Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

I begyndelsen af corona tiden foreslog jeg en masse mennesker i byen, at vi hver dag kl. 10 skulle bede Fader Vor sammen – selvfølgelig hver for sig! Egentlig var det en mor til en af mine konfirmander som fik ideen, for som hun skrev til mig, i en tid hvor vi alle sammen skal holde os på afstand af hinanden, hvad kunne så knytte os sammen? Vi har sunget med Philip Faber, så hvorfor ikke bede den samme bøn hver dag?

Nu begyndte jeg selv at bede Fader Vor hver dag højt, hvad jeg ikke har gjort før. Jeg vidste ikke hvor mange andre, der gjorde det samme som mig, men bare det at vide at der sikkert var nogle stykker, følte jeg mig en del af et større fællesskab. Det var en særlig følelse af fællesskab der opstod med en masse andre mennesker, og det særlige er at vi siger de samme ord. Ord talt til Gud vor far, som igen forenede alle os bedende i noget større end os selv.

Mon ikke mange har følt det mærkeligt at bede og alene? Det at bede er gået af vane.

Bøn har den fordel at det er en handling som man udmærket kan gøre alene, men også sammen med andre. Den er heller ikke begrænset til søndag formiddag i kirken. Det kan finde sted når som helst og hvor som helst – hvis der er et behov for at bede.

 Corona krisen har vendt alt hvad vi satte vores tillid til i denne verden på hovedet. Næsten intet af det vi normalt har forventninger til, og som er til vores rådighed kan vi regne med. Vi kender ikke vores liv og verden som den var. Den norske forfatter Lars Saabye Christensen får præcist sat ord på hvad det er for et liv vi vender tilbage til, da han fornyelig skrev i avisen Aftenposten: en dag, en dag vil ingenting bli som før. Vi er de små, hvis vi skulle være i tvivl. Allerede den erfaring at vi er oppe mod noget stort og uforudsigeligt, kan være en god anledning til bøn.

 Nu er der blevet målt på mange ting i denne tid. Her tænker jeg ikke kun på værnemidler, respiratorer.  Strømforbruget er steget markant, fordi folk selvfølgelig arbejder hjemme, børnene er mere på deres skærme, der er solgt flere pizzaer, Netflix har vist aldrig været set af så mange som nu.

Gad vide om ikke, vi hvis kunne måle på antallet af bønner som er blevet bedt, om det ikke også er stigende? Der har været nok at bede for, hvis vi kigger verden rundt. Alle de syge og døde, familier der ikke fik mulighed for at sige farvel til deres kære, de mange mennesker som har mistet job, de psykiske syge har fået det dårligere, mange ældre mennesker er isoleret, alle der er urolige for hvordan livet bliver efter det her er ovre, bekymringen for hvilken verden vi kommer til at leve i.   

 Bøn handler om det som angår mennesker mest. Vi er ved kernen af det som er vigtigt for os og vore liv. Hvad er det vi trænger for at kunne leve? Vi har behov for tryghed, barmhjertighed, beskyttelse, dagligt brød, tilgivelse.

Får vi så det, og alt det andet vi kan bede om, i bønnen? Jesus siger jo i teksten vi lyttede til: Bed, så skal der gives jer….enhver som beder, får. Det er interessant for den verden og kultur vi lever i, at Jesus kæder det at bede sammen med at give.

I samtaler om bøn med mine konfirmander, afslører det sig at bøn for mange stadig er en gavebutik, hvor man kan bede om hvad som helst. Og konfirmanderne spørger troskyldigt; hvordan kan jeg vide om jeg får det, jeg beder om? Og vi tænker måske også selv sådan når vi beder en bøn, at det må udvirke det vi beder om.

Vi vil se resultater af det vi gør. Det er sådan verden ser ud, og det er hvad vi kræver af os selv og hinanden. Noget går ind, og noget skal helst også komme ud. Måske undtagelsestilstanden, hvis jeg må kalde den det, vi har levet i de sidste mange uger, har lært os en mere afbalanceret ydmyghed.

Idealet i vores tid er det aktive, handlekraftige menneske, som har styr på sin tilværelse. Det menneske har ikke brug for bønnen. Til hvad, når jeg kan klare alt selv. For hvorfor bede om noget, hvis jeg kan klare alt selv eller føler at det er det jeg skal, fordi tiden kræver at jeg er stærk.

Hvis Gud er forsvundet ud, eller blevet væk, så er der heller ingen at bede til og få fra. Nu er bøn ikke noget der kun retter sig mod Gud. Bøn har også et mere jordisk formål, når vi rækker ud efter sidemanden, kollegaen eller vennen. Men gør vi det, er mit spørgsmål?

Hænger det sådan sammen, at fraværet af bøn til Gud, også betyder at vi har svært ved at bede til hinanden? At bede hænger sammen med det at give. Når jeg beder et andet menneske om noget, viser jeg det andet menneske den tillid, at det har noget at give. At bede hænger sammen med det at give.

Det har været overraskende at se i denne tid med nedlukning af samfundet, og vi alle pludselig skulle holde afstand til hinanden, hvordan det for mange mennesker er blevet vigtigt at have kontakt. Mange har tilbudt deres hjælp til andre. Hudsult har været et af de ord, som mange har brugt for at fortælle, at vi har brug for hinanden. Mange kreative måder at hjælpe hinanden på har set dagens lys. Der er masser af bøn i denne tid. At bede er at stå med åbne hænder foran Gud og overfor den anden.   

Vi har ikke måtte være i tæt fysisk kontakt med hinanden, men det har været en glæde at se hvordan menneske har fundet andre veje at holde kontakt med hinanden. Der har været en bøn om kontakt, og det har vist sig at vi alle noget at give af. For den, der beder mig om noget, har gjort mig til en, der har noget at give. Har gjort mig mindre ensom.  

Meningen med livet er at leve for at give og få hjælp fra hinanden. Eller som Jesus siger i teksten som en sammenfatning af hvad vi er forpligtet på i forhold til hinanden: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.

Disse ord er i sig selv en beskrivelse af, at bøn og given hænger sammen. Beder jeg en anden om noget, viser jeg min tillid til den anden, at han eller hun har noget at give. Og har vi noget at give af til et andet menneske, så bliver vi bekræftet i, at vi er noget værd. Mit værd som styrkes af at jeg kan give noget til en anden, går selvfølgelig også den modsatte vej, at jeg kan bede den anden, om det jeg har brug for. Giver vi hinanden gode gaver her i livet, så åbner det for at Gud i himlen vil give os gode gaver.

Det er hvad bøn er– en refleksion, eftertænksomhed, gerne i hvilende tilstand, over verden og livet, som er fuld af taknemmelighed, men ikke ved, hvor den skal rettes hen.

Bøn til Gud, hvad giver det os? Bøn har en forandrende kraft. Til dem i byen som valgte at bede Fader Vor hver dag kl.10 har det måske været en erkendelse de har gjort, at de for et øjeblik slap verden og sig selv og begav ud i en samtale med Gud.

Bøn er ikke til for at forandre Gud, og at Gud hver gang svarer på vore bønner. Måske får vi svar, men det er ikke det, som betyder noget når vi beder. Det er som den engelske forfatter og filolog C.S. Lewis har sagt det så smukt om bøn: Jeg beder, fordi jeg nødt til det. Ikke fordi bønnen ændrer Gud, men fordi bønnen ændrer mig.

Det er det vi får, når vi beder. Vi får fred i vores indre, i hjertet, og vi slipper for et øjeblik tanken om at skulle nå noget. For der er intet vi skal nå i bøn til Gud. Det er en tale til Gud, som taler i dig, og lader dig finde ro midt i verden. Amen