Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2020.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Lukasevangeliet 17,5-10

Nogle venner gav os den fantastiske idé, at man kunne stille sine gamle vinylplader op i sommerhuset sammen med pladespilleren. Fordi man så kan høre noget af al den musik fra fortiden igen, når man er dér.

Når vi så har været der, så kører musikken fra ungdommen videre i mig i dagene efter; Anne Linnet band, Pink Floyd, eller Bach. Og det fik mig til at overveje, hvor mange ting, hvor mange fænomener, eller minder der lever videre i os, som årene går på godt og ondt.

Ligesom når man hører kendingsmelodiens til en TV- serie og straks bliver mindet om den.. (Syng Matador)- så toner hele persongalleriet frem og nogle af replikkerne sikkert også.

Sådan er der sikkert mange ting eller oplevelser, som man har meget svært ved at slippe og måske heller ikke har lyst til at slippe. Ting, som har skabt noget i os og det gælder vel nok også sådan noget som tro.

Sommetider siger folk, jeg har tabt min barnetro.. og mange mener vel dermed, at de ikke længere tror, som de gjorde i barndommen. Måske fordi de føler, at de som voksne er blevet mere rationelle eller har oplevet ting, som gør, at de ikke længere kan tro?

Måske handler det også om, at den som siger sådan om barnetroen, at den person ligesom Paulus skriver et sted, har aflagt det barnlige og dermed også troen, som man tænker ikke kan integreres i et voksent rationelt univers.

Men troen er jo ikke mere barnlig eller uskyldig end alt andet, troen lever sit eget liv i mennesker, som så meget andet. Og den kan sagtens forenes med et moderne liv og en rationel bevidsthed.

For troen er ikke noget, som vi erkender os frem til, men netop noget der gives os udefra! Som apostlene siger til Jesus idag: ”Giv os større tro”! Og eksemplet, som han nævner med morbærtræet i sit svar til dem, er ikke det samme, som at vi ved troens kraft kan få mærkelige ting til at ske; altså kan få et træ til rykke sig op med rode!

Troens kraft er Gud og det er ham, der kan få ting til at ske. Denne overbevisning voksede Mads Skjern og hans bror Kresten op med, formodentlig i det man kalder Indre mission. Og den arv forvaltede de to brødre helt forskelligt. Mads Skjern var optaget af ydmygheden på sådan et ydre plan og han rejste på 2 eller 3. klasse som salgsrepræsentant med sin lille søn Daniel, som måtte sidde på trappen til Damernes Magasin og sove på jernbanerestaurantens hårde bænk.

Vi ved, at det endte anderledes godt, da de i stedet tog med grisehandleren hjem den aften og det blev begyndelsen til en ny livsepoke og en ny forretningsidé. Det, som gav Mads Skjern den idé, var andres manglende ydmyghed i Korsbæk.

Ideen om det enkeltes menneskes ydmyghed følger Mads fra opvæksten gennem hele livet, men det er alligevel svært for ham ikke at komme længere og længere væk fra en selvopfattelse som den unyttige tjener efterhånden, som hans succes i livet vokser.

Mads Skjern ser sine forretnings og familieresultater, som afføder stolthed og tilfredshed, og derfor følger ydmygheden med som et lidt tomt vedhæng fra barndommen.

I det hele taget er det svært at føle sig ydmyg som menneske, så man næsten kan blive glad, når man en sjælden gang kan føle det. Faktisk er det svært at sige lige præcis, hvad der skal til og dette med at føle sig unyttig er efter min opfattelse ikke den bedste opskrift på ydmyghed.

At tjene andre er måske en bedre strategi, sådan som hans bror Kresten Skjern står for; for ydmyghed hænger sammen med at unde andre det godt og gøre noget for dem. At finde glæde i at gøre noget for andre er nok en bedre opskrift til at opleve ydmyghed.

Måske derfor kunne matadoren Mads Skjern også blive ved med at opfatte sig selv som ydmyg, fordi han hele tiden så for sig, hvor meget godt han gjorde for andre, for Korsbæk osv.

Men den sande ydmyghed handler ikke om at give andre efter fortjeneste, den sande ydmyghed er kædet tæt sammen med næstekærligheden, som ikke handler om fortjeneste. At kunne se kærligt på andre også selv om de ikke gør sig fortjent – det er kunst, hvor Matadoren møder sine overmænd.

Både i sin bror Kresten, som også kommer til Korsbæk, men også i sin hustru Ingeborg og sin svigermor, som uforbeholdent elsker hans søn Daniel, som har svært ved at leve op til sin fars forventninger. Tænk blot på lektielæsningen eller på scenen med hesten, som Mads vil give datteren Ellen, men hvor Katrine overtrumfer ham med en hest til Daniel.

Her svarer hun på Mads’ bemærkning til Ellen og Daniel om; ”at sådan én hest får man, hvis man er dygtig og flittig” med det centrale kristne budskab: ”Sådan én får man, hvis man er god og kærlig dreng”!

Det handler om kærlighed til andre, til næsten og den tænker ikke i fortjeneste eller personlig retfærdighed, som Mads Skjern har svært ved ikke at gøre. Han succes fører ham væk fra udgangspunktet, som også for Indre Mission er den uselviske kærlighed, skønt han måske selv har svært ved at se det, for sådan er han jo et menneske, som alle vi andre.

Ifølge kristendommen handler troen ikke om fortjeneste, så meget som den handler om at tjene. Den handler om kærlighed, som skal deles og det er nadveren jo et af de fornemste billeder på. Hvis man skal sige det med klassisk kristen dogmatik: Her sidder vi alle som ydmyge unyttige tjenere og tager imod Guds nåde.

Og det er netop alle mennesker, som bliver indbudt til herrens forsoningsbord og derfor er det også så smukt, at TV serien Matador slutter med Varnæs sølvbryllup, hvor forsonligheden får det sidste ord.

Skjernfamilien, den tidligere arvefjende er med ved bordet og konsulinde Holms sølvbryllupssang anlægger en forsonlig historisk tone, som spreder sig med sangen bordet rundt; men også ned i køkkenet til Laura og serveringspersonalet og til Agnes og Lauritz Jensens hjem, hvor sangen er blevet trykt og derfor synges ved aftensmaden.

Alle har som unyttige tjenere gjort, hvad de kunne og havde til opgave og derfor spreder forsonligheden sig bordet rundt med smil og varme blikke. Ikke fordi der er en ydmyg stemning, men snarere en kærlig forsonlig stemning.

En stemning som opstår ved at finde glæde i at gøre noget i fælleskab som at spise en middag og synge en sang, det som vi gør symbolsk her i kirken hver søndag. Amen.