som griber os når det gælder et menneskes død. Smærup lever i glæden over hvad forår og sommeren gav ham. Han haster ikke videre i hverdags ræset, som nok er det letteste at gøre.

Døden holder os tilbage i at fortsætte med at leve. Dér kan vi genkende os selv i søstrenes reaktion på deres brors død; døden har taget magten fra dem, kan vi sige. Et stumt og mægtigt univers lægger sig ned over livet, når et menneske dør. Døden er livløs, men sorgen er levende i sit bånd til den døde. Sorgen kredser om tabet af liv, hvad vi havde sammen, at den anden ikke er mere. Vi sætter billeder frem af den døde, duften af den døde i et klæde, kan med et sekund kalde den døde tilbage til os. Det er som den døde fødes på ny.

Er der et liv efter døden? – det er hvad Martha beder Jesus om, at havde han været dér, siger hun let fornærmet, var hendes bror ikke død. Men nu han er kommet, kan han vel trække døden tilbage? Liv og død, død og liv, denne uendelige livsproces af vekslen mellem det som bliver til, og det som forgår. Den svenske digter Gunnar Ekelöf vender op og ned på liv og død i ét af hans smukke digte: Enkel er fødslen: Du bliver dig. Enkel døden: Du er ikke mere dig. Det kunne have været omvendt som i en spejlverden: Døden kunne have født dig Og livet udslukt dig det ene såvel som det andet- Og måske er det sådan: Af død er du kommet, langsomt udsletter dig Livet.

Af død kommer liv, og liv fører igen til død.

Ved graven hvor Lazarus ligger er der fyldt op af sorg, smerte, råb og død. Det er stedet for åbenbaringen af nyt liv. Graven Jesus blev lagt i, spiller ind i Johannes fortælling, og vi ved at den er tom, og at nyt liv vendte tilbage til disciplene og alle andre som kendte ham.

Når alt håb er ude! – hvad griber vi til? Vi griber efter hinanden, men vi rækker os ud efter noget mere. Der er håb og trøst i de mennesker jeg er sammen med. Smerten og sorgen vi er i, når den vi inderligt savner og føler for ikke er mere, møder Jesus med sine ord til Martha: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?

De ord ophæver ikke døden, for den er kommet for at blive, et sted vi skal være, og Jesus er i de ord sammen med os. Det er den opstandne Jesus som taler til os. Men det ændrer døden som magt over os. Vi lever med døden som vilkår. Men menneskets vilkår er ikke bare døden, men også at liv fornyes, rejser sig igen, som efterår og vinter afløses af forår og sommer. Livet kommer igen uden at vi gør noget for det, ja, vi kan ikke standse det, det sker helt af sig selv. Livet leves ud, vi dør, men livet vender tilbage, og opstandelsens håb, som Jesus taler til Martha er, at døden ikke kan standse at livet skal leves.

Vi skal passe på med ikke at tænke opstandelse for snævert. Hvad selv Martha gør, da hun som den gode kvinde oplært i sin religiøse tradition svarer, at hun da godt ved at hendes bror skal opstå ved opstandelsens på den yderste dag. Men der ligger mange dage før den yderste dag, de dage som Martha skal leve i, og finde sig til rette med sin brors død. Sådan som vi alle der mister vore kære familiemedlemmer og venner, må håbe på en opstandelse her og nu.

Opstandelse skal vi måske hellere gøre til et levende del af livet her og nu, snarere end lade det ligge ved enden af vores livsvej. Lade opstandelse blive en del af livet, og se det som dér, hvor nye begyndelser finder sted.

Lazarus går ud af sin grav, men skal selvfølgelig dø igen. Han bliver et tegn på opstandelsens under, som vi selv kan erfare det. 

Den som har oplevede en tung depression kender til hvor mørkt sindet kan blive, men også om de dage hvor lyset slipper ind og noget tungt forsvinder fra mine tanker og min krop. Hver gang sorg bliver til glæde, mørke til lys, bliver der lavet en smuk tegning af den opstande Kristus. Amen