Prædiken til nytårsdag 2020.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matthæusevangeliet 6,5-13

Da jeg skulle skrive prædiken til i dag, kom jeg uvilkårligt til at tænke på det sproglige udtryk/ den talemåde, der lyder: ”Han/ hun kan mere end sit fadervor!”.

Det betyder vel i virkeligheden, at fadervor er noget, som alle eller de fleste kan; og den status har bønnen haft gennem ganske mange år i vores samfund, om end den status er for nedadgående, tror jeg.

Som en væsentlig del af Luthers lille katekismus var Vorherres egen bøn vel nok gennem en lang historisk periode en del af det pensum, som danske skolebørn lærte at læse efter;

og derfor noget, som man måtte forvente, at de fleste danske børn og voksne kendte til. Min egen farmor født i 1907 fortalte, at hun lærte katekismus i landsbyskolen.

Men udtrykket dækker vel også over, at nogle af dem, som kan mere end fadervor, er fremme i skoen, som man ville sige i dag, altså at de kan mere og andet end det grundlæggende i børnelærdommen eller tilværelsen.

Det kan være svært helt at afgøre, om der ligger noget positivt eller negativt i udtrykket at kunne mere end sit fadervor, men faktum er, at det ikke længere betragtes som en del af almindelig dannelse at kunne fadervor.

Vi er for længst fremme ved diskussioner om, man overhovedet skal lære fadervor, ikke bare i skolen men i det hele taget. Jeg lærte den ikke i hjemmet eller skolen, men til spejder, hvor vi bad den som afslutning på hvert møde.

Jeg kan ikke afvise, at netop det gjorde, at den kom til at betyde noget for mig og sådan er der sikkert mange andre, der også har erfaret det. Dengang sagde vi stadig helliget vorde dit navn, og man kan ikke afvise, at betydningen uanset, om man nu forstod udtrykket eller ej voksede netop ved gentagelsen.

I dag er prestigen i gentagelse stærkt for nedadgående, alting skal helst være nyt.. men det ændrer ikke ved, at gentagelse ligger dybt i vores menneskelige natur og vi bruger det jo med børn, som lærer om livet på den måde;

og ja vi giver erfaringer videre fra de voksne til de små ved at gentage både ord og handling. Som når et barn bliver ved med at spørge om det samme: ”Hvad er det”? Så gentager den voksne: ”Det er et køleskab”, indtil barnet stopper med at spørge.

Gentagelse er en vigtig del af vores tilværelse, og har også en beroligende effekt på vore sind. Tag blot naturens evige gentagne kredsløb i døgnet, i årstiderne, i livscyklussen for os selv. Tag traditionerne, som mange stadig holder i hævd!

Der er mulighed for, at det som var sandt og godt for vore forfædre og mødre også kan være det for os og vore børn og efterkommere. Det er vel også nogle af de tanker, vi gør os om nytåret, at nyt og gammelt mødes her og hvem ved måske går videre sammen..

For mange år siden, da jeg var forholdsvis ny præst, lavede jeg et voksenundervisningsforløb, som hed Teologi for voksne med nogle præstekolleger på Østerbro. Vi lavede det netop over fadervor, som vi så ville gennemgå led for led med moderne indfaldsvinkler.

Jeg har lyst til at fortælle, hvilke overskrifter der kom på fadervors forskellige bønner i vores forsøg på at aktualisere bønnen for nutidsmennesker og hvis I har lyst kan I lige slå op på den bageste side i salmebogen og følge med der.

Den første bøn: Fadervor – eller Vor fader fik overskriften: Hvad mener vi, når vi siger Gud? Det er et stort spørgsmål, som er værd at overveje, men rigtig svært at svare på.

Jeg tror, at vi kom frem til, at netop faderbilledet af Gud i bønnen var med til at gøre forholdet mellem Gud og menneske til en relation, frem for Gud som blot et abstrakt begreb.

Du som er i himlene fik overskriften, hvordan er der i den syvende himmel? Altså hvornår er vi lykkelige og hvis det er hos Gud i den syvende, øverste himmel ifølge traditionen, hvad vil det så sige?

Helliget vorde dit navn fik overskriften Er der noget, der er helligt? Og det er jo stadig en aktuel diskussion i dag, og ikke mindst overvejelser om, hvad ordet helligt indebærer? Er det helligt det samme som uforanderlig eller urørligt?

Komme dit rige blev til Kan drøm blive virkelighed? For gudsriget er jo en vision, som har drømmens karakter, og form som et ideal. Det er er for eksempel evigt og det er godt, sådan fremstår det i al Jesus forkyndelse.

Ske din vilje som i himlen således også på jorden gav anledningen til overvejelser om "Hvad der styrer vort liv”? Er det forsynet altså Gud, der styrer os eller er det tilfældet, som er en moderne forståelse af livet.

Eller er det skæbnen, som vi kalder det, som er mere psykologisk i sin forståelse af livets gang?" Jeg tænker, at det er meget individuelt, hvad der styrer menneskers liv og hvordan man oplever livets gang, selvom der selvfølgelige også er en række fællestræk i forskellige livsforløb.

Giv os i dag vort daglige brød blev diskuteret ud fra spørgsmålet: "Hvad forlanger vi af livet?" Altså hvad er det, som driver os i tilværelsen, hvad er det vigtigste, essensen for os i vores daglige tilværelse, som vi gerne vil have? Er det lykken, er det formuen, er det karrieren?

Bønnen Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, blev til overvejelsen “Er skyldfølelse et onde, og er der grænser for tilgivelse?” Vi er jo ofte plaget af skyldfølelse, men er det altid noget negativt? Og kan vi tilgive det negative, vi oplever eller møder i livet? Og hvad betyder det for os og vore liv at tilgive?

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, blev til "Er det onde blevet bedre med tiden?" underforstået er det blevet lettere for at leve med og håndtere det onde, som noget vi kan gøre noget ved selv, hvis vi vil. Er de store nedbrydende onder forsvundet ud af vore liv?

Thi dit er riget og magten og æren i evighed fik overskriften "Er evigheden død?" Dermed fulgte overvejelser om, at det evige overhovedet er noget, som vi taler om eller regner med som en del af vore liv.

Endelig sluttede vi af med ordet Amen. Overskriften til den diskussion var "Ja og  amen, eller er der nogen spørgsmål?" og det har er sikkert været, men jeg husker ikke hvilke.

Amen betyder jo direkte oversat i sandhed, men vi spillede jo også på udtrykket at sige ja og amen til alt. Og det er jo ikke noget, der har stor værdi i dag at gøre. Det er blevet et tegn på svaghed, men spørgsmålet er, om det nu også er rigtigt? Skal man ikke også være stærk for at kunne sige ja og amen?

Fadervor rummer altså en masse overvejelser; men spørgsmålet er jo om, det vigtigste i den bøn for os i virkeligheden ikke er dens genkendelighed og evige gentagelse?

En præst fortalte mig engang, at når man ikke kunne styre sine konfirmander og så kunne man engang imellem gribe til at bede fadervor, for så blev der mere ro i klassen; og det viser jo hvilken effekt bøn kan have på os og vore sind, som en beroligelse, bekræftelse, en falden lidt ind i os selv som et momentum.

Det er faktisk lidt ligesom en prædiken, man kan høre den og nogle gange føle sig bekræftet, eller måske beroliget eller omvendt foruroliget. Man kan under alle omstændigheder sidde og falde lidt ind i sig selv og det kan være en god, ja måske ligefrem livsnødvendig oplevelse her ved årsskiftet og dagen derpå. Godt Nytår! Amen