Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:        v24  Herren velsigne dig og bevare dig,        v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,        v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. v27  Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem. 4. Mosebog 6,23-27  

Årets sidste dag er noget særligt. Fejret jorden rundt bliver den. Det er som om på denne sidste dag, står alle de andre dage i året. Årets sidste dag bærer alle de andre dage. Tilbageblikket kalder på taknemmelighed og måske også fortrydelse. Dagen har selvfølgelig også rettet blikket fremad med forhåbningerne til det nye år, måske også frygten for farer og ønsket om et velsignet nytår.

Vi har lige sunget Brorsons salme (nr. 45) Jeg går i fare, hvor jeg går. Fare er et menneskeligt vilkår og salmen vil fortælle at vi levet et sårbart liv. For Brorson var der 3 farer som mennesket måtte forholde sig til: Satan, synden og døden. Skal vi give dem nogle moderne navne kunne vi sige: det onde, menneskets selviskhed og døden er stadig lige aktuel, selvom døden på Brorsons tid mere var en hverdags kendsgerning med tanke på de vilkår mennesket dengang levede under. Brorson mistede selv flere børn.

Det er en god salme at synge årets sidste på den meget smukke melodi af Freylinghausen.

Farerne er ikke så meget anderledes i dag. Vi taler om dem på en anden måde. At livet er farefuldt fortæller os, at vi ikke har kontrol med hvad som sker, vi er ikke Herre i eget hus. Derfor bruger vi sjældnere ordet fare, taler mere om livets risiko. Fare er blevet til risiko i takt med de flere muligheder vi har i livet og en voksende viden. Risiko er det vi skaber for os selv, hvor fare rummer den udsathed vi altid lever i med tanke på de livsvilkår, som Brorson beskriver i sin salme.

”Jeg går i fare hvor jeg går” er et evig gyldigt vilkår for vores liv. Risiko er som sagt noget andet, for hvor der er risiko tilstede i livet, har vi som mennesker selv en finger med i spillet. Vi taler også om at løbe en risiko. Hvad fortæller om det vi skaber for os selv.Fare som Brorson skriver om, udstiller menneskets værgeløshed over for tilværelsens farer. Overfor tilværelsens fare bliver vi utrygge og modløse, og har brug for noget at holde os til i en farefuld verden.

Det er oplagt at holde gudstjeneste denne aften, som vi har gjort det i mange år herved kirken. Det er blevet en fast tradition med en kort gudstjeneste, præsten vælger selv den tekst han eller hun vil prædike over, nogle gode salmer og et glas champagne efter gudstjenesten.

I dag har jeg tænkt mig til at gøre det mest elskede ritual for rigtig mange mennesker som kommer i kirke til centrum for denne prædiken. Et sidste højdepunkt i gudstjenesten er den aronitiske velsignelse. Vi finder den i 4. Mosebog hvor situationen er den, at kort før israelitterne bryder op fra Sinai-bjerget og fortsætter gennem ørkenen, giver Gud nogle af de sidste regler for præsternes arbejde til Moses. Vi hører om forskellige ritualer ved indgangen til helligdommen, og vi befinder os på grænsen mellem den hellige sfære og almindelige menneskers dagligdags verden. Gud talte til Moses at han skulle instruere sin storebror Aron i hvordan han skulle velsigne israelitterne… Herren velsigne dig og bevare dig…

Hvornår velsignelsen er skrevet er usikkert. Moses hører til i det 2. årtusinde f.Kr. En arkæologisk udgravning i et gravkammer i Jerusalem i 1980’erne afslørede to små sammenrullede strimler sølvfolie hvor en let forkortet udgave af velsignelsen står skrevet. Formodentlig to præster ligger i graven og begge havde den lille rulle hængende om halsen. De små ruller er sandsynligvis 2.500 år gamle. Vi har altså at gøre med en meget gammel velsignelse som Mosebøgerne citerer, men som allerede var i brug før de bibelske skrifter blev samlet til en bog. Altså, en slidstærk velsignelse som har talt til mennesker gennem årtusinder. Der er en længsel i mennesket efter at nå frem til en tilstand af velsignelse.

Velsignelsen er i sin tid blevet indført i gudstjenesten af Luther. Luther mente, det var den velsignelse, Jesus lyste over disciplene, inden han fór til himmels. Ganske mange mennesker kan denne gammeltestamentlige velsignelse udenad.

Hver gang præsten sender de gammeltestamentlige velsignelsesord ud over menigheden, opleves det, som de ord virkelig kan det, de påstår at kunne: de kan velsigne. Jeg har hørt folk sige, at de først og fremmest går til gudstjeneste for at få velsignelsen. Velsignelsen er i Det gamle Testamente forudsætningen for det gode menneskeliv. Det er Guds tilbud til mennesket. Velsigne er hvad Gud gjorde i sin skabelse. Det er det Gud hele tiden gerne vil. Gang på gang læser vi i Det gamle Testamente hvordan velsignelsen bliver ødelagt af mennesker. Gud må træde til og frelse mennesket, før han igen kan komme tilbage til den tilstand hvor han velsigner.

Velsignelsen rummer accept, styrke og følgeskab.

I kender sikkert udtrykket at ”tælle sine velsignelser”. Det siger noget om hvad velsignelse er og kan. Tælle velsignelser er hvad mange af os gør når det er nytår. Husker på hvad vi har at være taknemmelig for. Det gode du har modtaget i dit liv det sidste år eller bare i det hele taget den livssituation du er i. De velsignelser vi kan sige tak for peger også fremad. Taknemmeligheden for hvad jeg har fået, er samtidig en opfordring at bringe den tak ud i verden. Handle på de velsignelser jeg har modtaget i mit liv.

Det modsatte ville være at klage over at livet ikke vil som jeg vil, kværulere over alt det som ikke vil makke ret.

Ved slutningen af gudstjenesten, denne sidste dag i året, lyder velsignelsen endnu en gang. Den er rytmisk formuleret i tre led svarende til en solopgang. Solen står op og lyser på os, som Gud løfter sit ansigt og lyser på os med accept og fred. Solen er et billede på det guddommelige ansigt. Ønskeformen svarer til Guds ord i fortællingen om skabelsen ”der skal være lys”. Velsignelsen er det grundlæggende og rummer ønsket om styrke, lykke og held. Det er det Gud vil give os.

Give os gode livsmuligheder og bevare os fra alle ulykker.

Det lys vi møder i velsignelsens ord er som solen der giver liv til alt levende. Lyset bærer vi med os fra det hellige rum og ud i dagligdags verdenen, fordi det som Grundtvig skriver i salmen vi sang Den signede dag med fryd vi ser ….skal kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!

Vi skal bære lyset ud i verden. Hvordan vi konkret skal sætte velsignelsen i spil og gøre Guds vilje synlig hørte vi Paulus sige: Afsky det onde, hold jer til det gode/… /Vær hinanden hengivne i broderkærlighed/…/vise hinanden agtelse /…./Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen/…/ Læg vægt på at være gæstfrie/…/Glæd jer med de glade, græd med de grædende/…/Hold sammen i enighed/…/ Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker/…./Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer/.../»hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke/…/Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Velsignelsen hører sammen med Guds ansigt. Ansigt og åsyn er det Gud møder os med i velsignelsen. Vi ser mod det nye år og hvad venter os. Ansigtet lyser mod os, og sit åsyn løfter Gud på os. Guds velsignelse er det sted hvor vi kommer tættest på Gud. Gud ser os, men vi ser ikke Gud. Vi føler nok snarere hvad Gud vil med os.

I velsignelsen løfter Gud sit lysende ansigt mod mennesker som solen, sender varme, lys og livskraft ned over vores verden. Gud giver os det vi har brug for til et godt liv. ”Være dig nådig” og ”give dig fred” føler vi er store ting. Nådig fortæller at Gud vil give os gode livsmuligheder. Fred betyder ikke kun at være fri for krig, men at være fri for alle ødelæggende magter. I velsignelsen skal vi ikke iagttage os selv, men lader os se på. Vi kan ikke undvære det syn, for intet menneske kan være til uden at blive set. Det gælder ikke mindst i vores hverdag sammen med andre.

Den sender os ind i det nye år. Ja, den sender os hver gang den lyses ud til livet. Den peger med kraft imod fremtiden. Velsignelsen er et tegn på, at vi ikke skal bære alting selv. Velsignelsen må vi på denne årets sidste dag også huske er alle dem og alt det, der rækker ud over mig selv.

Vi beder om at Guds velsignelse vil gøre det den skal: give os frugtbarhed, velstand, lykke og omsorg.

Amen