Refleksion. 2. påskedag. ”Kvinde, hvorfor græder du?”… 

Eller læs refleksionen neden for... 

Glædelig påske. Kærlig hilsen Mona

Refleksion. 2. påskedag. ”Kvinde, hvorfor græder du?”… 

Tekst. Joh. 20,1-18

Af Mona Høgh 

Maria står uden for ved graven og græder. Hun bøjer sig for at se igennem alle tårer og ind i den mørke grav. Hun ser to engle i hvide klæder. 

De spørger: ”Kvinde, hvorfor græder du?”

Maria græder, hun græder over tabet af Jesus – en ven og en Mester. Hun græder over tabet af ham og alt det, som hun fik givet af ham …

– en helt ny tilværelse set, kendt og elsket af ham!

Maria står uden for ved graven og græder, hun græder i smerte og i sorg over at miste det menneske, som hverken fordømte eller foragtede hende, men som så hende, som den hun var. 

Maria står uden for ved graven og græder, hun græder over tabet og mærker tomheden – når han, som før fyldte hende med livsmod og gjorde livet værd at leve, nu er revet bort fra hende – korsfæstet og omkommet!

Sorgen tager magten over hende – ligesom den kan tage magten fra ethvert menneske, der har mistet. Tabet kan overdøve alt andet i tilværelsen, så vi kun hører en hul og tom rungen for vores ører og vi afsondres fra alt det, der kalder os tilbage til livet.

Sådan også Maria. Hun ser igennem tårer ind i den mørke grav – og hun græder…

”Kvinde, hvorfor græder du?”…

Denne gang er det ikke englene, der spørger, men en anden stemme – en stemme, der kalder: ”Maria!”

• -Igennem tårerne ser hun ham
• -Igennem den tomme og rungende støj hører hun ham kalde….

Hun hører ham kalde sit navn. I det nu blev den tomhed, som hun havde mærket dér midt i sorgen og smerten, fyldt med varme…

– fyldt med en underfuld kærlighed

Den kærlighed som hun før havde levet i og levet af kalder hende tilbage til livet. Den kalder hende ved navn og viser hende, at hun er set, kendt og elsket på tværs og på trods af døden…

Der opstår hendes liv på ny!

Maria står uden for ved graven og i gravens mørke skygge bryder lyset frem, og hun ser sit liv i et nyt lys – opstandelsens lys!

”Hold mig ikke tilbage”, siger han

Fastholde ham, omfavne ham og mærke ham som håndgribelig virkelighed kunne hun ikke – end ikke en sidste gang, men at vide sig set, kendt og elsket af en kærligheden stærkere end døden… 

-gav hende håb og kaldte hende ud til livet!

Det er håbet – at vi er kendt og kaldet på tværs og på trods af døden.

Vi kan som Maria være overmandet af sorgen, så vi afsondres i ensomhed og forladthed fra alt det, der kalder os til livet.

Men som Maria bliver vi gang på gang rørt af en flig af opstandelsens mysterium, der kærligt kalder vores navn og viser os hele tilværelsen i et nyt lys – opstandelsens lys!

Kære menneske, hvorfor græder du? – i den levende Guds hænder er du set, kendt og elsket fra evighed og til evighed. AMEN

Gode Gud

Tak fordi du kommer os i møde

og kalder os ved navn.

Vi beder dig:

Fyld vores tro med din opstandelse,

du som er fra evighed til evighed 

AMEN