Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.   Markus 10,13-16

Verden er bekymrende urolig for tiden. Selvom vi aldrig har levet i en mere fredelig tid end nu. Vi hører om konflikter og katastrofer – drab og bomber i Mellemøsten, brænde i Australien hvor et areal større end Danmark nu er brændt ned, tusinder af mennesker har mistet alt hvad de ejede og mere end 1 milliard dyr er slået ihjel. Mennesker lider og dør og sådan ved jeg godt det altid har været. Men når flere hændelser kommer på én gang og helt tæt på virker det voldsomt. Nyheder i dag er ikke som tidligere flere uger om at nå frem på den anden side af jorden, der går kun et øjeblik, og vi er vidende om hændelser langt væk. 

Håb er der heldigvis også. Jeg må i biografen og se den nye syriske film The Cave, hvor man følger den helt unge syriske kvinde og læge under jorden i et hospital i Aleppo, mens Assads og Putins bomber vælter ned fra himlen. Hun gør alt hvad hun kan for at hjælpe, trøste og opretholde et rum for menneskelighed i en umenneskelig verden. Oven over jorden er helvede, nedenunder forsøger nogle mennesker desperat og uselvisk at skabe lidt omsorg, kærlighed og medfølelse.

Midt i al dette får jeg lyst til at spørge som salmisten i salmen ( salme 8) fra Det gamle testamente vi lyttede til i hans lovprisning og henvendelse til Gud: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Baggrunden for salmistens spørgsmål er ikke en lidende verden, men menneskets følelse af at være lille set i det store univers sammenhæng. Han har stået en aften og kigget op på himlen med dets mylder af stjerner og universets uendelige rum, og følt hvor lille mennesket egentlig er. Men det kunne også have været erfaringen af en verden som lider og brænder, der kunne have affødt dette spørgsmål.

Hvad er et menneske, er et evig aktuelt spørgsmål. Vi stiller det også i dag, nok ikke altid som i salmen i en henvendelse til Gud. Gud var det referencepunkt mennesket definerede sin identitet ud fra. Det er det stadig for mange mennesker, men når vi spørger efter hvad et menneske er, siger vi i en individualistisk tid, hvem er jeg! Jeget, den enkelte, er den som spørger sig selv.

Gud er ikke længere som tidligere derfra hvor mennesket henter svaret på hvem jeg er. Vi orienterer os ikke vertikalt mod himlen, men horisontalt ud af mod omverden, for det er i forholdet til den anden, de andre, at jeg finder ud af hvem jeg er. I vores urolige kultur finder vi svaret på hvad er et menneske, altså jeg som menneske, i de andre. Jeg kigger på de andre for at finde min vej i livet.

Måske finder vi slet ikke et svar, for en urolig kultur er som det ordet siger, hele tiden i forandring. Det gælder verden som jeg talte om før, men det gælder også i det almindelige hverdagsliv, hvor mennesker søger efter det som gør mig til noget særligt: Ens ønsker, drømme og ambitioner. Skille sig ud og ikke se på det som ligner. Hvor ethvert individ skal være autentisk, unikt og udleve sine fulde potentialer.

Det er som om at det at være menneske ikke får plads. Det særegne at jeg skal være noget for mig selv, skubber det almenmenneskelige ud. Det almenmenneskelige er sat overfor det særegne, som det tidløse, eviggyldige og universelle.   

Det gælder om at sammenligne sig med de andre, for at finde svaret på hvem jeg er. Nutidens unge skriver den norske psykiater Finn Skårderud, søger deres egen identitet ved at kigge til siden, til de andre unge og især til de fremstillinger af unge, som ser ud til at have tjek på livet. Hvor præsentation og præstation er det, som får flest ”likes”.

I salmen kigger mennesket mod himlen, til Gud, får at finde svaret på hvem jeg er som menneske.

Hvad er det får et svar vi får i dagens tekster? I den gamle salme om mennesket der spørger, hvad er et menneske, og Jesus der peger på barnet, og siger, bliv som det.Jesus svarer sådan set på spørgsmålet fra den gamle salme ved at pege på barnet. Kvinderne og deres børn skaber uro. Disciplene truer for at beskytte Jesus mod de kvinder som vil have ham til at velsigne deres små børn.Det gør han så til slut, men inden giver det Jesus en anledning til at sige hvad et menneske er, når vi kigger på barnet.

Vi er jo stadig alle børn selvom vi er voksne, så er det jo barnet der er blevet større, mere erfarent og ansvarlig.Barnet er vandmærket i os. For Jesus er det også barnet der kan fortælle os, hvad det vil sige at være et menneske. Ikke et hvilket som helst menneske-syn er det, Jesus vil gøre opmærksom på, men mennesket som tilhørende Gud. Altså ikke mennesket i moderne forstand forstået som det særegne, men mennesket som det almene, at vi er alle mennesker. Vi er menneske først, og individ bliver vi senere som de der særlige personer vi jo også er.

Søren Kierkegaard skildrer i en tekst fra hans bog Kjærlighedens Gerninger i en tale om blomsten, at vi både vil være en undtagelse, men samtidig at mennesket set med Guds kærlige øjne er det almenmenneskelige – Og at hver blomst stor eller lille, har et værd i det at være blomst: Der er ingen, o ingen, forskel på kærligheden. Men på blomsterne hvilken forskel. Selv den mindste, den ubetydeligste, den uanseeligste, - den endog af sine omgivelser oversete lille stakkel – som du næppe opdager, uden du ser nøje til. Det er, som havde den også sagt til kærligheden: ”lad mig bliver noget for mig selv. Noget ejendommeligt”. Der har kærligheden hjulpet den til at blive sit ejendommelige, - men langt skønnere, end hvad den lille stakkel havde turdet håbe på. Hvilken kærlighed.   

Vi vil gerne som blomsten blive til noget for os selv. Det ligger simpelthen i mennesket, at ville realisere sit potentiale som menneske. Vi kan ikke lade være. Gud har jo skabt os hver især som det særlige og uerstattelige menneske vi er. Det føler Julie og Buster (dåbsforældre) selvfølgelig også at deres Bertram er. Der findes kun én som ham!

Bertram er sin helt egen, men også et barn, som dem Jesus peger på, og som vi kan lære at modtage Guds rige af.

Gud definerer ikke mennesket gennem det vi præsterer, vores handlinger, men gennem det som det modtager. Af Gud modtager vi troen og kærligheden.Et barn kan netop gøre dette synligt. Et barn bekymrer sig ikke om at blive til noget! Det er skabt til at modtage. Og give ved at lære os, disciplene som kigger på, og vi der lytter i dag, at mennesket altid er mere end hvad det selv gør sig til, eller kulturen har gjort det til.

De små børn viser os det nøgne menneske, som ikke har behov at gøre sig til af noget. Ligger dér i sin mors arme, og bare er til.Ubekymret er barnet, for far og mor passer på det. Der er en særlig åbenhed og ligefremhed over mødet med et barn. Det er tænker jeg, som at se mennesket i sin reneste form. Barnet viser hvad mennesket først og fremmest er; ikke afhængig af præstationer, succes eller fiasko, nationalitet, køn og udseende, særlige evner, men af tro. Barnet har jo ingen særlige præstationer at pege på som begrundelse for, at det er til. Det har alene sin rene og umiddelbare tilstedeværelse, som ser med åbne øjne på os, og er fuld af tro. I barnet ser vi at livet er en gave. Det afslører sproget når vi siger, ”fik et barn” og ikke tog.

Kan vi opelske barnet i os, se på verden og hinanden med barnets øjne, blive som børn igen, og modtage livet ligeså tillidsfuldt som et barn- ja, så ved vi hvad et menneske er. Vi bliver hurtigt vænnet til at se på et menneske og værdsætte det efter hvad det gør. Møder vi nye mennesker skal vi måske lade med at spørge som det første: ”hvad laver du” – altså hvad arbejder du med i livet, som om det var det, der gav os værdi som menneske.

Et menneske er kun lidt ringere end Gud sagde salmisten. Forklaringen på det er at mennesket er skabt til at herske over Guds værk. Vi er ikke kun det vi gør, for når vi er kronet med herlighed og ære fra Gud, vil vi altid være mere end det vi gør, mere end vore hænders værk, mere end det vi kan klare med vores fornuft.

Det er mennesket som det blev skabt af Gud, med åbenhed og lyst til at hengive sig til livet, andre mennesker og fremtiden. Vi behøver ikke hele tiden tænke på at være den bedste version af os selv, men kan nøjes med mindre – at være et menneske. Amen